Daniels Bog 4

¹Kong Nebukadnezar, til alle folk, nationer og tungemål, der bor på hele jorden: Må jeres fred være rigelig!

²Jeg er glad for at fortælle om de tegn og undere, som den Højeste Gud har udført for mig.

³Hvor store er Hans tegn, og hvor mægtige er Hans undere! Hans rige er et evigt rige, og Hans herredømme varer fra generation til generation.

⁴Jeg, Nebukadnezar, var tilfreds i mit hjem og jeg trivedes i mit palads.

⁵Jeg havde en drøm, der skræmte mig; de syner, jeg havde i mit sind, mens jeg lå på min seng, forfærdede mig.

⁶Derfor udstedte jeg en dekret om at tilkalde alle de vise mænd i Babylon for at tyde drømmen for mig.

⁷Så kom magikerne, besværgerne, kaldæerne og spåmændene ind, og jeg fortalte dem drømmen, men de kunne ikke afsløre dens tydning for mig.

⁸Til sidst kom Daniel ind til mig, hvis navn er Beltsazzar efter navnet på min gud, og i hvem der er en ånd af de hellige guder; jeg fortalte ham drømmen.

⁹“Beltsazzar, leder af magikerne, jeg ved, at ånden af de hellige guder er i dig, og ingen hemmelighed er for vanskelig for dig. Her er drømmen, jeg så; tyd den for mig.

¹⁰Dette var de syner, jeg så, mens jeg lå på min seng: Jeg kiggede, og der var et træ midt på jorden, og dets højde var stor.

¹¹Træet voksede og blev stærkt, og dets højde nåede til himlene, og det var synligt til jordens ender.

¹²Dets blade var smukke, dets frugt rigelig, og i det var der mad til alle. Markens dyr fandt skygge under det, og himlens fugle boede i dets grene, og alle levende væsener blev næret af det.

¹³I de syner, jeg havde i mit sind, mens jeg lå på min seng, så jeg en vogter, en hellig, stige ned fra himlen.

¹⁴Han proklamerede højt og sagde således: ‘Hug træet om og skær dets grene af, fjern dets blade og spred dets frugt. Lad dyrene flygte fra under det og fuglene fra dets grene.

¹⁵Dog, lad stubben med dens rødder blive i jorden, bundet med et bånd af jern og bronze, i markens bløde græs. Lad ham blive våd af himlens dug, og lad hans lod være med dyrene i markens græs.

¹⁶Lad hans sind ændres fra et menneskes, og lad et dyrs sind gives til ham, indtil syv tider går over ham.

¹⁷Denne sag er ved vogternes dekret, og kravet ved de helliges ord, for at de levende må vide, at den Højeste hersker i menneskenes rige, og giver det til hvem Han vil, og sætter de laveste af mennesker over det.’

¹⁸Denne drøm har jeg, kong Nebukadnezar, set. Nu du, Beltsazzar, erklær dens tydning, for alle de vise mænd i mit rige er ikke i stand til at gøre mig tydningen kendt, men du kan, for ånden af de hellige guder er i dig.”

¹⁹Da blev Daniel, hvis navn er Beltsazzar, forfærdet et øjeblik, og hans tanker foruroligede ham. Kongen talte og sagde: “Beltsazzar, lad ikke drømmen eller dens tydning forurolige dig.” Beltsazzar svarede: “Min herre, gid drømmen gjaldt dine fjender og dens tydning dine modstandere!

²⁰Træet, du så, som voksede og blev stærkt, nåede himlene og var synligt over hele jorden,

²¹hvis blade var smukke og dets frugt rigelig, og i hvilket der var mad til alle, under hvilket markens dyr boede og på hvis grene himlens fugle havde deres bolig—

²²det er dig, o konge; for du er vokset og blevet stærk. Din storhed er vokset og når til himlene, og dit herredømme til jordens ende.

²³Og eftersom kongen så en vogter, en hellig, komme ned fra himlen og sige: ‘Hug træet om og ødelæg det, men lad stubben med dens rødder blive i jorden, bundet med et bånd af jern og bronze, i markens bløde græs; lad ham blive våd af himlens dug, og lad hans del være med markens dyr, indtil syv tider går over ham,’

²⁴dette er tydningen, o konge, og dette er den Højestes dekret, der er kommet over min herre kongen:

²⁵Du skal drives fra blandt mennesker, og din bolig skal være med markens dyr. Du skal spise græs som okser, og du skal blive våd af himlens dug, og syv tider skal gå over dig, indtil du ved, at den Højeste hersker i menneskenes rige og giver det til hvem Han vil.

²⁶Og eftersom de befalede at lade træets stub med dens rødder blive, skal dit rige være sikret for dig, efter at du kommer til at vide, at Himlen hersker.

²⁷Derfor, o konge, lad mit råd være acceptabelt for dig: bryd med dine synder ved at praktisere retfærdighed, og dine uretfærdigheder ved at vise barmhjertighed mod de fattige; måske kan der være en forlængelse af din ro.”

²⁸Alle disse ting ramte kong Nebukadnezar.

²⁹Et år senere gik han på taget af det kongelige palads i Babylon.

³⁰Kongen talte og sagde: “Er dette ikke det store Babylon, som jeg har bygget som en kongelig bolig ved min mægtige magt og til ære for min majestæt?”

³¹Mens ordet var i kongens mund, faldt en stemme fra himlen: “Kong Nebukadnezar, til dig er det sagt: riget er taget fra dig.

³²Du skal drives fra mennesker, og din bolig skal være med markens dyr. Du skal spise græs som okser, og syv tider skal gå over dig, indtil du ved, at den Højeste hersker i menneskenes rige og giver det til hvem Han vil.”

³³Straks blev ordet om Nebukadnezar opfyldt. Han blev drevet fra mennesker og spiste græs som okser; hans krop blev våd af himlens dug, indtil hans hår voksede så langt som ørnefjer og hans negle som fuglekløer.

³⁴Ved slutningen af dagene løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himlen, og min forstand vendte tilbage til mig, og jeg velsignede den Højeste og priste og ærede Ham, der lever for evigt, for Hans herredømme er et evigt herredømme, og Hans rige varer fra generation til generation.

³⁵Alle jordens indbyggere regnes for intet; Han gør efter Sin vilje i himlens hær og blandt jordens indbyggere. Ingen kan standse Hans hånd eller sige til Ham: “Hvad har Du gjort?”

³⁶På samme tid vendte min fornuft tilbage til mig, og for mit riges ære vendte min ære og pragt tilbage til mig. Mine rådgivere og adelige søgte mig, og jeg blev genindsat i mit rige, og fremragende majestæt blev tilføjet til mig.

³⁷Nu priser, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, himlens Konge, for alle Hans gerninger er sandhed, og Hans veje retfærdighed; og dem, der vandrer i stolthed, kan Han ydmyge.