2 Mosebog 15

¹Da sang Moses og Israels børn denne sang til Herren og sagde: “Jeg vil synge for Herren, for Han er højt ophøjet; hesten og dens rytter har Han kastet i havet.

²Herren er min styrke og min sang; Han er blevet min frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise Ham; min fars Gud, og jeg vil ophøje Ham.

³Herren er mægtig i kamp; Herren er Hans navn.

⁴Faraos vogne og hans hær har Han kastet i havet; de bedste af Faraos officerer er druknet i Det Røde Hav.

⁵De dybe vande omsluttede dem; de sank i dybet som en sten.

⁶Din højre hånd, Herre, er majestætisk i styrke; Din højre hånd, Herre, knuser fjenden.

⁷I Din majestæts storhed styrter Du dem, der rejser sig mod Dig. Du slipper Din brændende vrede løs; den fortærer dem som avner.

⁸Ved blæsten fra Dine næsebor hobede vandene sig op. De brusende vande stod som en mur; dybderne stivnede i havets hjerte.

⁹Fjenden sagde: ‘Jeg vil forfølge, jeg vil indhente, jeg vil dele byttet; jeg vil mæske mig på dem. Jeg vil trække mit sværd, og min hånd vil ødelægge dem.’

¹⁰Men med et åndedrag fra Dig dækkede havet dem. De sank som bly i de mægtige vande.

¹¹Hvem er som Du blandt de himmelske væsener, Herre? Hvem er som Du, majestætisk i hellighed, ærefrygtindgydende i herlighed, udførende undere?

¹²Du strakte Din stærke højre hånd ud, og jorden opslugte dem.

¹³I Din utrættelige kærlighed har Du ledt det folk, Du har forløst. I Din styrke har Du vejledt dem til Din hellige bolig.

¹⁴Nationerne har hørt og skælver; angst griber indbyggerne i Filistæa.

¹⁵Edoms høvdinge er forfærdede; Moabs ledere, skælven griber dem; alle Kanaans indbyggere smelter væk.

¹⁶Skræk og rædsel falder over dem; ved kraften af Din arm står de stille som en sten, indtil Dit folk går forbi, Herre, indtil det folk, Du har købt, går forbi.

¹⁷Du vil føre dem ind og etablere dem på bjerget af Din arv, det sted, Herre, Du har gjort til Din bolig, helligdommen, Herre, Dine hænder har oprettet.

¹⁸Herren vil herske for evigt.”

¹⁹Da Faraos heste, vogne og ryttere gik ind i havet, bragte Herren havets vande tilbage over dem, men israelitterne gik på tør grund midt igennem havet.

²⁰Så tog profetinden Mirjam, Arons søster, en tamburin i hånden, og alle kvinderne gik ud efter hende med tamburiner og dans.

²¹Og Mirjam sang for dem: “Syng for Herren, for Han er højt ophøjet; hesten og dens rytter har Han kastet i havet.”

²²Så førte Moses Israel fra Det Røde Hav, og de gik ind i ørkenen Shur. I tre dage rejste de i ørkenen uden at finde vand.

²³Da de nåede til Marah, kunne de ikke drikke vandet der, fordi det var bittert. (Derfor kaldes stedet Marah.)

²⁴Så klagede folket til Moses og spurgte: “Hvad skal vi drikke?”

²⁵Så råbte Moses til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Han kastede det i vandet, og vandet blev sødt. Der lavede Herren en lov og en forordning for dem, og der prøvede Han dem.

²⁶Han sagde, “Hvis du lytter nøje til Herren din Guds stemme og gør, hvad der er rigtigt i Hans øjne, hvis du lægger mærke til Hans befalinger og holder alle Hans love, vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig, som jeg bragte over egypterne, for jeg er Herren, som helbreder dig.”

²⁷Så kom de til Elim, hvor der var tolv kilder og halvfjerds palmer, og de slog lejr der ved vandene.