Apostlenes Gerninger 20

¹Efter at uroen havde lagt sig, tilkaldte Paulus disciplene, og efter at have opmuntret dem, sagde han farvel og rejste til Makedonien.

²Han rejste gennem disse områder og gav folket megen opmuntring, og til sidst ankom han til Grækenland.

³Han blev der i tre måneder. Men da der blev lagt en sammensværgelse imod ham af jøderne, da han var ved at sejle til Syrien, besluttede han at vende tilbage gennem Makedonien.

⁴Han rejste med Sopater, søn af Pyrrhus fra Berea, Aristarkus og Sekundus fra Thessalonika, Gajus fra Derbe, Timotheus, sammen med Tykikus og Trofimus fra provinsen Asien.

⁵Disse mænd gik i forvejen og ventede på vores ankomst i Troas.

⁶Vi sejlede fra Filippi efter de usyrede brøds fest, og fem dage senere sluttede vi os til dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.

⁷På den første dag i ugen samledes vi for at bryde brød. Paulus talte til folket, og fordi han havde til hensigt at rejse næste dag, fortsatte han sin tale indtil midnat.

⁸Det øverste rum, hvor vi var samlet, var godt oplyst med mange lamper.

⁹En ung mand ved navn Eutykus sad i vindueskarmen, faldt i dyb søvn, mens Paulus forlængede sin tale. Overmandet af søvn faldt han ned fra tredje sal og blev samlet op død.

¹⁰Paulus gik ned, kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: “Bliv ikke forskrækkede, for han er i live.”

¹¹Paulus gik derefter op igen, brød brød og spiste. Efter at have samtalet indtil daggry, tog han af sted.

¹²Den unge mand blev taget hjem i live, og de blev meget trøstet.

¹³Vi gik i forvejen til skibet og sejlede til Assos, med hensigt at tage Paulus om bord der, for han havde arrangeret at rejse til fods.

¹⁴Da han mødte os i Assos, tog vi ham om bord og fortsatte til Mitylene.

¹⁵Sejlende derfra ankom vi næste dag overfor Chios; dagen efter krydsede vi over til Samos, og dagen efter nåede vi Milet.

¹⁶Paulus havde besluttet at sejle forbi Efesos for at undgå at bruge tid i Asien, da han havde travlt med at nå Jerusalem, hvis det var muligt, til pinsedagen.

¹⁷Fra Milet sendte han bud til Efesos og tilkaldte menighedens ældste.

¹⁸Da de ankom, sagde han til dem: “I ved, hvordan jeg levede hele den tid, jeg var hos jer, fra den første dag jeg satte fod i Asien.

¹⁹Jeg tjente Herren med stor ydmyghed og med tårer, udholdende de prøvelser, der kom over mig gennem jødernes sammensværgelser.

²⁰Jeg tøvede ikke med at forkynde noget, der ville være gavnligt for jer, idet jeg underviste jer offentligt og fra hus til hus.

²¹Jeg vidnede højtideligt for både jøder og grækere om omvendelse til Gud og tro på vores Herre Jesus.

²²“Og nu, ledet af Ånden, er jeg på vej til Jerusalem, usikker på hvad der vil ske med mig der,

²³bortset fra at Helligånden advarer mig i hver by om, at fængsling og trængsler venter mig.

²⁴Dog anser jeg ikke mit liv for noget værd; mit eneste mål er at fuldføre løbet og fuldføre den tjeneste, jeg modtog fra Herren Jesus, at vidne om evangeliet om Guds nåde.

²⁵“Nu ved jeg, at ingen af jer, blandt hvem jeg har prædiket riget, vil se mit ansigt igen.

²⁶Derfor erklærer jeg for jer i dag, at jeg er fri fra ansvaret for nogen af jer.

²⁷For jeg tøvede ikke med at forkynde for jer hele Guds plan.

²⁸Vær på vagt for jer selv og for hele flokken, som Helligånden har gjort jer til tilsynsmænd for. Vogt Guds kirke, som han købte med sit eget blod.

²⁹Jeg ved, at efter jeg forlader jer, vil vilde ulve komme ind blandt jer og ikke skåne flokken.

³⁰Selv blandt jeres egne vil der opstå mænd, der fordrejer sandheden for at trække disciple efter sig.

³¹Derfor, vær på vagt! Husk, at jeg i tre år aldrig ophørte med at advare hver enkelt af jer nat og dag med tårer.

³²“Nu betror jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som kan opbygge jer og give jer en arv blandt alle dem, der er helliget.

³³Jeg har ikke begæret nogens sølv, guld eller klæder.

³⁴I ved selv, at disse hænder har sørget for mine egne behov og mine ledsageres behov.

³⁵I alt, hvad jeg gjorde, viste jeg jer, at ved denne form for hårdt arbejde skal vi hjælpe de svage, idet vi husker Herrens Jesu ord, som sagde: ‘Det er mere velsignet at give end at modtage.’”

³⁶Da Paulus havde afsluttet sin tale, knælede han ned og bad sammen med dem alle.

³⁷De græd alle, mens de omfavnede Paulus og kyssede ham gentagne gange.

³⁸Deres største sorg var hans udsagn om, at de aldrig ville se hans ansigt igen. Derefter fulgte de ham til skibet.