1 Mosebog 18

¹Herren viste sig for Abraham ved Mamres ege, mens han sad ved indgangen til sit telt i dagens hede.

²Abraham løftede sine øjne og så tre mænd stå i nærheden. Da han så dem, løb han fra teltets indgang for at møde dem og bøjede sig dybt til jorden.

³Han sagde: “Min Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke forbi din tjener.

⁴Lad der blive hentet lidt vand, så I kan vaske jeres fødder og hvile jer under træet.

⁵Lad mig bringe jer et stykke brød, så I kan styrke jer og derefter gå videre, nu hvor I er kommet til jeres tjener.” Og de sagde: “Gør som du har sagt.”

⁶Så skyndte Abraham sig ind i teltet til Sara og sagde: “Skynd dig, lav tre mål fint mel, ælt det og bag noget brød.”

⁷Derefter løb han til hjorden, udvalgte en fin og god kalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at tilberede den.

⁸Han tog ostemasse, mælk og kalven, der var blevet tilberedt, og satte det foran mændene. Mens de spiste, stod han nær dem under træet.

⁹De spurgte ham: “Hvor er din hustru Sara?” Han svarede: “Der, i teltet.”

¹⁰En af dem sagde: “Jeg vil bestemt vende tilbage til dig på denne tid næste år, og se, din hustru Sara vil have en søn.” Sara lyttede ved teltets indgang, som var bag ham.

¹¹Nu var Abraham og Sara gamle, langt oppe i årene; Sara var forbi den alder, hvor hun kunne få børn.

¹²Så lo Sara ved sig selv og tænkte: “Efter at jeg er blevet slidt op, og min herre er gammel, skal jeg da have denne glæde?”

¹³Da sagde Herren til Abraham: “Hvorfor lo Sara og sagde: ‘Skal jeg virkelig føde et barn, nu hvor jeg er gammel?’

¹⁴Er noget for vanskeligt for Herren? På den fastsatte tid næste år vil jeg vende tilbage til dig, og Sara vil have en søn.”

¹⁵Sara blev bange, så hun nægtede det og sagde: “Jeg lo ikke.” Men Han sagde: “Jo, men du lo.”

¹⁶Da mændene rejste sig for at gå, så de ned mod Sodoma, og Abraham gik med dem for at følge dem på vej.

¹⁷Herren overvejede: “Skal jeg skjule for Abraham, hvad jeg er ved at gøre?

¹⁸Siden Abraham bestemt vil blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes gennem ham.

¹⁹For jeg har udvalgt ham, så han kan befale sine børn og sit hus efter sig at holde Herrens vej ved at gøre, hvad der er ret og retfærdigt, så Herren kan bringe over Abraham, hvad Han har lovet ham.”

²⁰Så sagde Herren: “Råbet over Sodoma og Gomorra er virkelig stort, og deres synd er overordentlig alvorlig.

²¹Jeg vil nu gå ned og se, om de har gjort så meget ondt, som det råb, der er nået til mig. Hvis ikke, vil jeg vide det.”

²²Mændene vendte sig og gik mod Sodoma, mens Abraham blev stående i Herrens nærvær.

²³Abraham nærmede sig Ham og sagde: “Vil du virkelig feje de retfærdige bort sammen med de ugudelige?

²⁴Antag, at der er halvtreds retfærdige i byen; vil du virkelig feje den bort og ikke skåne stedet for de halvtreds retfærdiges skyld, som er i den?

²⁵Det være langt fra dig at gøre sådan noget—at dræbe de retfærdige sammen med de ugudelige, så de retfærdige og de ugudelige behandles ens. Det være langt fra dig! Skal ikke hele jordens dommer gøre, hvad der er ret?”

²⁶Herren sagde: “Hvis jeg finder halvtreds retfærdige i byen Sodoma, vil jeg skåne hele stedet for deres skyld.”

²⁷Så talte Abraham igen: “Nu hvor jeg har været så dristig at tale til Herren, skønt jeg er intet andet end støv og aske,

²⁸hvad hvis de halvtreds retfærdige mangler fem, vil du ødelægge hele byen for de fems skyld?” Han sagde: “Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre der.”

²⁹Han talte til Ham igen: “Antag, at der findes fyrre der?” Han sagde: “For de fyrres skyld vil jeg ikke gøre det.”

³⁰Så sagde han: “Må Herren ikke blive vred, men lad mig tale; antag, at der findes tredive der?” Han svarede: “Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive der.”

³¹Abraham sagde: “Nu hvor jeg har været så dristig at tale til Herren, antag, at der findes tyve der?” Han sagde: “For de tyves skyld vil jeg ikke ødelægge den.”

³²Så sagde han: “Må Herren ikke blive vred, men lad mig tale blot én gang til; antag, at der findes ti der?” Han svarede: “For de tis skyld vil jeg ikke ødelægge den.”

³³Da Herren havde afsluttet sin samtale med Abraham, gik Han sin vej, og Abraham vendte tilbage til sit sted.