2 Samuelsbog 3

¹Nu var krigen mellem Sauls hus og Davids hus langvarig; og David blev stærkere og stærkere, men Sauls hus blev svagere og svagere.

²David fik sønner født i Hebron: hans førstefødte var Amnon, med Ahinoam fra Jizre'el;

³og hans anden, Kilab, med Abigail, Nabals enke fra Karmel; og den tredje, Absalom, søn af Ma'aka, datter af Talmai, kongen af Gesjur;

⁴og den fjerde, Adonija, søn af Haggit; og den femte, Sjefatja, søn af Abital;

⁵og den sjette, Jitream, med Eglah, Davids hustru. Disse børn blev født til David i Hebron.

⁶I den tid, hvor der var konflikt mellem Sauls hus og Davids hus, vandt Abner indflydelse i Sauls hus.

⁷Saul havde en medhustru ved navn Rizpa, datter af Ajja; og Isjbosjet sagde til Abner, "Hvorfor har du været sammen med min fars medhustru?"

⁸Da blev Abner meget vred over Isjbosjets ord og sagde, "Er jeg et hundehoved, der tilhører Juda? I dag viser jeg venlighed mod din fars hus, Saul, mod hans brødre og mod hans venner, og har ikke overgivet dig til David; alligevel anklager du mig i dag for forseelse med en kvinde?

⁹Må Gud gøre således mod Abner, og mere til, hvis jeg ikke gør for David, som Herren har svoret til ham:

¹⁰at overføre kongeriget fra Sauls hus, og at etablere Davids trone over Israel og over Juda, fra Dan til Be'ersheba!"

¹¹Og Isjbosjet kunne ikke længere svare Abner med et eneste ord, fordi han var bange for ham.

¹²Så sendte Abner budbringere til David på hans vegne og sagde, "Hvem tilhører landet? Lav din pagt med mig, og se, min hånd skal være med dig for at bringe hele Israel over til dig."

¹³Så sagde David, "Godt, jeg vil lave en pagt med dig. Men jeg kræver én ting fra dig: du skal ikke se mit ansigt, medmindre du først bringer Mikal, Sauls datter, når du kommer for at se mig."

¹⁴Så sendte David budbringere til Isjbosjet, Sauls søn, og sagde, "Returner min hustru Mikal, som jeg trolovede mig med for hundrede filisterforhuder."

¹⁵Så sendte Isjbosjet og tog hende fra hendes mand, fra Paltiel, Laishs søn.

¹⁶Men hendes mand gik med hende, grædende mens han gik, og fulgte hende så langt som til Bahurim. Så sagde Abner til ham, "Gå, vend tilbage." Så vendte han tilbage.

¹⁷Abner talte med Israels ældste og sagde, "I tidligere tider søgte I at få David til konge over jer.

¹⁸Så handle nu! For Herren har talt om David og sagt, 'Ved min tjener Davids hånd vil jeg frelse mit folk Israel fra filistrenes hånd og fra alle deres fjender.'"

¹⁹Abner talte også i Benjamins høring; og desuden gik Abner for at tale med David i Hebron om alt, hvad der var godt i Israels øjne og i hele Benjamins hus.

²⁰Så kom Abner og tyve mænd med ham til David i Hebron. Og David forberedte et festmåltid for Abner og de mænd, der var med ham.

²¹Abner sagde til David, "Lad mig rejse mig og gå og samle hele Israel til min herre kongen, så de kan lave en pagt med dig, og at du kan blive konge over alt, hvad din sjæl begærer." Så sendte David Abner bort, og han gik i fred.

²²Og se, Davids tjenere og Joab kom fra et togt og bragte meget bytte med sig; men Abner var ikke hos David i Hebron, for David havde sendt ham bort, og han var gået i fred.

²³Da Joab og hele hæren, der var med ham, ankom, informerede de Joab og sagde, "Abner, Ners søn, kom til kongen, og han har sendt ham bort, og han er gået i fred."

²⁴Så nærmede Joab sig kongen og spurgte, "Hvad har du gjort? Abner kom til dig. Hvorfor har du så sendt ham bort, og han er allerede taget af sted?

²⁵Du kender Abner, Ners søn, at han kom for at bedrage dig og for at lære dine bevægelser at kende og for at vide alt, hvad du gør."

²⁶Da Joab forlod David, sendte han budbringere efter Abner, og de bragte ham tilbage fra Sirahs brønd; men David vidste det ikke.

²⁷Så da Abner vendte tilbage til Hebron, tog Joab ham til side ind i portens midte for at tale med ham privat, og der stak han ham i maven, så han døde som følge af blodet fra Asael, hans bror.

²⁸Derefter, da David hørte om det, sagde han, "Jeg og mit kongerige er uskyldige for Herren for evigt for blodet af Abner, Ners søn.

²⁹Må konsekvenserne falde på Joab og hele hans fars hus, og må der ikke mangle fra Joabs hus en, der har udflåd, eller som er ramt af spedalskhed, eller som griber fat i en rok, eller som falder for sværdet, eller som mangler brød."

³⁰Således var Joab og Abishaj, hans bror, ansvarlige for Abners død, fordi han havde dræbt deres bror Asael under slaget ved Gibeon.

³¹Så instruerede David Joab og alle de folk, der var med ham, "Riv jeres tøj i stykker og tag sæk på, og sørg foran Abner." Og kong David gik bag båren.

³²De lagde Abner til hvile i Hebron; og kongen hævede sin stemme og græd ved Abners grav, og alle folkene græd.

³³Og kongen sang en sørgesang for Abner og sagde, "Skulle Abner møde sin ende som en tåbe gør?

³⁴Dine hænder var ikke bundet, Ej heller dine fødder sat i bronzelenker; Som man falder for de onde, er du faldet." Og alle folkene græd igen over ham.

³⁵Så kom alle folkene for at give David mad i hans nød, men David svor og sagde, "Må Gud gøre således mod mig, og mere til, hvis jeg smager brød eller noget andet, før solen går ned."

³⁶Alle folkene bemærkede det, og det behagede dem, ligesom alt, hvad kongen gjorde, behagede alle folkene.

³⁷Så forstod alle folkene og hele Israel den dag at det ikke havde været kongens vilje at dræbe Abner, Ners søn.

³⁸Så sagde kongen til sine tjenere, "Er I ikke klar over, at en leder og en stor mand er faldet i Israel i dag?

³⁹Og jeg er svag i dag, skønt salvet til konge; og disse mænd, Zerujas sønner, er for hårde for mig. Må Herren gengælde den onde efter hans ondskab."