Esajas Bog 49

¹Lyt til mig, I øer; giv agt, I fjerne folk: Herren kaldte mig fra moders liv; fra min moders skød nævnte han mit navn.

²Han gjorde min mund som et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en sleben pil og gemte mig i sit kogger.

³Han sagde til mig: “Du er min tjener, Israel, gennem hvem jeg vil vise min herlighed.”

⁴Men jeg sagde: “Jeg har arbejdet forgæves; jeg har brugt min styrke til ingenting og tomhed. Dog er min retfærdiggørelse hos Herren, og min belønning er hos min Gud.”

⁵Og nu siger Herren— han som formede mig i moders liv til at være hans tjener for at bringe Jakob tilbage til ham og samle Israel til sig selv, for jeg er æret i Herrens øjne og min Gud er min styrke—

⁶han siger: “Det er for småt for dig at være min tjener til at genoprette Jakobs stammer og bringe Israels bevarede tilbage. Jeg vil også gøre dig til et lys for nationerne, så min frelse kan nå til jordens ender.”

⁷Dette siger Herren— Israels Genløser og Hellige— til den, der er foragtet og afskyet af nationen, til herskeres tjener: “Konger vil se og rejse sig, fyrster vil bøje sig, på grund af Herren, som er trofast, Israels Hellige, som har udvalgt dig.”

⁸Dette siger Herren: “I min nådes tid vil jeg svare dig, og på frelsens dag vil jeg hjælpe dig; jeg vil bevare dig og gøre dig til en pagt for folket, for at genoprette landet og fordele dets øde arvelodder,

⁹for at sige til de fangne, ‘Kom ud,’ og til dem i mørket, ‘Vis jer selv.’ De vil græsse ved vejene og finde græsgange på alle golde højder.

¹⁰De vil hverken sulte eller tørste, og den brændende hede eller sol vil ikke slå dem. Han, der har medfølelse med dem, vil lede dem og føre dem til vandkilder.

¹¹Jeg vil forvandle alle mine bjerge til veje, og mine hovedveje vil blive hævet.

¹²Se, de vil komme langvejs fra— nogle fra nord, nogle fra vest, og nogle fra Aswans land.”

¹³Råb af glæde, I himle; fryd jer, du jord; bryd ud i sang, I bjerge! For Herren trøster sit folk og vil have medfølelse med sine plagede.

¹⁴Men Zion klagede, “Herren har forladt mig; Herren husker mig ikke længere.”

¹⁵“Kan en mor glemme sit diende barn og ikke have medfølelse med det barn, hun har født? Selv om hun skulle glemme, vil jeg ikke glemme dig!

¹⁶Se, jeg har indgraveret dig i mine hænders flader; dine mure er altid foran mig.

¹⁷Dine børn skynder sig tilbage, og de, der ødelagde dig, vil forlade dig.

¹⁸Løft dine øjne og se dig omkring; alle dine børn samles og kommer til dig. Så sandt som jeg lever,” erklærer Herren, “du vil bære dem alle som smykker; du vil pryde dig med dem, som en brud.

¹⁹Selv om du var ødelagt og gjort øde og dit land lagt øde, vil du nu være for trang for dit folk, og de, der slugte dig, vil være langt borte.

²⁰De børn, der blev født i din sorg, vil endnu sige i din hørelse, ‘Dette sted er for trangt for os; giv os mere plads at bo på.’

²¹Da vil du sige i dit hjerte, ‘Hvem har født mig disse? Jeg var berøvet og ufrugtbar; jeg var forvist og forkastet. Hvem har opfostret disse? Jeg var efterladt helt alene, men disse—hvor er de kommet fra?’”

²²Dette siger den Suveræne Herre: “Se, jeg vil kalde på nationerne, jeg vil løfte mit banner for folkene; de vil bringe dine sønner i deres arme og bære dine døtre på deres skuldre.

²³Konger vil være dine plejefædre, og deres dronninger dine ammer. De vil bøje sig for dig med deres ansigter til jorden; de vil slikke støvet ved dine fødder. Så vil du vide, at jeg er Herren; de, der håber på mig, vil ikke blive gjort til skamme.”

²⁴Kan bytte tages fra krigere, eller fanger befries fra de vilde?

²⁵Men dette siger Herren: “Ja, fanger kan tages fra krigere, og bytte kan hentes fra de vilde; jeg vil kæmpe med dem, der kæmper med dig, og dine børn vil jeg frelse.

²⁶Jeg vil få dine undertrykkere til at spise deres eget kød; de vil blive berusede af deres eget blod, som med sød vin. Så vil hele menneskeheden vide, at jeg, Herren, er din Frelser, din Genløser, Jakobs Mægtige.”