2 Mosebog 14

¹Nu talte Herren til Moses,

²"Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-Hakirot, mellem Migdol og havet; I skal slå lejr over for Ba'al-Zefon, ved havet.

³For Farao vil sige om israelitterne: 'De er faret vild i landet; ørkenen har fanget dem.'

⁴Og jeg vil forhærde Faraos hjerte, og han vil forfølge dem; og jeg vil vinde ære for mig selv gennem Farao og hele hans hær, og egypterne skal vide, at jeg er Herren." Og de gjorde således.

⁵Da kongen af Egypten fik at vide, at folket var flygtet, ændrede Farao og hans embedsmænd mening om dem og sagde: "Hvad har vi gjort? Vi har ladet israelitterne gå og mistet deres tjeneste!"

⁶Så fik han gjort sin vogn klar og tog sit folk med sig.

⁷Han tog seks hundrede udvalgte vogne sammen med alle de andre vogne i Egypten, med officerer over dem alle.

⁸Herren gjorde Farao, kongen af Egypten, beslutsom, så han forfulgte israelitterne, som drog ud med løftet pande.

⁹Egypterne forfulgte dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og tropper, og indhentede dem, mens de lå i lejr ved havet, nær Pi-Hakirot, over for Ba'al-Zefon.

¹⁰Da Farao nærmede sig, så israelitterne op og så egypterne marchere efter dem, og de blev bange og råbte til Herren.

¹¹De sagde til Moses: "Var det, fordi der ikke var grave i Egypten, at du har ført os ud i ørkenen for at dø? Hvad har du gjort mod os ved at føre os ud af Egypten?

¹²Sagde vi ikke til dig i Egypten: 'Lad os være, så vi kan tjene egypterne'? Det ville have været bedre for os at tjene egypterne end at dø i ørkenen!"

¹³Men Moses sagde til folket: "Frygt ikke. Stå fast, og I vil se den frelse, Herren vil bringe jer i dag; de egyptere, I ser i dag, vil I aldrig se igen.

¹⁴Herren vil kæmpe for jer; I behøver kun at være stille."

¹⁵Så sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal rykke frem.

¹⁶Løft din stav og ræk din hånd ud over havet for at dele vandet, så israelitterne kan gå gennem havet på tør grund.

¹⁷Jeg vil gøre egypterne beslutsomme, så de vil følge efter dem. Og jeg vil vinde ære gennem Farao og hele hans hær, gennem hans vogne og hans ryttere.

¹⁸Egypterne vil forstå, at jeg er Herren, når jeg vinder ære gennem Farao, hans vogne og hans ryttere."

¹⁹Så flyttede Guds engel, som havde rejst foran Israels hær, sig og gik bag dem; skystøtten flyttede sig også fra foran dem og stod bag dem,

²⁰og kom mellem Egyptens lejr og Israels lejr. Hele natten bragte skyen mørke til den ene side og lys til den anden; så ingen af dem kom nær den anden hele natten.

²¹Så rakte Moses sin hånd ud over havet, og hele natten drev Herren havet tilbage med en stærk østenvind og gjorde det til tørt land. Vandene blev delt,

²²og israelitterne gik gennem havet på tør grund, med en mur af vand på deres højre og på deres venstre side.

²³Egypterne forfulgte dem, og alle Faraos heste, vogne og ryttere fulgte dem ind i havet.

²⁴Under den sidste nattevagt så Herren ned fra ild- og skystøtten på den egyptiske hær og forårsagede forvirring blandt dem.

²⁵Han blokerede hjulene på deres vogne, så de havde svært ved at køre. Og egypterne sagde: "Lad os flygte fra israelitterne! Herren kæmper for dem mod Egypten."

²⁶Så sagde Herren til Moses: "Ræk din hånd ud over havet, så vandet kan strømme tilbage over egypterne, deres vogne og ryttere."

²⁷Så rakte Moses sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sin plads. Egypterne flygtede imod det, og Herren fejede dem ind i havet.

²⁸Vandet strømmede tilbage og dækkede vognene og rytterne—hele Faraos hær, der havde fulgt israelitterne ind i havet. Ingen af dem overlevede.

²⁹Men israelitterne gik gennem havet på tør grund, med en mur af vand på deres højre og på deres venstre side.

³⁰Den dag frelste Herren Israel fra egypternes hænder, og Israel så egypterne ligge døde på kysten.

³¹Da israelitterne så Herrens mægtige hånd vist mod egypterne, frygtede folket Herren og satte deres lid til ham og til Moses, hans tjener.