1 Mosebog 28

¹Så kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham og sagde til ham: “Du må ikke tage en hustru fra Kanaans døtre.

²Rejs til Paddan-Aram, til Betuels hus, din mors far. Derfra skal du vælge en hustru fra Labans døtre, din mors bror.

³Må Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og mangfoldiggøre dit antal, så du bliver til en mængde folk.

⁴Må Han give dig og dine efterkommere Abrahams velsignelse, så du kan tage det land i besiddelse, hvor du bor som fremmed, det land Gud gav til Abraham.”

⁵Så sendte Isak Jakob af sted, og han rejste til Paddan-Aram, til Laban, søn af aramæeren Betuel, bror til Rebekka, Jakobs og Esaus mor.

⁶Nu så Esau, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at finde en hustru der, og at han havde instrueret ham, “Gift dig ikke med en kanaanæisk kvinde,”

⁷og at Jakob havde lyttet til sin far og mor og var rejst til Paddan-Aram.

⁸Esau forstod da, hvor utilfredse de kanaanæiske kvinder var for hans far Isak;

⁹så han gik til Ismael og giftede sig med Mahalath, Nebajots søster og Ismaels datter, Abrahams søn, ud over de hustruer, han allerede havde.

¹⁰Jakob forlod Beersheba og satte kurs mod Haran.

¹¹Han nåede et bestemt sted og blev der for natten, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene fra stedet, lagde den under sit hoved og lagde sig til at sove.

¹²Han drømte om en stige, der stod på jorden, og hvis top nåede til himlen, og Guds engle steg op og ned ad den.

¹³Over den stod Herren, som sagde, “Jeg er Herren, din far Abrahams Gud og Isaks Gud. Jeg vil give dig og dine efterkommere det land, du ligger på.

¹⁴Dine efterkommere vil blive som jordens støv, sprede sig mod vest, øst, nord og syd. Alle folk på jorden vil blive velsignet gennem dig og dine efterkommere.

¹⁵Jeg er med dig og vil våge over dig, hvor du end går, og jeg vil bringe dig tilbage til dette land. Jeg vil ikke forlade dig, før jeg har opfyldt, hvad jeg har lovet dig.”

¹⁶Jakob vågnede fra sin søvn og sagde, “Herren er sandelig på dette sted, og jeg var ikke klar over det.”

¹⁷Han var i ærefrygt og sagde, “Hvor utroligt er dette sted! Dette er intet mindre end Guds hus; dette er himlens port.”

¹⁸Tidligt næste morgen tog Jakob den sten, han havde brugt som hovedpude, rejste den som en støtte og hældte olie på toppen af den.

¹⁹Han kaldte det sted Betel, selvom byen tidligere blev kaldt Luz.

²⁰Så aflagde Jakob et løfte og sagde, “Hvis Gud vil være med mig og våge over mig på denne rejse, jeg er på, og give mig mad at spise og tøj at have på,

²¹så jeg vender sikkert tilbage til min fars hjem, så skal Herren være min Gud.

²²Og denne sten, som jeg har rejst som en støtte, vil være et hus for Gud, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig en tiendedel.”