1 Mosebog 31

¹Jakob hørte Labans sønner sige: “Jakob har taget alt, hvad der tilhørte vores far, og fra det, der tilhørte vores far, har han fået al denne rigdom.”

²Og Jakob bemærkede, at Labans holdning til ham ikke var, som den havde været før.

³Da sagde Herren til Jakob: “Vend tilbage til dine fædres land og din slægt, og jeg vil være med dig.”

⁴Så sendte Jakob bud og kaldte Rakel og Lea ud på marken, hvor hans hjorde var.

⁵Han sagde til dem: “Jeg ser, at jeres fars holdning til mig ikke er, som den var før, men min fars Gud har været med mig.

⁶I så, at jeg tjente jeres far trofast med al min styrke.

⁷Alligevel har jeres far snydt mig og ændret min løn ti gange, men Gud tillod ham ikke at skade mig.

⁸Hver gang han sagde: ‘Tag de plettede som din løn,’ så blev hele flokken født plettet; og hver gang han sagde: ‘Tag de stribede som din løn,’ så blev hele flokken født stribet.

⁹Så Gud har overført jeres fars husdyr til mig.

¹⁰Under parringssæsonen havde jeg en drøm, hvor jeg så op og så, at de bukke, der parrede sig med flokken, var stribede, plettede eller spættede.

¹¹Guds engel sagde til mig i drømmen: ‘Jakob,’ og jeg svarede: ‘Her er jeg.’

¹²Han sagde, ‘Se op og se, at alle de bukke, der parrer sig med flokken, er stribede, plettede eller spættede, for jeg har set alt, hvad Laban har gjort mod dig.

¹³Jeg er Betels Gud, hvor du salvede en støtte og aflagde et løfte til mig. Rejs dig nu, forlad dette land, og vend tilbage til dit fødeland.’”

¹⁴Rakel og Lea svarede, “Har vi stadig nogen andel i vores fars husarv?

¹⁵Regner han os ikke som fremmede? For han har solgt os og brugt det, der blev betalt for os.

¹⁶Al den rigdom, som Gud har taget fra vores far, tilhører os og vores børn. Så gør, hvad Gud har sagt til dig.”

¹⁷Så gjorde Jakob sine børn og sine koner klar til at rejse på kameler;

¹⁸og han drev al sin husdyr og alle sine ejendele, som han havde erhvervet i Paddan Aram, for at tage til sin far Isak i Kanaans land.

¹⁹Mens Laban var gået for at klippe sin flok, tog Rakel sin fars husguder.

²⁰Desuden bedrog Jakob aramæeren Laban ved ikke at fortælle ham, at han flygtede.

²¹Så flygtede han med alt, hvad han havde, krydsede Eufratfloden og satte kurs mod bjerglandet Gilead.

²²På den tredje dag blev Laban informeret om, at Jakob var flygtet.

²³Han tog sine slægtninge med sig og forfulgte Jakob i syv dage og indhentede ham i bjerglandet Gilead.

²⁴Men Gud kom til aramæeren Laban i en drøm om natten og sagde: “Vær forsigtig med ikke at tale til Jakob hverken godt eller ondt.”

²⁵Laban indhentede Jakob. Jakob havde slået sit telt op i bjerglandet, og Laban og hans slægtninge slog også lejr der.

²⁶Så sagde Laban til Jakob, “Hvad har du gjort ved at bedrage mig og tage mine døtre bort som fanger?

²⁷Hvorfor løb du hemmeligt bort og bedragede mig? Hvorfor fortalte du mig det ikke, så jeg kunne have sendt dig bort med glæde og sange, med tamburin og lyre?

²⁸Du lod mig ikke engang kysse mine børnebørn og mine døtre farvel. Du har handlet ufornuftigt.

²⁹Jeg har magten til at skade dig; men i nat sagde din fars Gud til mig, ‘Vær forsigtig med ikke at tale til Jakob hverken godt eller ondt.’

³⁰Nu er du gået bort, fordi du længtes efter at vende tilbage til din fars hus. Men hvorfor tog du mine guder?”

³¹Jakob svarede Laban, “Jeg var bange, fordi jeg tænkte, at du måske ville tage dine døtre fra mig med magt.

³²Men hvis du finder nogen, der har dine guder, skal den person ikke leve. I nærværelse af vores slægtninge, se selv, om der er noget af dit her hos mig; og hvis der er, så tag det.” Nu vidste Jakob ikke, at Rakel havde taget guderne.

³³Så gik Laban ind i Jakobs telt, og ind i Leas telt, og ind i de to tjenestepigers telt, men han fandt dem ikke. Efter han kom ud af Leas telt, gik han ind i Rakels telt.

³⁴Nu havde Rakel taget husguderne og lagt dem i sin kamels saddel og sad på dem. Laban gennemsøgte alt i teltet, men fandt intet.

³⁵Rakel sagde til sin far, “Bliv ikke vred, herre, fordi jeg ikke kan rejse mig i din nærværelse; jeg har min menstruation.” Så han søgte, men fandt ikke husguderne.

³⁶Jakob blev vred og tog Laban i rette. “Hvad er min forbrydelse?” spurgte han Laban. “Hvad er min synd, siden du har forfulgt mig så hedt?

³⁷Nu hvor du har gennemsøgt alle mine ejendele, hvad har du fundet, der tilhører dit hus? Placer det her foran vores slægtninge og lad dem dømme mellem os.

³⁸“Jeg har været hos dig i tyve år nu. Dine får og dine geder har ikke aborteret, og jeg har ikke spist vædderne af dine hjorde.

³⁹Jeg bragte dig ikke dyr, der var revet i stykker af vilde dyr; jeg bar selv tabet. Og du krævede betaling fra mig for hvad der end blev stjålet om dagen eller natten.

⁴⁰Dette var min situation: Heden fortærede mig om dagen og frosten om natten, og søvnen flygtede fra mine øjne.

⁴¹I tyve år var jeg i dit hus. Jeg arbejdede for dig i fjorten år for dine to døtre og seks år for dine hjorde, og du ændrede min løn ti gange.

⁴²Hvis min fars Gud, Abrahams Gud og den, Isak frygtede, ikke havde været med mig, ville du helt sikkert have sendt mig bort tomhændet. Men Gud har set min nød og mine hænders slid, og i nat irettesatte han dig.”

⁴³Laban svarede Jakob, “Døtrene er mine døtre, børnene er mine børn, og hjordene er mine hjorde. Alt, hvad du ser, er mit. Alligevel, hvad kan jeg gøre i dag ved disse mine døtre, eller ved de børn, de har født?

⁴⁴Kom nu, lad os lave en pagt, du og jeg, og lad den tjene som et vidne mellem os.”

⁴⁵Så tog Jakob en sten og rejste den som en støtte.

⁴⁶Han sagde til sine slægtninge, “Saml nogle sten.” Så tog de sten og lavede en dynge, og de spiste der ved dyngen.

⁴⁷Laban kaldte den Jegar-sahadutha, og Jakob kaldte den Gilead.

⁴⁸Laban sagde, “Denne dynge tjener som et vidne mellem dig og mig i dag.” Derfor blev den kaldt Gilead.

⁴⁹Den blev også kaldt Mizpa, fordi han sagde, “Må Herren våge over os, når vi er adskilt fra hinanden.

⁵⁰Hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner foruden dem, selvom ingen er med os, husk, at Gud er et vidne mellem dig og mig.”

⁵¹Laban fortsatte til Jakob, “Her er denne dynge, og her er denne støtte, jeg har rejst mellem dig og mig.

⁵²Denne dynge er et vidne, og denne støtte er et vidne, at jeg ikke vil passere denne dynge til din side for at skade dig, og at du ikke vil passere denne dynge og støtte til min side for at skade mig.

⁵³Må Abrahams Gud og Nahors Gud, deres fars Gud, dømme mellem os.” Så svor Jakob ved den, hans far Isak frygtede.

⁵⁴Han bragte et offer der i bjerglandet og inviterede sine slægtninge til et måltid. Efter de havde spist, tilbragte de natten der.

⁵⁵Ved daggry kyssede Laban sine børnebørn og sine døtre og velsignede dem. Så drog han bort og vendte tilbage til sit sted.