Jeremias Bog 7

¹Det budskab, der blev givet til Jeremias fra Herren:

²“Stå ved indgangen til Herrens hus og forkynd dette budskab: ‘Hør Herrens ord, alle I folk fra Juda, som går ind gennem disse porte for at tilbede Herren.’

³Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Forbedr jeres veje og jeres gerninger, så vil jeg lade jer bo på dette sted.

⁴Stol ikke på bedrageriske ord, der siger: ‘Dette er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel.’

⁵For hvis I virkelig forbedrer jeres veje og jeres gerninger og udøver retfærdighed mellem en person og hans nabo,

⁶hvis I ikke undertrykker den fremmede, den faderløse eller enken, og ikke udgyder uskyldigt blod på dette sted, eller følger andre guder til jeres egen skade,

⁷så vil jeg lade jer bo på dette sted, i det land, som jeg gav jeres forfædre for evigt og altid.

⁸Se, I stoler på bedrageriske ord, der ikke gavner.

⁹Vil I stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud, sværge falsk, brænde røgelse for Ba'al og følge andre guder, som I ikke har kendt,

¹⁰og så komme og stå foran mig i dette hus, som kaldes ved mit navn, og sige: ‘Vi er sikre,’ så I kan fortsætte med at gøre alle disse vederstyggeligheder?

¹¹Er dette hus, som kaldes ved mit navn, blevet en røverkule i jeres øjne? Se, jeg har selv set det,” erklærer Herren.

¹²“Men gå nu til mit sted, der var i Shilo, hvor jeg først lod mit navn bo, og se, hvad jeg gjorde ved det på grund af mit folk Israels ondskab.

¹³Og nu, fordi I har gjort alle disse ting,” erklærer Herren, “og jeg talte til jer, talte vedholdende, men I lyttede ikke, og jeg kaldte jer, men I svarede ikke,

¹⁴derfor vil jeg gøre ved det hus, som kaldes ved mit navn, som I stoler på, og ved det sted, som jeg gav jer og jeres fædre, som jeg gjorde ved Shilo.

¹⁵Jeg vil kaste jer ud af mit syn, ligesom jeg har kastet alle jeres brødre ud, alle Efraims efterkommere.

¹⁶“Hvad angår dig, så bed ikke for dette folk, og fremfør ingen bøn eller klage for dem; bed ikke til mig, for jeg vil ikke høre dig.

¹⁷Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer? Eller på Jerusalems gader?

¹⁸Børnene samler brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dej for at lave kager til himmeldronningen; og de udgyder drikofre til andre guder for at provokere mig til vrede.

¹⁹Er det mig, de provokerer?” erklærer Herren. “Er det ikke dem selv, til deres egen skam?”

²⁰Derfor siger den suveræne Herre: “Se, min vrede og min harme vil blive udgydt over dette sted, over mennesker og dyr, over markens træer og jordens frugt; og det vil brænde og ikke blive slukket.”

²¹Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: “Læg jeres brændofre til jeres slagtofre og spis kødet selv!

²²For da jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, gav jeg dem ikke blot befalinger angående brændofre og slagtofre,

²³men jeg gav dem denne befaling: Adlyd min røst, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk; og vandr i alle de veje, som jeg befaler jer, så det må gå jer vel.

²⁴Alligevel lyttede de ikke eller bøjede deres øre, men fulgte de stædige tilbøjeligheder i deres onde hjerter. De gik baglæns og ikke fremad.

²⁵Fra den tid jeres forfædre forlod Egypten indtil nu, dag efter dag, igen og igen sendte jeg jer alle mine tjenere profeterne.

²⁶Men de lyttede ikke til mig eller bøjede deres øre. De gjorde deres nakke stiv og gjorde mere ondt end deres forfædre.

²⁷“Så du skal tale alle disse ord til dem, men de vil ikke lytte til dig; og du skal kalde på dem, men de vil ikke svare.

²⁸Derfor skal du sige til dem: ‘Dette er den nation, der ikke har adlydt Herrens, deres Guds, røst eller accepteret tugt. Sandheden er gået til grunde; den er forsvundet fra deres læber.

²⁹Klip dit hår af og kast det bort; tag en klagesang op på de øde højder, for Herren har forkastet og forladt sin vredes generation.

³⁰For Judas folk har gjort ondt i mine øjne,” erklærer Herren. “De har opstillet deres afskyelige afguder i det hus, som kaldes ved mit navn, for at besmitte det.

³¹De har bygget Tofets høje i Ben-Hinnoms dal for at brænde deres sønner og døtre i ilden—noget jeg ikke befalede, og som ikke kom i mit sind.

³²Derfor, se, dagene kommer,” erklærer Herren, “hvor det ikke længere vil blive kaldt Tofet eller Ben-Hinnoms dal, men Slagtedalen, for de vil begrave i Tofet, indtil der ikke er mere plads.

³³Ligene af dette folk vil blive føde for himlens fugle og jordens dyr, og ingen vil skræmme dem bort.

³⁴Jeg vil bringe en ende på lydene af glæde og fryd, brudens og brudgommens stemmer, i Judas byer og Jerusalems gader, for landet vil blive øde.