Apostlenes Gerninger 4

¹Mens de talte til folket, kom præsterne, lederen af tempelvagten og saddukæerne hen til dem,

²meget foruroligede over, at apostlene underviste folket og forkyndte opstandelsen fra de døde ved Jesus.

³De pågreb Peter og Johannes og, da det allerede var aften, satte dem i forvaring til den følgende dag.

⁴Men mange af dem, der hørte budskabet, troede, og antallet af mænd, der troede, voksede til omkring fem tusinde.

⁵Næste dag samledes lederne, de ældste og de skriftkloge i Jerusalem.

⁶Annas, ypperstepræsten, var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre af ypperstepræstelig slægt.

⁷De lod Peter og Johannes føre frem for dem og begyndte at afhøre dem: “Ved hvilken magt eller i hvilket navn har I gjort dette?”

⁸Da talte Peter, fyldt med Helligånden, til dem: “Folkets ledere og ældste,

⁹hvis vi i dag bliver afhørt for en god gerning gjort mod en handicappet mand, om hvordan han er blevet helbredt,

¹⁰så skal det være kendt for jer alle og for hele Israels folk, at ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, som I korsfæstede, og som Gud oprejste fra de døde, står denne mand helbredt foran jer.

¹¹Han er ‘den sten, I bygmestre forkastede, som er blevet hovedhjørnestenen.’

¹²Og der er ikke frelse i nogen anden, for der er intet andet navn under himlen givet blandt mennesker, ved hvilket vi kan blive frelst.”

¹³Da de så Peters og Johannes' frimodighed og indså, at de var uuddannede og almindelige mænd, blev de forundrede og genkendte dem som havende været med Jesus.

¹⁴Men da de så manden, som var blevet helbredt, stå sammen med dem, havde de intet at sige imod.

¹⁵Så de beordrede dem til at forlade Rådet og drøftede indbyrdes,

¹⁶sagde: “Hvad skal vi gøre med disse mænd? For det er åbenlyst for alle, der bor i Jerusalem, at et bemærkelsesværdigt mirakel er sket gennem dem, og vi kan ikke benægte det.

¹⁷Men for at forhindre dette i at sprede sig yderligere blandt folket, lad os advare dem om ikke længere at tale til nogen i dette navn.”

¹⁸Og da de kaldte dem tilbage, befalede de dem ikke at tale eller undervise overhovedet i Jesu navn.

¹⁹Men Peter og Johannes svarede dem: “Døm selv, om det er ret i Guds øjne at lytte til jer frem for til Gud.

²⁰For vi kan ikke lade være med at fortælle alle om, hvad vi har set og hørt.”

²¹Efter yderligere trusler løslod de dem, da de ikke fandt nogen måde at straffe dem på, fordi alle folk priste Gud for det, der var sket.

²²For manden, der var blevet helbredt, var over fyrre år gammel.

²³Da de blev løsladt, vendte Peter og Johannes tilbage til deres egne og rapporterede alt, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem.

²⁴Da de hørte dette, løftede de deres stemmer sammen til Gud og sagde: “Suveræne Herre, du skabte himlen og jorden og havet, og alt, hvad der er i dem.

²⁵Du talte gennem Helligånden ved din tjeners mund, vores fader David: ‘Hvorfor raser nationerne og folkene planlægger forgæves?

²⁶Jordens konger rejser sig, og herskerne samles mod Herren og mod hans Salvede.’

²⁷Sandelig, Herodes og Pontius Pilatus, sammen med hedningerne og Israels folk, samledes i denne by for at handle mod din hellige tjener Jesus, som du salvede.

²⁸De udførte, hvad din magt og vilje havde besluttet på forhånd skulle ske.

²⁹Og nu, Herre, tag notits af deres trusler og giv dine tjenere evnen til at tale dit ord med stor frimodighed,

³⁰mens du rækker din hånd ud for at helbrede og udføre tegn og undere gennem din hellige tjener Jesu navn.”

³¹Efter de havde bedt, blev stedet, hvor de var samlet, rystet. De blev alle fyldt med Helligånden og talte Guds ord med frimodighed.

³²Menigheden af troende var af ét hjerte og én sjæl. Ingen hævdede, at nogen af deres ejendele var deres egne, men de delte alt, hvad de havde.

³³Med stor kraft fortsatte apostlene med at vidne om Herrens Jesu opstandelse, og rig nåde var over dem alle.

³⁴Der var ingen nødlidende blandt dem. Fra tid til anden solgte de, der ejede jord eller huse, dem og bragte provenuet

³⁵og lagde det ved apostlenes fødder, og det blev fordelt til enhver, der havde behov.

³⁶Josef, en levit fra Cypern, kendt af apostlene som Barnabas (hvilket oversættes til “opmuntringens søn”),

³⁷solgte en mark, han ejede, bragte pengene og lagde dem ved apostlenes fødder.