Esajas Bog 42

¹“Se, min tjener, som jeg har valgt; min elskede udvalgte, i hvem min sjæl har velbehag. Jeg har lagt min Ånd på ham; han skal bringe retfærdighed til nationerne.

²Han vil ikke råbe eller løfte sin stemme, ej heller lade sin stemme høres på gaderne.

³Et knækket rør vil han ikke bryde, og en svagt brændende væge vil han ikke slukke; han vil trofast bringe retfærdighed frem.

⁴Han vil ikke vakle eller blive modløs, før han har grundlagt retfærdighed på jorden; og kystlandene skal vente forventningsfuldt på hans lære.”

⁵Dette siger Gud Herren, som skabte himlene og udstrakte dem, som bredte jorden ud og alt, hvad der spirer fra den, som giver ånde til dens folk og ånd til dem, der vandrer på den:

⁶“Jeg er Herren; jeg har kaldt dig i retfærdighed, jeg vil holde dig ved hånden og våge over dig, og jeg vil udpege dig som en pagt for folket, et lys for nationerne,

⁷for at give de blinde syn, for at befri fanger fra indespærring, og dem, der bor i mørke, fra deres fængsel.

⁸Jeg er Herren; dette er mit navn! Jeg vil ikke dele min ære med en anden, ej heller min lovprisning med afguder.

⁹Se, de tidligere ting er sket, og nye ting erklærer jeg; før de springer frem, forkynder jeg dem for jer.”

¹⁰Syng en ny sang for Herren, hans lovprisning fra jordens ender, I, der går ned til havet og alt, hvad der er i det, I øer og dem, der bor på dem.

¹¹Lad ørkenen og dens byer hæve deres stemmer, bosættelserne hvor Kedar bor. Lad indbyggerne i Sela synge af glæde; lad dem råbe fra bjergtoppene.

¹²Lad dem give Herren ære og herlighed og forkynde hans lovprisning i kystlandene.

¹³Herren vil gå ud som en kriger; han vil vække sin iver som en krigsmand. Med et råb vil han hæve kampråbet og vil sejre over sine fjender.

¹⁴“Jeg har været tavs i lang tid; jeg har været stille og behersket mig. Nu, som en kvinde i fødsel, vil jeg stønne, jeg vil både gispe og hive efter vejret.

¹⁵Jeg vil lægge bjergene og bakkerne øde og visne al deres vegetation; jeg vil gøre floder til kystlande og tørre dammene ud.

¹⁶Jeg vil lede de blinde ad veje, de ikke har kendt, langs ukendte stier vil jeg føre dem. Jeg vil gøre mørket til lys foran dem og gøre de ujævne steder glatte. Dette er de ting, jeg vil gøre, og jeg vil ikke svigte dem.

¹⁷De vil blive vendt tilbage og fuldstændig beskæmmet, de, der stoler på afguder, som siger til støbte billeder, ‘I er vores guder.’

¹⁸Lyt, I døve; se, I blinde, og se!

¹⁹Hvem er blind, om ikke min tjener, eller så døv som min budbringer, som jeg sender? Hvem er så blind som den, der er i pagt med mig, eller så blind som Herrens tjener?

²⁰Du har set mange ting, men du husker dem ikke; dine ører er åbne, men ingen lytter.

²¹Herren var tilfreds, for sin retfærdigheds skyld, med at gøre sin lov stor og herlig.

²²Men dette er et folk, der er plyndret og hærget; alle er fanget i grotter eller gemt væk i fængsler. De er blevet bytte, uden nogen til at redde dem; de er blevet gjort til bytte, uden nogen til at sige, “Send dem tilbage.”

²³Hvem blandt jer vil høre dette? Hvem vil være opmærksom og lytte for fremtiden?

²⁴Hvem gav Jakob op til plyndring, og Israel til røverne? Var det ikke Herren, mod hvem vi har syndet? For de ville ikke følge hans veje, ej heller adlød de hans lov.

²⁵Så udgød han over dem sin vredes hede og krigens vold; det indhyllede dem i flammer, men de forstod det ikke; det fortærede dem, men de tog det ikke til sig.