Apostlenes Gerninger 13

¹I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere: Barnabas, Simeon, som blev kaldt Niger, Lucius fra Kyrene, Manaen (som var opdraget sammen med Herodes tetrarken), og Saulus.

²Mens de tilbad og fastede, tjente Herren, talte Helligånden: “Udskil Barnabas og Saulus for mig, de skal udføre det arbejde, som jeg har kaldet dem til.”

³Efter at de havde fastet og bedt, lagde de hænderne på dem og sendte dem af sted.

⁴Så, sendt af Helligånden, gik de ned til Seleukia og sejlede derfra til Cypern.

⁵Da de ankom til Salamis, forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger. Johannes var med dem som deres hjælper.

⁶De rejste gennem hele øen, indtil de nåede Pafos. Der mødte de en jødisk troldmand og falsk profet ved navn Bar-Jesus,

⁷som var hos statholderen, Sergius Paulus, en intelligent mand. Statholderen tilkaldte Barnabas og Saulus, fordi han ønskede at høre Guds ord.

⁸Men Elymas troldmanden (for det er oversættelsen af hans navn) modsatte sig dem og forsøgte at vende statholderen bort fra troen.

⁹Da så Saulus, også kendt som Paulus, fyldt med Helligånden, intenst på ham

¹⁰og sagde: “Du er fuld af svig og bedrag, en djævelens søn, en fjende af al retfærdighed. Vil du ikke holde op med at forvride Herrens lige veje?

¹¹Nu er Herrens hånd over dig, og du vil blive blind, ude af stand til at se solen for en tid.” Straks faldt der tåge og mørke over ham, og han gik omkring og søgte nogen til at lede ham ved hånden.

¹²Da statholderen så, hvad der var sket, troede han, forundret over Herrens lære.

¹³Paulus og hans ledsagere sejlede fra Pafos og kom til Perga i Pamfylien, hvor Johannes forlod dem for at vende tilbage til Jerusalem.

¹⁴Fra Perga fortsatte de til Pisidisk Antiokia. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig.

¹⁵Efter oplæsningen fra Loven og Profeterne sendte synagogens ledere bud til dem og sagde: “Brødre, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så tal.”

¹⁶Paulus rejste sig, gav tegn med hånden og sagde: “Israels mænd og I, som frygter Gud, lyt:

¹⁷Israels folks Gud valgte vores forfædre og gjorde folket velstående under deres ophold i Egypten, og med en løftet arm førte Han dem ud derfra.

¹⁸I omkring fyrre år sørgede Han for dem i ørkenen.

¹⁹Han styrtede syv nationer i Kana'an og gav deres land til sit folk som en arv.

²⁰Alt dette tog omkring 450 år. Derefter gav Han dem dommere indtil profeten Samuels tid.

²¹Så bad folket om en konge, og Gud gav dem Saul, søn af Kish, en mand af Benjamins stamme, som regerede i fyrre år.

²²Efter at have fjernet ham, rejste Han David op til at være deres konge. Gud vidnede om ham: ‘Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter Mit eget hjerte; han vil gøre alt, hvad jeg ønsker ham at gøre.’

²³Fra Davids efterkommere bragte Gud Jesus frem som Frelser for Israel, som Han havde lovet.

²⁴Før Jesu komme prædikede Johannes en omvendelsesdåb for hele Israels folk.

²⁵Da Johannes fuldførte sit arbejde, sagde han: ‘Hvem tror I, jeg er? Jeg er ikke Ham. Men der kommer en efter mig, hvis sandaler jeg ikke er værdig til at binde op.’

²⁶“Brødre, børn af Abrahams familie, og I Gudfrygtige hedninger, det er til os, at dette frelsens budskab er blevet sendt.

²⁷Folkene i Jerusalem og deres ledere genkendte ikke Jesus, men ved at dømme Ham opfyldte de profeternes ord, som læses hver sabbat.

²⁸Selvom de ikke fandt nogen grund til en dødsdom, bad de Pilatus om at få Ham henrettet.

²⁹Da de havde fuldført alt, hvad der var skrevet om Ham, tog de Ham ned fra korset og lagde Ham i en grav.

³⁰Men Gud oprejste Ham fra de døde

³¹og i mange dage viste Han sig for dem, der havde fulgt Ham fra Galilæa til Jerusalem. De er nu Hans vidner for vores folk.

³²“Vi bringer jer det gode budskab: Hvad Gud lovede vores forfædre

³³har Han opfyldt for os, deres børn, ved at oprejse Jesus. Som det er skrevet i den anden Salme: ‘Du er Min Søn; i dag har jeg født dig.’

³⁴Gud oprejste Ham fra de døde og sikrede, at Han aldrig ville blive udsat for forfald. Som Gud har sagt, ‘Jeg vil give dig de hellige og sikre velsignelser, der blev lovet David.’

³⁵Så det er også sagt et andet sted: ‘Du vil ikke tillade Din Hellige at se forfald.’

³⁶“Da David havde tjent Guds formål i sin egen generation, døde han; han blev begravet med sine forfædre, og hans krop så forfald.

³⁷Men den, som Gud oprejste fra de døde, oplevede ikke forfald.

³⁸“Derfor, mine venner, lad det være kendt for jer, at gennem Jesus forkyndes syndernes forladelse for jer.

³⁹Gennem Ham bliver alle, der tror, befriet fra enhver synd, en retfærdiggørelse, som I ikke kunne opnå under Moses' lov.

⁴⁰Vær forsigtige, så det, profeterne har sagt, ikke sker for jer:

⁴¹‘Se, I spottere, se i undren og forsvind, for jeg vil gøre noget i jeres dage som I aldrig ville tro, selv hvis nogen fortalte jer det.’”

⁴²Da Paulus og Barnabas forlod synagogen, inviterede folket dem til at tale mere om disse ting den følgende sabbat.

⁴³Da menigheden blev opløst, fulgte mange af jøderne og de fromme konvertitter til jødedommen Paulus og Barnabas, som talte med dem og opfordrede dem til at fortsætte i Guds nåde.

⁴⁴Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Herrens ord.

⁴⁵Da de jødiske ledere så skarerne, blev de fyldt med jalousi. De begyndte at modsige det, Paulus sagde, og talte nedsættende imod ham.

⁴⁶Da talte Paulus og Barnabas frimodigt: “Det var nødvendigt at tale Guds ord til jer først. Da I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, vender vi os nu til hedningerne.

⁴⁷For Herren har instrueret os: ‘Jeg har gjort dig til et lys for hedningerne, for at du skal bringe frelse til jordens ender.’”

⁴⁸Da hedningerne hørte dette, blev de glade og ærede Herrens ord; og alle, der var bestemt til evigt liv, troede.

⁴⁹Herrens budskab spredte sig over hele regionen.

⁵⁰Men de jødiske ledere ophidsede de fromme kvinder af høj rang og byens ledende mænd. De opildnede til forfølgelse mod Paulus og Barnabas og udviste dem fra deres område.

⁵¹Så rystede de støvet af deres fødder som et vidnesbyrd imod dem og gik videre til Ikonium.

⁵²Og disciplene blev fyldt med glæde og Helligåndens nærvær.