2 Mosebog 13

¹Herren talte derefter til Moses og sagde,

²“Indvi til mig alt førstefødt, det første afkom af hver livmoder blandt israelitterne, hvad enten det er menneske eller dyr; det tilhører mig.”

³Moses sagde til folket: “Husk denne dag, dagen I kom ud af Egypten, ud af trældommens hus, for Herren førte jer ud med en stærk hånd. Spis intet, der indeholder gær.

⁴Denne dag markerer jeres udgang i måneden Abib.

⁵Når Herren fører dig ind i kana'anæernes, hittitternes, amoritternes, hivvitternes og jebusitternes land, det land, han svor at give dine forfædre, et land, der flyder med mælk og honning, skal du overholde denne skik i denne måned:

⁶I syv dage skal du spise usyret brød, og på den syvende dag skal du holde en fest for Herren.

⁷Spis usyret brød i de syv dage; intet med gær skal ses hos dig, ej heller skal nogen gær ses nogen steder inden for dine grænser.

⁸På den dag skal du sige til din søn: ‘Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg kom ud af Egypten.’

⁹Det skal være som et tegn på din hånd og en påmindelse på din pande om, at Herrens lov skal være på dine læber, for med en stærk hånd førte Herren dig ud af Egypten.

¹⁰Du skal holde denne forordning til den fastsatte tid år efter år.

¹¹“Når Herren fører dig ind i kana'anæernes land og giver det til dig, som han lovede dig og dine forfædre under ed,

¹²skal du give Herren det første afkom af hver livmoder. Alle førstefødte hanner af dit kvæg tilhører Herren.

¹³For hver førstefødt æsel skal du erstatte det med et lam, men hvis du ikke erstatter det, skal du bryde dets hals. Indløs hver førstefødt blandt dine sønner.

¹⁴I de kommende dage, når din søn spørger dig: ‘Hvad betyder dette?’ skal du sige til ham: ‘Med en stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, ud af trældommens hus.

¹⁵Da Farao stædigt nægtede at lade os gå, dræbte Herren de førstefødte i Egyptens land, både mennesker og dyr. Derfor ofrer jeg til Herren det første hanlige afkom af hver livmoder og indløser hver af mine førstefødte sønner.’

¹⁶Det skal være som et tegn på din hånd og som en påmindelse på din pande, for med en stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.”

¹⁷Da Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad filistrenes landvej, selvom den var nærmere, for Gud sagde: “Hvis de møder krig, kan de ændre mening og vende tilbage til Egypten.”

¹⁸Så Gud førte folket omkring ad ørkenvejen mod Det Røde Hav, og israelitterne drog op fra Egypten klar til kamp.

¹⁹Moses tog Josefs knogler med sig, fordi Josef havde fået israelitterne til at sværge en ed og sige: “Gud vil visselig komme jer til hjælp, og da skal I tage mine knogler med jer fra dette sted.”

²⁰Efter at have forladt Sukkot slog de lejr i Etam ved kanten af ørkenen.

²¹Om dagen gik Herren foran dem i en skysøjle for at lede dem, og om natten i en ildsøjle for at give lys, så de kunne rejse både dag og nat.

²²Hverken skysøjlen om dagen eller ildsøjlen om natten forlod sin plads foran folket.