Apostlenes Gerninger 21

¹Efter vi havde skilt os fra dem, sejlede vi og satte kurs direkte mod Kos, og den følgende dag til Rhodos, og derfra til Patara.

²Vi fandt et skib, der skulle over til Fønikien, så vi gik ombord og sejlede af sted.

³Da vi fik øje på Cypern, lod vi det ligge på vores venstre side og sejlede videre til Syrien og landede i Tyrus, hvor skibet skulle losse sin last.

⁴Vi søgte efter disciplene og blev der i syv dage. Gennem Ånden blev de ved med at sige til Paulus, at han ikke skulle tage til Jerusalem.

⁵Da vores tid der var slut, tog vi af sted og fortsatte vores rejse, og de alle, med deres hustruer og børn, fulgte os ud af byen. På stranden knælede vi ned for at bede.

⁶Efter at have sagt farvel til hinanden, gik vi ombord på skibet, og de vendte tilbage til deres hjem.

⁷Vi afsluttede vores rejse fra Tyrus og ankom til Ptolemais, hvor vi hilste på brødrene og søstrene og blev hos dem en dag.

⁸Den næste dag tog vi af sted og gik til Cæsarea, hvor vi gik ind i huset hos Filip evangelisten, som var en af de Syv, og blev hos ham.

⁹Han havde fire døtre, som ikke var gift, og de profeterede.

¹⁰Mens vi opholdt os der i nogle dage, kom en profet ved navn Agabus ned fra Judæa.

¹¹Han kom til os, tog Paulus' bælte og bandt sine egne fødder og hænder og sagde: “Helligånden siger: ‘På denne måde vil jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og vil overgive ham til hedningerne.’”

¹²Da vi hørte dette, bad vi, sammen med de lokale indbyggere, indtrængende Paulus om ikke at tage op til Jerusalem.

¹³Så svarede Paulus: “Hvorfor græder I og knuser mit hjerte? Jeg er rede ikke blot til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herrens Jesu navn.”

¹⁴Da han ikke ville lade sig overtale, holdt vi op og sagde: “Herrens vilje ske.”

¹⁵Efter disse dage gjorde vi os klar og gik op til Jerusalem.

¹⁶Nogle af disciplene fra Cæsarea fulgte også med os og bragte os til huset hos Mnason fra Cypern, en tidlig discipel, hos hvem vi skulle bo.

¹⁷Da vi ankom til Jerusalem, gav brødrene og søstrene os en varm velkomst.

¹⁸Den følgende dag gik Paulus med os for at møde Jakob, og alle de ældste var til stede.

¹⁹Efter at have hilst på dem, fortalte Paulus i detaljer én for én de ting, Gud havde gjort blandt hedningerne gennem hans tjeneste.

²⁰Da de hørte dette, priste de Gud og sagde til ham: “Du ser, broder, hvor mange tusinder af jøder der har troet, og de er alle nidkære for loven.

²¹De er blevet informeret om, at du lærer alle jøder blandt hedningerne at forlade Moses, idet du siger til dem, at de ikke skal omskære deres børn eller følge vores skikke.

²²Hvad skal der gøres? De vil helt sikkert høre, at du er kommet.

²³Gør derfor, som vi råder dig: Der er fire mænd hos os, som har aflagt et løfte.

²⁴Tag dem og rens dig sammen med dem, og betal deres udgifter, så de kan barbere deres hoveder. Således vil alle vide, at der ikke er nogen sandhed i de rapporter om dig, men at du selv lever i overensstemmelse med loven.

²⁵Hvad angår de hedenske troende, har vi skrevet til dem vores beslutning om, at de skal afholde sig fra mad ofret til afguder, fra blod, fra det, der er kvalt, og fra utugt.”

²⁶Den næste dag tog Paulus mændene og rensede sig sammen med dem. Han gik til templet for at give besked om afslutningen af renselsesdagene, indtil offeret blev bragt for hver af dem.

²⁷Da de syv dage næsten var fuldendt, så jøderne fra Asien ham i templet og ophidsede mængden og lagde hænder på ham,

²⁸råbende: “Israelitiske mænd, hjælp! Dette er manden, som lærer alle overalt imod vores folk, loven og dette sted. Desuden har han bragt grækere ind i templet og vanhelliget dette hellige sted.”

²⁹(De havde tidligere set Trofimus fra Efesos med ham i byen og antog, at Paulus havde bragt ham ind i templet.)

³⁰Hele byen blev ophidset, og folket løb sammen. De greb Paulus og slæbte ham ud af templet, og straks blev portene lukket.

³¹Mens de forsøgte at dræbe ham, nåede ordet til kommandanten for den romerske kohorte, at hele Jerusalem var i oprør.

³²Han tog straks soldater og centurioner og løb ned til mængden. Da de så kommandanten og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.

³³Kommandanten kom op, arresterede ham og beordrede ham bundet med to kæder. Han spurgte derefter, hvem han var, og hvad han havde gjort.

³⁴Nogle i mængden råbte én ting og nogle en anden. Da kommandanten ikke kunne fastslå sandheden på grund af larmen, beordrede han, at Paulus skulle føres ind i kasernen.

³⁵Da Paulus nåede trappen, var volden fra mængden så stor, at han måtte bæres af soldaterne.

³⁶Mængden fulgte efter og råbte: “Bort med ham!”

³⁷Da Paulus var ved at blive ført ind i kasernen, spurgte han kommandanten: “Må jeg sige noget til dig?” Han svarede: “Taler du græsk?

³⁸Så er du ikke den egypter, som for nogen tid siden gjorde oprør og førte fire tusinde mænd af snigmorderne ud i ørkenen?”

³⁹Paulus sagde: “Jeg er en jøde fra Tarsus i Kilikien, en borger i en ikke ubetydelig by. Jeg beder dig, lad mig tale til folket.”

⁴⁰Efter at have fået tilladelse, stod Paulus på trappen og gjorde tegn til folket med hånden. Da der blev stor stilhed, talte han til dem på det hebraiske sprog og sagde,