1 Mosebog 42

¹Da Jakob indså, at der var korn i Egypten, sagde han til sine sønner: "Hvorfor står I bare og ser på hinanden?"

²Han tilføjede: "Jeg har hørt, at der er korn i Egypten. Tag derned og køb noget til os, så vi kan leve og ikke dø."

³Således rejste ti af Josefs brødre til Egypten for at købe korn.

⁴Men Jakob sendte ikke Benjamin, Josefs bror, med de andre, for han frygtede, at der kunne ske ham noget ondt.

⁵Således var Israels sønner blandt dem, der gik for at købe korn, for hungersnøden var også i Kanaans land.

⁶Josef var landets guvernør, den der solgte korn til alle folkene. Da Josefs brødre ankom, bøjede de sig for ham med ansigtet mod jorden.

⁷Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han forklædte sig og talte hårdt til dem. "Hvor kommer I fra?" spurgte han. "Fra Kanaans land," svarede de, "for at købe mad."

⁸Josef kendte sine brødre, men de genkendte ikke ham.

⁹Josef huskede de drømme, han havde om dem, og sagde: "I er spioner! I er kommet for at se, hvor vores land er ubeskyttet."

¹⁰De svarede: "Nej, herre. Vi, dine tjenere, er kommet for at købe mad.

¹¹Vi er alle sønner af én mand. Vi er ærlige mænd, ikke spioner."

¹²Men han insisterede: "Nej, I er kommet for at se, hvor vores land er ubeskyttet."

¹³De svarede: "Dine tjenere er tolv brødre, sønner af én mand i Kana'an. Den yngste er hos vores far, og én er ikke mere."

¹⁴Josef sagde til dem: "Det er, som jeg advarede: I er spioner!

¹⁵Sådan vil I blive testet: ved Faraos liv, I skal ikke forlade dette sted, medmindre jeres yngste bror kommer her.

¹⁶Send en af jer for at hente jeres bror; resten af jer vil forblive tilbageholdt, så jeres ord kan testes for at se, om I taler sandt. Ellers, ved Faraos liv, er I spioner!"

¹⁷Og han lod dem alle blive holdt i forvaring i tre dage.

¹⁸På den tredje dag sagde Josef til dem: "Gør dette, og I skal leve, for jeg har ærefrygt for Gud:

¹⁹Hvis I er ærlige mænd, lad en af jeres brødre blive her fængslet, mens resten af jer går og tager korn tilbage til jeres sultne husstande.

²⁰Men I skal bringe jeres yngste bror til mig, så jeres ord kan blive bekræftet, og I ikke skal dø." Og de indvilligede i at gøre det.

²¹De sagde til hinanden: "Sikkert bliver vi straffet på grund af vores bror. Vi så hans nød, da han bønfaldt os, men vi ville ikke lytte; derfor er denne ulykke kommet over os."

²²Ruben svarede: "Sagde jeg ikke til jer, at I ikke skulle synde mod drengen? Men I ville ikke lytte! Nu kræves retfærdighed for hans blod."

²³De var uvidende om, at Josef kunne forstå dem, da han brugte en tolk.

²⁴Josef vendte sig bort fra dem og græd, men vendte derefter tilbage og talte til dem igen. Han tog Simeon fra dem og bandt ham for deres øjne.

²⁵Josef gav ordre til at fylde deres sække med korn, at lægge hver mands sølv tilbage i hans sæk og at give dem forsyninger til deres rejse. Dette blev gjort for dem.

²⁶De læssede deres korn på deres æsler og satte af sted.

²⁷På det sted, hvor de stoppede for natten, åbnede en af dem sin sæk for at give sin æsel foder, og han så sit sølv i mundingen af sin sæk.

²⁸"Mit sølv er blevet returneret," sagde han til sine brødre. "Her er det i min sæk." Deres hjerter sank, og de vendte sig til hinanden skælvende og sagde: "Hvad er det, Gud har gjort mod os?"

²⁹Da de vendte tilbage til deres far Jakob i Kana'ans land, fortalte de ham alt, hvad der var sket med dem, og sagde:

³⁰"Manden, der er herre over landet, talte hårdt til os og behandlede os, som om vi var landets spioner.

³¹Alligevel forsikrede vi ham: 'Vi er ærlige mænd; vi er ikke spioner.

³²Vi er tolv brødre, sønner af én far. Én er ikke mere, og den yngste er hos vores far i Kana'an.'

³³Så sagde manden, der er herre over landet, til os: 'Sådan vil jeg vide, om I er ærlige mænd: lad en af jeres brødre blive her hos mig, tag korn til jeres sultne husstande, og gå.

³⁴Men bring jeres yngste bror til mig, så jeg vil vide, at I ikke er spioner, men ærlige mænd. Så vil jeg give jeres bror tilbage til jer, og I kan handle i landet.'"

³⁵Mens de tømte deres sække, var hver mands pose med sølv i hans sæk. Da de og deres far så pengeposerne, blev de bange.

³⁶Deres far Jakob sagde til dem: "I har berøvet mig mine børn. Josef er ikke mere, Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin. Alt er imod mig!"

³⁷Ruben sagde til sin far: "Du kan slå mine to sønner ihjel, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig. Betro ham til min omsorg, og jeg vil bringe ham tilbage til dig."

³⁸Men Jakob sagde: "Min søn skal ikke gå ned med jer; hans bror er død, og han er alene tilbage. Hvis der skulle ske ham noget ondt på den rejse, I tager, vil I bringe mit grå hår ned til Sheol i sorg."