1 Mosebog 32

¹Da Jakob fortsatte sin rejse, mødte Guds engle ham.

²Da han så dem, erklærede Jakob: “Dette er Guds lejr!” Derfor kaldte han stedet Mahanaim.

³Jakob sendte budbringere i forvejen til sin bror Esau i landet Seir, Edoms område.

⁴Han instruerede dem: “Dette skal I sige til min herre Esau: ‘Din tjener Jakob rapporterer: Jeg har boet hos Laban og er blevet der indtil nu.

⁵Jeg ejer okser, æsler, flokke og mandlige og kvindelige tjenere. Jeg sender denne besked til min herre, i håb om at finde nåde i dine øjne.’”

⁶Budbringerne vendte tilbage til Jakob og sagde: “Vi gik til din bror Esau, og han kommer for at møde dig med fire hundrede mænd.”

⁷Jakob blev meget bange og bekymret, så han delte folket med ham, sammen med flokkene, hjordene og kamelerne, i to grupper.

⁸Han tænkte, “Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden gruppe undslippe.”

⁹Jakob bad, “Åh Gud af min far Abraham og Gud af min far Isak, Herre, du som sagde til mig, ‘Vend tilbage til dit hjemland og dine slægtninge, og jeg vil gøre dig velstående,’

¹⁰Jeg er uværdig til al den venlighed og trofasthed, du har vist din tjener. Jeg krydsede denne Jordan med kun min stav, og nu er jeg blevet til to lejre.

¹¹Befri mig venligst fra min bror Esaus hånd, for jeg er bange for, at han vil angribe mig, såvel som mødrene med deres børn.

¹²Dog har du lovet, ‘Jeg vil bestemt gøre dig velstående og gøre dine efterkommere så talrige som sandet ved havet, som ikke kan tælles.’”

¹³Han tilbragte natten der og udvalgte en gave til sin bror Esau fra det, han havde med sig:

¹⁴to hundrede geder og tyve bukke, to hundrede får og tyve væddere,

¹⁵tredive malkende kameler med deres unger, fyrre køer og ti tyre, og tyve hunæsler og ti hanæsler.

¹⁶Han satte dem under sine tjeneres varetægt, hver hjord for sig, og instruerede dem, “Gå foran mig og hold lidt afstand mellem hjordene.”

¹⁷Han instruerede den, der ledte, “Når min bror Esau møder dig og spørger, ‘Hvem tilhører du, og hvor skal du hen, og hvem ejer alle disse dyr foran dig?’

¹⁸skal du svare, ‘De tilhører din tjener Jakob. De er en gave sendt til min herre Esau, og han følger efter os.’”

¹⁹Han instruerede den anden, den tredje, og alle, der fulgte hjordene, “I skal sige det samme til Esau, når I møder ham.

²⁰Og vær sikker på at sige, ‘Din tjener Jakob kommer bag os.’” For han tænkte, “Jeg vil formilde ham med disse gaver, jeg sender i forvejen; bagefter, når jeg ser ham, vil han måske acceptere mig.”

²¹Så Jakobs gaver gik foran ham, mens han blev i lejren den nat.

²²Den nat rejste Jakob sig, tog sine to hustruer, sine to kvindelige tjenere og sine elleve sønner, og krydsede vadestedet ved Jabbok.

²³Da han havde sendt dem over åen, sendte han også alle sine ejendele over.

²⁴Jakob fandt sig selv alene, og en mand kæmpede med ham indtil daggry.

²⁵Da manden indså, at han ikke kunne besejre ham, rørte han ved Jakobs hofteskål, så den blev vredet af led, mens de kæmpede.

²⁶Så sagde manden, “Lad mig gå, for det er daggry.” Men Jakob svarede, “Jeg slipper dig ikke, medmindre du velsigner mig.”

²⁷Manden spurgte ham, “Hvad er dit navn?” “Jakob,” svarede han.

²⁸Så sagde manden, “Dit navn skal ikke længere være Jakob, men Israel, fordi du har kæmpet med Gud og med mennesker og har sejret.”

²⁹Jakob sagde, “Fortæl mig venligst dit navn.” Men han svarede, “Hvorfor spørger du mit navn?” Og han velsignede ham der.

³⁰Så Jakob kaldte stedet Peniel og sagde, “Det er fordi jeg så Gud ansigt til ansigt, og alligevel blev mit liv skånet.”

³¹Solen steg op over ham, da han passerede Peniel, og han haltede på grund af sin hofte.

³²Af denne grund afholder israelitterne sig den dag i dag fra at spise senen, der er knyttet til hofteskålen, fordi Jakobs hofte blev rørt nær senen.