Hebræerbrevet 6

¹Lad os derfor, idet vi forlader de grundlæggende lærdomme om Kristus, gå videre mod modenhed, uden igen at lægge grunden til omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud,

²undervisning om ceremonielle afvaskninger, håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom.

³Og dette vil vi gøre, hvis Gud tillader det.

⁴For det er umuligt for dem, der engang er blevet oplyst, som har smagt den himmelske gave og er blevet delagtige i Helligånden,

⁵og har oplevet rigdommen af Guds ord og kræfterne i den kommende tidsalder,

⁶og så er faldet fra, at blive genoprettet til omvendelse, da de igen korsfæster Guds Søn og udsætter Ham for offentlig skam.

⁷For jorden, der drikker den regn, som ofte falder på den, og producerer vegetation nyttig for dem, for hvem den dyrkes, modtager en velsignelse fra Gud;

⁸men hvis den bærer torne og tidsler, er den værdiløs og nær ved at blive forbandet, og til sidst bliver den brændt.

⁹Men, elskede, vi er overbeviste om bedre ting angående jer, ting der ledsager frelse, selvom vi taler på denne måde.

¹⁰For Gud er ikke uretfærdig; Han vil ikke glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod Hans navn, idet I har tjent og fortsætter med at tjene de hellige.

¹¹Og vi ønsker, at hver af jer viser den samme flid for at realisere den fulde forsikring om håb indtil enden,

¹²så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, der gennem tro og tålmodighed arver løfterne.

¹³Da Gud gav sit løfte til Abraham, eftersom Han ikke kunne sværge ved nogen større, svor Han ved sig selv,

¹⁴og sagde: "Sandelig, jeg vil velsigne dig og mangfoldiggøre dig stort."

¹⁵Således, efter at Abraham tålmodigt havde udholdt, modtog han det, der var lovet.

¹⁶Mennesker sværger ved nogen større end dem selv, og eden tjener som bekræftelse for at afslutte alle stridigheder.

¹⁷På samme måde, da Gud ønskede at gøre den uforanderlige natur af sit formål meget klart for løftets arvinger, bekræftede Han det med en ed,

¹⁸så at vi ved to uforanderlige ting, i hvilke det er umuligt for Gud at lyve, vi, som er flygtet for at søge tilflugt, kan have stærk opmuntring til fast at holde fast ved det håb, der er sat foran os.

¹⁹Vi har dette håb som et anker for sjælen, fast og sikkert, og det træder ind i det indre helligdom bag forhænget,

²⁰hvor Jesus er gået ind som en forløber for os, idet Han er blevet en ypperstepræst for evigt efter Melkisedeks orden.