Jeremias Bog 3

¹Herren siger: “Hvis en mand skiller sig fra sin hustru, og hun går fra ham for at blive en anden mands hustru, skulle han vende tilbage til hende igen? Ville landet ikke blive grundigt besmittet? Alligevel har du handlet som en skøge med talrige elskere; ville du vende tilbage til mig?” erklærer Herren.

²“Se op til de øde højder og overvej: er der noget sted, du ikke er blevet krænket? Du har ventet ved vejkanten efter elskere, som en nomade i ørkenen, og du har forurenet landet med din prostitution og ondskab.

³Som følge heraf er regnskyllene blevet tilbageholdt, og der har ikke været noget forårsregn. Du har en prostituerets frækhed; du nægter at føle skam.

⁴Har du ikke lige råbt til mig: ‘Min Fader, du er min ungdoms ledsager,

⁵vil du være vred for evigt? Vil din vrede vare til enden?’ Dette er, hvad du siger, men du fortsætter med at gøre alt det onde, du kan.”

⁶I kong Josias' dage sagde Herren til mig: “Har du set, hvad troløse Israel har gjort? Hun er gået op på hver høj bakke og under hvert grønt træ og har begået ægteskabsbrud der.

⁷Jeg tænkte, ‘Efter hun har gjort alt dette, vil hun vende tilbage til mig,’ men hun vendte ikke tilbage, og hendes utro søster Juda så det.

⁸Jeg gav troløse Israel hendes skilsmissebrev og sendte hende bort på grund af hendes ægteskabsbrud. Alligevel var hendes utro søster Juda ikke bange; hun gik også og begik ægteskabsbrud.

⁹På grund af hendes letsindige umoral besmittede hun landet og begik ægteskabsbrud med sten og træ.

¹⁰På trods af alt dette vendte hendes utro søster Juda ikke tilbage til mig med hele sit hjerte, men kun i skin,” erklærer Herren.

¹¹Og Herren sagde til mig, “Troløse Israel er mere retfærdig end utro Juda.

¹²Gå og forkynd dette budskab mod nord: ‘Vend tilbage, troløse Israel,’ erklærer Herren, ‘Jeg vil ikke forblive vred på dig, for jeg er nådig,’ erklærer Herren, ‘Jeg vil ikke være vred for evigt.

¹³Kun erkend din skyld— at du har gjort oprør mod Herren din Gud, spredt dine gunster til fremmede guder under hvert grønt træ, og ikke adlydt min røst,’ erklærer Herren.

¹⁴“Vend tilbage, troløse folk,” erklærer Herren, “for jeg er jeres herre. Jeg vil tage jer—en fra en by og to fra en familie—og bringe jer til Zion.

¹⁵Så vil jeg give jer hyrder efter mit eget hjerte, som vil lede jer med viden og forståelse.

¹⁶I de dage, når I er blevet mange og forøget i landet,” erklærer Herren, “vil de ikke længere sige, ‘Herrens pagts ark.’ Det vil ikke komme i tanke, ej heller vil de huske det eller savne det, ej heller vil det blive lavet igen.

¹⁷På den tid vil Jerusalem blive kaldt Herrens Trone, og alle nationer vil samles i Jerusalem for at ære Herrens navn. De vil ikke længere følge deres onde hjertes stædighed.

¹⁸I de dage vil Judas hus gå med Israels hus, og sammen vil de komme fra landet mod nord til det land, jeg gav jeres forfædre som en arv.

¹⁹“Jeg sagde, ‘Hvor gerne ville jeg behandle jer som sønner og give jer et dejligt land, den smukkeste arv af nogen nation.’ Jeg troede, I ville kalde mig ‘Fader’ og ikke vende jer bort fra at følge mig.

²⁰Men ligesom en kvinde er utro mod sin mand, så har du, Israel, været utro mod mig,” erklærer Herren.

²¹En stemme høres på de øde højder, gråden og bønfaldelsen fra Israels folk, fordi de har fordrejet deres veje og har glemt Herren deres Gud.

²²“Vend tilbage, troløse folk; jeg vil helbrede jeres frafald.” “Ja, vi vil komme til dig, for du er Herren vores Gud.

²³Sikkert er larmen på højene og bjergene en vildfarelse; sandelig i Herren vores Gud er Israels frelse.

²⁴Fra vores ungdom har skammelige guder fortæret frugterne af vores forfædres arbejde—deres flokke og hjorde, deres sønner og døtre.

²⁵Lad os ligge i vores skam, og lad vores vanære dække os. Vi har syndet mod Herren vores Gud, både vi og vores forfædre; fra vores ungdom til denne dag har vi ikke adlydt Herrens vores Guds røst.”