Galaterbrevet 2

¹Efter fjorten år gik jeg igen op til Jerusalem med Barnabas og tog også Titus med.

²Jeg gik op på grund af en åbenbaring og præsenterede for dem af høj anseelse det evangelium, som jeg prædiker blandt hedningerne, og gjorde det privat, for at sikre mig, at jeg ikke løb eller havde løbet forgæves.

³Men ikke engang Titus, som var med mig og er græker, blev tvunget til at blive omskåret.

⁴Denne sag opstod på grund af falske brødre, som havde infiltreret vores gruppe for at spionere på den frihed, vi har i Kristus Jesus, med det formål at bringe os i trældom.

⁵Vi gav ikke efter for dem et øjeblik, så sandheden i evangeliet kunne forblive hos jer.

⁶Hvad angår dem af høj anseelse—hvad de var, gør ingen forskel for mig; Gud viser ikke partiskhed—de tilføjede intet til mit budskab.

⁷I stedet anerkendte de, at jeg havde fået ansvaret for at dele evangeliet med de uomskårne, ligesom Peter med de omskårne.

⁸For den samme Gud, som virkede gennem Peter som apostel for de omskårne, var også i arbejde i mig for hedningerne.

⁹Da de anerkendte den nåde, der var givet mig, rakte Jakob, Kefas og Johannes, anset som søjler, mig og Barnabas fællesskabets højre hånd, idet de var enige om, at vi skulle gå til hedningerne, og de til de omskårne.

¹⁰De bad os kun om at huske de fattige, hvilket netop var det, jeg var ivrig efter at gøre.

¹¹Men da Kefas kom til Antiokia, talte jeg åbent til ham, for han var tydeligvis i den forkerte.

¹²Før visse mænd kom fra Jakob, plejede han at spise med hedningerne. Men da de ankom, trak han sig tilbage og adskilte sig, idet han frygtede dem fra omskærelsesgruppen.

¹³De andre jøder fulgte ham i denne hykleri, så meget at selv Barnabas blev ført på afveje af deres hykleri.

¹⁴Da jeg så, at de ikke handlede i overensstemmelse med sandheden i evangeliet, sagde jeg til Kefas foran dem alle: “Hvis du, en jøde, lever som en hedning og ikke som en jøde, hvordan kan du tvinge hedninger til at følge jødiske skikke?”

¹⁵“Vi er jøder af fødsel og ikke syndige hedninger;

¹⁶alligevel ved vi, at en person ikke bliver retfærdiggjort ved lovens gerninger, men gennem tro på Jesus Kristus. Så vi har også troet på Kristus Jesus, for at vi kunne blive retfærdiggjort ved tro på Kristus og ikke ved lovens gerninger, fordi ved lovens gerninger vil ingen blive retfærdiggjort.

¹⁷Men hvis vi, mens vi søger at blive retfærdiggjort i Kristus, selv findes at være syndere, er Kristus da en fremmer af synd? Bestemt ikke!

¹⁸Hvis jeg genopbygger det, jeg har ødelagt, beviser jeg mig selv som en overtræder.

¹⁹For ved loven er jeg død for loven, så jeg kan leve for Gud.

²⁰Jeg er blevet korsfæstet med Kristus, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig. Det liv, jeg nu lever i kroppen, lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv for mig.

²¹Jeg sætter ikke Guds nåde til side, for hvis retfærdighed kunne opnås gennem loven, så døde Kristus uden grund.