Apostlenes Gerninger 23

¹Paulus så fast på Rådet og sagde: “Brødre, jeg har opført mig med en ren samvittighed for Gud indtil denne dag.”

²Ved dette befalede ypperstepræsten Ananias dem, der stod nær ved ham, at slå Paulus på munden.

³Paulus svarede: “Gud vil slå dig, du kalkede væg! Du sidder der for at dømme mig efter loven, men i strid med loven befaler du, at jeg skal slås!”

⁴De, der stod i nærheden, sagde: “Vover du at tale imod Guds ypperstepræst?”

⁵Paulus svarede: “Jeg var ikke klar over, brødre, at han var ypperstepræsten; for der står skrevet: ‘Du må ikke tale ondt om en hersker over dit folk.’”

⁶Da Paulus opfattede, at nogle var saddukæere og andre farisæere, råbte han i Rådet: “Brødre, jeg er en farisæer, efterkommet af farisæere. Jeg står for retten på grund af håbet om de dødes opstandelse.”

⁷Da han sagde dette, opstod der en strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev delt.

⁸(Saddukæerne siger, at der ikke er nogen opstandelse, hverken engle eller ånder, men farisæerne anerkender dem alle.)

⁹Der opstod en stor tumult, og nogle af de skriftkloge fra farisæernes parti rejste sig og argumenterede heftigt og sagde: “Vi finder intet galt hos denne mand. Antag, at en ånd eller en engel har talt til ham?”

¹⁰Striden blev så intens, at kommandanten frygtede, at Paulus kunne blive revet i stykker af dem. Han beordrede tropperne til at gå ned, tage ham med magt og bringe ham ind i kasernen.

¹¹Den nat viste Herren sig for Paulus og sagde: “Vær ved godt mod! Ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom.”

¹²Den følgende morgen udtænkte en gruppe jøder en plan og svor en ed på ikke at spise eller drikke, før de havde dræbt Paulus.

¹³Over fyrre mænd deltog i denne sammensværgelse.

¹⁴De gik til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: “Vi har svoret en højtidelig ed på ikke at spise noget, før vi har dræbt Paulus.

¹⁵Nu bør I og Rådet anmode kommandanten om at bringe ham ned til jer, som om I ville undersøge hans sag mere grundigt. Vi er klar til at dræbe ham, før han ankommer.”

¹⁶Men da sønnen af Paulus’ søster hørte om dette baghold, gik han ind i kasernen og informerede Paulus.

¹⁷Paulus kaldte en af centurionerne og sagde: “Tag denne unge mand til kommandanten; han har noget at rapportere til ham.”

¹⁸Så centurionen tog ham til kommandanten og sagde: “Paulus, fangen, kaldte mig og bad mig bringe denne unge mand til dig, fordi han har noget at fortælle dig.”

¹⁹Kommandanten tog ham ved hånden, trak ham til side og spurgte privat: “Hvad har du at rapportere til mig?”

²⁰Han sagde: “Jøderne har aftalt at bede dig om at bringe Paulus ned til Rådet i morgen, som om de ville forhøre sig mere grundigt om ham.

²¹Lad dig ikke overtale af dem, for mere end fyrre af dem ligger på lur for at overfalde ham. De har svoret en ed på ikke at spise eller drikke, før de har dræbt ham. De er klar nu og venter på dit samtykke.”

²²Kommandanten afskedigede den unge mand med denne instruktion: “Fortæl ikke nogen, at du har rapporteret dette til mig.”

²³Så kaldte han to af sine centurioner og instruerede dem: “Forbered to hundrede soldater, halvfjerds ryttere og to hundrede spydmænd til at tage til Cæsarea ved den tredje time af natten.

²⁴Sørg for heste til Paulus, så han kan blive taget sikkert til guvernør Felix.”

²⁵Han skrev et brev med følgende indhold:

²⁶“Fra Claudius Lysias, til den ærede guvernør Felix: Hilsen.

²⁷Denne mand blev grebet af jøderne og var ved at blive dræbt af dem, men jeg greb ind med tropperne og reddede ham, da jeg havde erfaret, at han er romersk borger.

²⁸Ønskende at fastslå grundlaget for anklagerne mod ham, bragte jeg ham til deres Råd.

²⁹Jeg opdagede, at han blev anklaget over spørgsmål om deres lov, men havde ingen anklage, der fortjente død eller fængsel.

³⁰Da jeg blev informeret om en sammensværgelse mod ham, sendte jeg ham straks til dig og beordrede hans anklagere til at præsentere deres sag mod ham for dig.”

³¹Så soldaterne, efter deres ordre, tog Paulus og bragte ham om natten til Antipatris.

³²Den næste dag lod de rytterne fortsætte med ham, mens de vendte tilbage til kasernen.

³³Da rytterne ankom til Cæsarea, afleverede de brevet til guvernøren og overgav Paulus.

³⁴Guvernøren læste brevet og spurgte, hvilken provins Paulus var fra. Da han erfarede, at han var fra Kilikien,

³⁵sagde han: “Jeg vil høre din sag, når dine anklagere ankommer.” Så beordrede han, at Paulus skulle holdes under bevogtning i Herodes’ prætorium.