Apostlenes Gerninger 27

¹Da det blev besluttet, at vi skulle sejle til Italien, blev Paulus og nogle andre fanger overgivet til en centurion ved navn Julius, som var en del af den augustanske kohorte.

²Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle sejle til havnene langs Asiens kyst, og vi satte til søs, ledsaget af Aristarkus, en makedonier fra Thessalonika.

³Den følgende dag ankom vi til Sidon; og Julius, som viste venlighed mod Paulus, tillod ham at besøge sine venner for at modtage pleje.

⁴Derfra sejlede vi igen og rejste under Cyperns læ, da vinden var imod os.

⁵Efter at have sejlet over havet langs kysterne af Kilikien og Pamfylien, ankom vi til Myra i Lykien.

⁶Der fandt centurionen et alexandrinsk skib, der skulle til Italien, og overførte os til det.

⁷Vi gjorde langsom fremgang i mange dage og nåede med besvær et punkt ud for Knidos. Da vinden ikke tillod os at fortsætte, sejlede vi under Kretas læ, ud for Salmone.

⁸Med besvær sejlede vi langs kysten og kom til et sted kaldet Fair Havens, nær byen Lasea.

⁹Efter at meget tid var gået tabt, og sejladsen var blevet farlig, da det nu var efter Forsoningsdagen, begyndte Paulus at advare dem,

¹⁰“Mænd, jeg forudser, at denne rejse vil resultere i skade og stort tab, ikke kun for lasten og skibet, men også for vores liv.”

¹¹Men centurionen var mere overbevist af styrmanden og skibets ejer end af hvad Paulus havde sagt.

¹²Da havnen var uegnet til at overvintre, besluttede flertallet at sejle videre i håb om at nå Phoenix, en havn på Kreta, der vender mod sydvest og nordvest, for at tilbringe vinteren der.

¹³Da en mild sydlig vind begyndte at blæse, troede de, at de havde opnået deres mål, så de lettede anker og sejlede langs Kreta, tæt på kysten.

¹⁴Men kort efter kom en voldsom vind, kaldet Nordøsten, ned fra øen.

¹⁵Skibet blev fanget af stormen og kunne ikke styre mod vinden, så vi gav efter for den og blev drevet af sted.

¹⁶Da vi passerede under læ af en lille ø kaldet Cauda, kunne vi med nød og næppe sikre skibets båd.

¹⁷Efter at have hejst den om bord, brugte de reb til at understøtte skibet. I frygt for at de kunne løbe på grund på Syrtis' sandbanker, sænkede de havankeret og lod skibet drive af sted.

¹⁸Næste dag, mens vi blev voldsomt kastet rundt af stormen, begyndte de at kaste lasten over bord.

¹⁹På den tredje dag smed de skibets tackle over bord med deres egne hænder.

²⁰Da hverken sol eller stjerner viste sig i mange dage, og stormen fortsatte med at rase, mistede vi til sidst alt håb om at blive reddet.

²¹Efter at de havde gået længe uden mad, stod Paulus op blandt dem og sagde: “Mænd, I skulle have fulgt mit råd om ikke at sejle fra Kreta; så ville I have undgået denne skade og tab.

²²Men nu opfordrer jeg jer til at tage mod til jer, for ingen af jer vil gå tabt; kun skibet vil blive ødelagt.

²³En engel fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, kom til mig i nat

²⁴og sagde: ‘Vær ikke bange, Paulus. Du skal stå for retten for Cæsar, og Gud har nådigt givet dig livet for alle dem, der sejler med dig.’

²⁵Så tag mod til jer, mænd, for jeg har tro på Gud, at det vil ske, præcis som han har sagt mig.

²⁶Ikke desto mindre må vi løbe på grund på en eller anden ø.”

²⁷På den fjortende nat, mens vi blev drevet over Adriaterhavet, fornemmede sømændene omkring midnat, at de nærmede sig land.

²⁸De tog lod og fandt, at vandet var tyve favne dybt. Kort tid efter tog de lod igen og fandt, at det var femten favne dybt.

²⁹I frygt for at vi kunne løbe på grund på klipperne, kastede de fire ankre fra agterstavnen og bad om dagslys.

³⁰Sømændene forsøgte at flygte fra skibet og havde sænket skibets båd ned i havet, idet de foregav, at de ville lægge ankre ud fra stævnen.

³¹Da sagde Paulus til centurionen og soldaterne: “Medmindre disse mænd bliver på skibet, kan I ikke blive reddet.”

³²Så soldaterne skar rebene, der holdt skibets båd, og lod den drive væk.

³³Lige før daggry opmuntrede Paulus dem alle til at spise. “I de sidste fjorten dage,” sagde han, “har I været i konstant spænding og har gået uden mad—I har ikke spist noget.

³⁴Nu opfordrer jeg jer til at tage noget mad. Det er nødvendigt for jeres overlevelse. Ikke en eneste af jer vil miste så meget som et hår fra jeres hoved.”

³⁵Efter at have sagt dette tog han noget brød og takkede Gud foran dem alle. Så brød han det og begyndte at spise.

³⁶De følte sig alle opmuntrede og tog også noget mad.

³⁷I alt var der 276 af os om bord.

³⁸Da de havde spist så meget, som de ville, lettede de skibet ved at kaste hveden i havet.

³⁹Da dagslyset kom, genkendte de ikke landet, men de så en bugt med en sandstrand, hvor de planlagde at lade skibet løbe på grund, hvis de kunne.

⁴⁰De kastede ankerne af og lod dem blive i havet og løsnede samtidig rebene, der holdt rorene. Så hejste de forsejlet til vinden og satte kurs mod stranden.

⁴¹Men skibet stødte på en sandbanke og blev grundstødt. Forstavnen sad fast og ville ikke røre sig, og agterstavnen blev knust af brændingens slag.

⁴²Soldaterne havde til hensigt at dræbe fangerne for at forhindre, at nogen af dem svømmede væk og slap væk.

⁴³Men centurionen, som ønskede at redde Paulus' liv, forhindrede dem i at udføre deres plan. Han beordrede dem, der kunne svømme, til at springe over bord først og komme i land.

⁴⁴Resten skulle følge efter, nogle på planker og andre på stykker af skibet. På denne måde nåede alle sikkert i land.