Apostlenes Gerninger 16

¹Paulus rejste til Derbe og derefter til Lystra, hvor der var en discipel ved navn Timotheus, søn af en jødisk kvinde, som var troende, men hans far var græker.

²De troende i Lystra og Ikonium talte godt om ham.

³Paulus ønskede at have ham med på rejsen, så han omskar ham på grund af jøderne i de områder, for de vidste alle, at hans far var græker.

⁴Mens de rejste gennem byerne, overbragte de de dekreter, som apostlene og de ældste i Jerusalem havde besluttet, at folk skulle overholde.

⁵Således blev kirkerne styrket i troen og voksede dagligt i antal.

⁶Paulus og hans ledsagere rejste gennem det frygiske og galatiske område, da de blev forhindret af Helligånden i at tale ordet i Asien.

⁷Da de nåede grænsen til Mysien, forsøgte de at komme ind i Bithynien, men Jesu Ånd tillod dem ikke.

⁸Så de gik uden om Mysien og kom ned til Troas.

⁹Om natten havde Paulus et syn af en mand fra Makedonien, der stod og bad ham: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

¹⁰Efter at have set synet, gjorde vi straks anstrengelser for at tage til Makedonien, idet vi konkluderede, at Gud havde kaldt os til at forkynde evangeliet for dem.

¹¹Vi sejlede fra Troas og satte kurs direkte mod Samothrake, og den følgende dag til Neapolis.

¹²Derfra rejste vi til Filippi, en ledende by i distriktet Makedonien og en romersk koloni; vi blev i denne by i flere dage.

¹³På sabbatten gik vi uden for byporten til floden, hvor vi forventede at finde et bedested; vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var samlet der.

¹⁴En kvinde ved navn Lydia, en forhandler i purpurstof fra byen Thyatira og en tilbeder af Gud, lyttede. Herren åbnede hendes hjerte for at tage imod Paulus' budskab.

¹⁵Da hun og hendes husstand blev døbt, bad hun os: “Hvis I anser mig for trofast mod Herren, så kom og bliv i mit hus.” Hun overtalte os.

¹⁶Mens vi var på vej til bedestedet, mødte vi en kvindelig slave, som havde en spådomsånd, der bragte hendes ejere meget profit gennem spådomskunst.

¹⁷Hun fulgte Paulus og os og råbte: “Disse mænd er den højeste Guds tjenere, som forkynder jer vejen til frelse.”

¹⁸Hun fortsatte med at gøre dette i mange dage. Paulus, stærkt irriteret, vendte sig om og sagde til ånden: “Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at komme ud af hende!” Og den forlod hende i det øjeblik.

¹⁹Da hendes ejere så, at deres håb om profit var væk, greb de Paulus og Silas og slæbte dem ind på torvet foran myndighederne.

²⁰De førte dem til dommerne og sagde: “Disse mænd er jøder og skaber uro i vores by,

²¹og de forkynder skikke, som det er ulovligt for os romere at acceptere eller praktisere.”

²²Mængden sluttede sig til angrebet mod dem, og dommerne rev deres klæder af og beordrede dem pisket med stokke.

²³Efter at have givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede fangevogteren at holde dem sikkert bevogtet.

²⁴Efter at have modtaget sådanne ordrer satte han dem i den inderste celle og fastgjorde deres fødder i blokken.

²⁵Omkring midnat var Paulus og Silas i bøn og sang salmer til Gud, mens de andre fanger lyttede til dem.

²⁶Pludselig var der et stort jordskælv, så fængslets fundamenter rystede; straks blev alle dørene åbnet, og alles lænker blev løsnet.

²⁷Da fangevogteren vågnede og så fængselsdørene åbne, trak han sit sværd og var ved at tage sit eget liv, idet han troede, at fangerne var flygtet.

²⁸Men Paulus råbte med høj røst: “Gør ikke skade på dig selv, for vi er alle her!”

²⁹Fangevogteren kaldte på lys, løb ind og faldt skælvende ned foran Paulus og Silas.

³⁰Han førte dem ud og spurgte: “Mine herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?”

³¹De svarede: “Tro på Herren Jesus, så vil du blive frelst, du og din husstand.”

³²De delte Herrens budskab med ham og med alle i hans hus.

³³På den time af natten tog han dem og vaskede deres sår; derefter blev han og hele hans husstand straks døbt.

³⁴Han førte dem ind i sit hus, satte mad foran dem og blev fyldt med glæde, fordi han var kommet til tro på Gud—han og hele hans husstand.

³⁵Da det blev dag, sendte dommerne deres betjente med ordren: “Løslad de mænd.”

³⁶Fangevogteren rapporterede dette til Paulus og sagde: “Dommerne har sendt besked om, at I må blive løsladt. Så kom nu ud og gå i fred.”

³⁷Men Paulus sagde til betjentene: “De har slået os offentligt uden rettergang, mænd som er romerske borgere, og har kastet os i fængsel. Nu vil de løslade os i hemmelighed? Nej, slet ikke! Lad dem selv komme og eskortere os ud.”

³⁸Betjentene rapporterede disse ord til dommerne, og de blev forskrækkede, da de hørte, at Paulus og Silas var romerske borgere.

³⁹De kom for at formilde dem og eskorterede dem ud af fængslet, idet de bad dem om at forlade byen.

⁴⁰Efter at have forladt fængslet gik de til Lydias hus, hvor de mødtes med brødrene og søstrene og opmuntrede dem. Derefter tog de af sted.