1 Mosebog 44

¹Josef instruerede hushovmesteren, “Fyld mændenes sække med så meget mad, som de kan bære, og læg hver mands penge øverst i hans sæk.

²Læg også mit sølvbæger øverst i den yngstes sæk, sammen med hans penge for kornet.” Og hushovmesteren gjorde, som Josef havde befalet.

³Da morgenen brød frem, satte mændene af sted med deres æsler.

⁴De havde netop forladt byen og var ikke langt væk, da Josef sagde til sin hushovmester, “Gå straks efter de mænd, og når du indhenter dem, spørg, ‘Hvorfor har I gengældt godt med ondt?

⁵Er dette ikke det bæger, min herre drikker af og bruger til spådom? I har begået en uret.’”

⁶Da han indhentede dem, gentog han disse ord til dem.

⁷De svarede, “Hvorfor taler min herre sådanne ord? Det være langt fra dine tjenere at gøre sådan noget!

⁸Vi bragte endda de penge tilbage til dig fra Kana'an, som vi fandt i munden på vores sække. Hvorfor skulle vi stjæle sølv eller guld fra din herres hus?

⁹Hvis nogen af dine tjenere findes med det, skal han dø, og resten af os vil blive min herres slaver.”

¹⁰Han svarede, “Lad det være, som I siger. Den, der findes med det, vil blive min slave; resten vil være uden skyld.”

¹¹Hver mand sænkede hurtigt sin sæk til jorden og åbnede den.

¹²Hushovmesteren begyndte at lede, begyndende med den ældste og sluttende med den yngste, og bægeret blev fundet i Benjamins sæk.

¹³Ved dette rev de deres tøj i sorg. Hver mand læssede sit æsel, og de vendte tilbage til byen.

¹⁴Da Juda og hans brødre ankom til Josefs hus, var han stadig der, og de faldt til jorden foran ham.

¹⁵Josef spurgte dem, “Hvad er dette, I har gjort? Ved I ikke, at en mand som jeg virkelig kan praktisere spådom?”

¹⁶Juda svarede, “Hvad kan vi sige til min herre? Hvordan kan vi retfærdiggøre os selv? Gud har afsløret dine tjeneres skyld. Vi er nu min herres slaver, både vi og den, der blev fundet med bægeret.”

¹⁷Men Josef sagde, “Det være langt fra mig at gøre dette. Kun den mand, der blev fundet med bægeret, vil blive min slave. Resten af jer, vend tilbage til jeres far i fred.”

¹⁸Da trådte Juda frem og sagde, “Vær venlig, min herre, lad din tjener tale et ord i min herres ører, og bliv ikke vred på din tjener, for du er som Farao selv.

¹⁹Min herre spurgte sine tjenere, ‘Har I en far eller en bror?’

²⁰Vi svarede, ‘Vi har en ældre far og en ung søn, født til ham i hans alderdom. Hans bror er død, og han er den eneste tilbage af sin mors børn, og hans far elsker ham.’

²¹Så sagde du til dine tjenere, ‘Bring ham ned til mig, så jeg kan se ham.’

²²Vi fortalte min herre, ‘Drengen kan ikke forlade sin far; hvis han forlader ham, ville hans far dø.’

²³Men du sagde til dine tjenere, ‘Medmindre jeres yngste bror kommer med jer, vil I ikke se mit ansigt igen.’

²⁴Da vi vendte tilbage til din tjener min far, fortalte vi, hvad min herre havde sagt.

²⁵Vores far instruerede os, ‘Gå tilbage og køb lidt mere mad.’

²⁶Men vi sagde, ‘Vi kan ikke gå ned, medmindre vores yngste bror er med os. Vi kan ikke se mandens ansigt, medmindre han er med os.’

²⁷Din tjener min far bønfaldt os, ‘I ved, at min kone fødte mig to sønner.

²⁸En forlod mig, og jeg sagde, “Han må være blevet revet i stykker.” Jeg har ikke set ham siden.

²⁹Hvis I også tager denne fra mig, og der sker ham noget, vil I bringe mit grå hoved ned i graven i elendighed.’

³⁰Nu, hvis drengen ikke er med os, når jeg vender tilbage til din tjener min far, og hvis min far, hvis liv er tæt knyttet til drengens liv,

³¹ser, at drengen ikke er med os, vil han dø. Dine tjenere vil bringe vores fars grå hoved ned i graven i sorg.

³²Din tjener garanterede drengens sikkerhed over for min far, idet han sagde, ‘Hvis jeg ikke bringer ham tilbage, vil jeg bære skylden over for min far hele mit liv.’

³³Nu, lad venligst din tjener blive som min herres slave i stedet for drengen, og lad drengen vende tilbage med sine brødre.

³⁴Hvordan kan jeg vende tilbage til min far, hvis drengen ikke er med mig? Jeg frygter at se den elendighed, der ville overgå min far.”