Esajas Bog 62

¹For Zions skyld vil jeg ikke forblive tavs, og for Jerusalems skyld vil jeg ikke være stille, indtil hendes retfærdighed skinner som morgengryet, og hendes frelse som en brændende fakkel.

²Nationer vil se din retfærdighed, og alle konger din herlighed; du vil få et nyt navn, som Herrens mund vil tildele.

³Du vil være som en krone af pragt i Herrens hånd, en kongelig diadem holdt af din Gud.

⁴Du vil ikke længere blive kaldt Forladt, og dit land vil ikke blive kaldt Øde. I stedet vil du blive kaldt Hephzibah, og dit land Beulah; for Herren har behag i dig, og dit land vil blive gift.

⁵Som en ung mand gifter sig med en ung kvinde, sådan vil dine sønner gifte sig med dig; og som en brudgom glæder sig over sin brud, sådan vil din Gud glæde sig over dig.

⁶Jeg har stationeret vægtere på dine mure, Jerusalem; de vil aldrig være tavse dag eller nat. I, som kalder på Herren, giv ikke op,

⁷og giv Ham ingen ro, indtil Han etablerer Jerusalem og gør hende til jordens pris.

⁸Herren har svoret ved Sin højre hånd og ved Sin mægtige arm: “Jeg vil aldrig igen give dit korn som mad til dine fjender, og udlændinge skal ikke drikke den nye vin, som du har arbejdet for;

⁹men de, der høster det, vil fortære det og prise Herren, og de, der samler druerne, vil nyde det i Min helligdoms gårde.”

¹⁰Gå gennem portene! Forbered vejen for folket. Byg vejen op! Ryd stenene. Rejs et banner for nationerne.

¹¹Se, Herren har proklameret til jordens ender: “Sig til Zions datter, ‘Se, din Frelser kommer; se, Hans belønning er med Ham, og Hans gengældelse følger Ham.’”

¹²De vil blive kaldt det Hellige Folk, Herrens Forløste; og du vil blive kaldt Eftertragtet, en By Ikke Længere Forladt.