1 Mosebog 43

¹Hungersnøden fortsatte med at være alvorlig i landet.

²Da de havde opbrugt al den korn, de havde bragt fra Egypten, sagde deres far til dem: “Tag tilbage og køb lidt mere mad til os.”

³Juda svarede ham: “Manden advarede os strengt, ‘I skal ikke se mit ansigt, medmindre jeres bror er med jer.’

⁴Hvis du tillader vores bror at ledsage os, vil vi tage ned og købe mad til dig.

⁵Men hvis du ikke sender ham, vil vi ikke tage ned, for manden sagde til os, ‘I skal ikke se mit ansigt, medmindre jeres bror er med jer.’”

⁶Israel spurgte: “Hvorfor bragte I denne ulykke over mig ved at fortælle manden, at I havde en anden bror?”

⁷De sagde: “Manden udspurgte os nøje om os selv og vores familie og spurgte, ‘Er jeres far stadig i live? Har I en anden bror?’ Vi svarede på hans spørgsmål. Hvordan kunne vi vide, at han ville sige, ‘Bring jeres bror herned’?”

⁸Så sagde Juda til sin far Israel: “Send drengen med mig, og vi vil straks tage af sted, så vi, du og vores børn kan leve og ikke dø.

⁹Jeg vil personligt garantere for hans sikkerhed; du kan holde mig ansvarlig. Hvis jeg ikke bringer ham tilbage og præsenterer ham for dig, vil jeg bære skylden for evigt.

¹⁰Hvis vi ikke havde tøvet, kunne vi have været der og tilbage to gange nu.”

¹¹Så sagde deres far Israel: “Hvis det skal være sådan, så gør dette: tag nogle af landets bedste produkter i jeres tasker og bring dem ned til manden som en gave—lidt balsam, lidt honning, nogle krydderier og myrra, pistacienødder og mandler.

¹²Tag dobbelt så mange penge med jer, og returner de penge, der blev lagt tilbage i munden på jeres sække. Måske var det en forglemmelse.

¹³Tag også jeres bror med, og vend tilbage til manden uden forsinkelse.

¹⁴Og må Gud den Almægtige give jer medfølelse i mandens øjne, så han vil frigive jeres anden bror og Benjamin til jer. Hvad angår mig, hvis jeg er berøvet, så er jeg berøvet.”

¹⁵Så mændene tog gaverne og dobbelt så mange penge, og også Benjamin. De skyndte sig ned til Egypten og stod foran Josef.

¹⁶Da Josef så Benjamin med dem, sagde han til sin hushovmester: “Tag disse mænd til mit hus, slagt et dyr, og forbered et måltid; de skal spise med mig ved middagstid.”

¹⁷Hushovmesteren gjorde, som Josef havde befalet, og bragte mændene til Josefs hus.

¹⁸Mændene var bange, da de blev bragt til Josefs hus. De tænkte, “Vi er bragt her på grund af de penge, der blev returneret i vores sække første gang. Han har til hensigt at angribe os, overmande os og tage os som slaver sammen med vores æsler.”

¹⁹Så de henvendte sig til Josefs hushovmester og talte til ham ved indgangen til huset.

²⁰De sagde, “Undskyld os, herre, vi kom faktisk herned første gang for at købe mad.

²¹Men da vi nåede vores lejrplads, åbnede vi vores sække og fandt hver mands penge i munden på hans sæk—vores penge i fuld. Så vi har bragt det tilbage med os.

²²Vi har også bragt ekstra penge med os for at købe mad. Vi ved ikke, hvem der har lagt vores penge i vores sække.”

²³Hushovmesteren sagde, “Fred være med jer; vær ikke bange. Jeres Gud og jeres fars Gud har givet jer en skat i jeres sække; jeg modtog jeres penge.” Så bragte han Simeon ud til dem.

²⁴Hushovmesteren bragte mændene ind i Josefs hus, gav dem vand til at vaske deres fødder og sørgede for foder til deres æsler.

²⁵De forberedte deres gaver til Josefs ankomst ved middagstid, for de havde hørt, at de skulle spise der.

²⁶Da Josef kom hjem, præsenterede de ham for de gaver, de havde bragt ind i huset, og de bøjede sig til jorden foran ham.

²⁷Han spurgte dem om deres velbefindende og sagde, “Er jeres ældre far, som I talte om, stadig i live?”

²⁸De svarede, “Din tjener, vores far, er stadig i live og har det godt.” Og de bøjede sig i ærbødighed.

²⁹Da han så sig omkring og så sin bror Benjamin, sin mors søn, spurgte han, “Er dette jeres yngste bror, som I fortalte mig om?” Og han sagde, “Må Gud være nådig mod dig, min søn.”

³⁰Dybt bevæget ved synet af sin bror, skyndte Josef sig ud og søgte et sted at græde. Han gik ind i sit private kammer og græd der.

³¹Efter at have vasket sit ansigt, kom han ud og, kontrollerende sig selv, sagde, “Server måltidet.”

³²De serverede ham for sig selv, brødrene for sig selv, og egypterne, der spiste med ham, for sig selv, fordi egyptere ikke kunne spise med hebræere, for det er afskyeligt for dem.

³³Mændene blev placeret foran ham i rækkefølge efter deres alder, fra den førstefødte til den yngste, og de så på hinanden i forundring.

³⁴Da portionerne blev serveret til dem fra Josefs bord, var Benjamins portion fem gange større end nogen andens. Så de festede og drak frit med ham.