Apostlenes Gerninger 22

¹“Brødre og fædre, hør mit forsvar, som jeg nu fremfører for jer.”

²Da de hørte ham tale til dem på det hebraiske sprog, blev de endnu mere stille; og han sagde:

³“Jeg er en jøde, født i Tarsus i Kilikien, men opvokset i denne by. Jeg blev uddannet under Gamaliel, strengt efter vore forfædres lov, ivrig for Gud, ligesom I alle er i dag.

⁴Jeg forfulgte denne Vej ubarmhjertigt, bandt og satte både mænd og kvinder i fængsler,

⁵som ypperstepræsten og hele de ældstes råd kan bevidne. Jeg modtog også breve fra dem til deres fæller i Damaskus og tog dertil for at bringe endog dem, der var der, til Jerusalem som fanger for at blive straffet.

⁶“Men da jeg var på min rejse, nærmede mig Damaskus omkring middag, omgav et meget klart lys fra himlen mig pludselig,

⁷så faldt jeg til jorden og hørte en stemme, der sagde: ‘Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’

⁸Jeg spurgte: ‘Hvem er du, Herre?’ Svaret kom: ‘Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.’

⁹De, der var med mig, så lyset, men forstod ikke stemmen fra den, der talte til mig.

¹⁰Og jeg sagde: ‘Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren sagde til mig: ‘Rejs dig og gå ind i Damaskus, og der vil du få at vide alt, hvad der er bestemt for dig at gøre.’

¹¹Da jeg ikke kunne se på grund af lysets klarhed, blev jeg ledt ved hånden af dem, der var med mig, ind i Damaskus.

¹²“Nu var der en vis Ananias, en mand, der var from efter lovens standarder og vel omtalt af alle de jøder, der boede der,

¹³kom til mig, og stående nær sagde han til mig: ‘Broder Saul, modtag dit syn!’ Og i det øjeblik så jeg op på ham.

¹⁴Og han sagde: ‘Vore forfædres Gud har bestemt dig til at kende hans vilje og til at se den Retfærdige og til at høre et budskab fra hans mund.

¹⁵For du vil vidne for ham til alle mennesker om, hvad du har set og hørt.

¹⁶Hvorfor tøver du nu? Rejs dig, bliv døbt og vask dine synder bort ved at påkalde hans navn.’

¹⁷“Da jeg vendte tilbage til Jerusalem og bad i templet, faldt jeg i en vision,

¹⁸og jeg så ham sige til mig: ‘Skynd dig og forlad Jerusalem hurtigt, for de vil ikke acceptere dit vidnesbyrd om mig.’

¹⁹Og jeg sagde: ‘Herre, de ved selv, at jeg i den ene synagoge efter den anden plejede at fængsle og slå dem, der troede på dig.

²⁰Og da din martyr Stefanus' blod blev udgydt, var jeg der, gav min godkendelse og holdt vagt over klæderne af dem, der henrettede ham.’

²¹Så sagde han til mig: ‘Gå! For jeg sender dig langt bort til hedningerne.’

²²De lyttede til ham indtil dette punkt, og så hævede de deres stemmer og sagde: “Bort med en sådan mand fra jorden, for han bør ikke få lov til at leve!”

²³Mens de råbte og kastede deres kapper af og kastede støv op i luften,

²⁴beordrede kommandanten, at han skulle bringes ind i kasernen, idet han sagde, at han skulle forhøres ved piskning for at finde ud af, hvorfor de råbte mod ham på den måde.

²⁵Men da de strakte ham ud med remme, sagde Paulus til centurionen, der stod ved: “Er det lovligt for jer at piske en romersk borger, som ikke er blevet dømt?”

²⁶Da centurionen hørte dette, gik han til kommandanten og rapporterede: “Hvad er du ved at gøre? Denne mand er en romersk borger.”

²⁷Kommandanten kom og spurgte Paulus: “Sig mig, er du en romersk borger?” Og han sagde: “Ja.”

²⁸Kommandanten svarede: “Jeg erhvervede dette borgerskab for en stor sum penge.” Og Paulus sagde: “Men jeg er faktisk født som borger.”

²⁹Derfor trak de, der var ved at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham; og kommandanten blev også bange, da han indså, at Paulus var en romersk borger, og at han havde sat ham i lænker.

³⁰Den næste dag, da han ønskede at vide med sikkerhed, hvorfor Paulus var blevet anklaget af jøderne, løslod han ham og beordrede ypperstepræsterne og hele rådet til at samles, og han bragte Paulus ned og stillede ham foran dem.