Jobs Bog 14

¹“Mennesker, født af kvinder, Har korte liv og er fyldt med besvær.

²Som en blomst, de dukker op og visner, De flygter også som en skygge og varer ikke ved.

³Du iagttager dem også nøje Og bringer dem til dom med Dig selv.

⁴Hvem kan bringe renhed fra urenhed? Ingen kan!

⁵Da deres dage er fastsat, Antallet af deres måneder er kendt af Dig; Og Du har sat deres grænser, som de ikke kan overskride.

⁶Vend Dit blik fra dem, så de kan få hvile, Indtil de fuldender deres dag som en lejet arbejder.

⁷“For der er håb for et træ, Hvis det bliver fældet, at det vil skyde igen, Og dets skud vil ikke svigte.

⁸Skønt dets rod bliver gammel i jorden, Og dets stub dør i den tørre jord,

⁹Ved duften af vand vil det trives Og sende grene ud som en ung plante.

¹⁰Men når en person dør og ligger lavt, En person går bort, og hvor er de?

¹¹Som vand forsvinder fra havet, Og en flod bliver tør og udtørret,

¹²Så ligger mennesker ned og rejser sig ikke. Indtil himlene ikke er mere, Vil de ikke vågne eller blive vækket fra deres søvn.

¹³“Åh, at Du ville skjule mig i Sheol, At Du ville skjule mig, indtil Din vrede aftager, At Du ville sætte en tid for mig og huske mig!

¹⁴Hvis en person dør, vil de leve igen? Alle mine lidelsers dage vil jeg vente Indtil min fornyelse kommer.

¹⁵Du vil kalde, og jeg vil svare Dig; Du vil længes efter Dine hænders værk.

¹⁶For nu tæller Du mine skridt, Du holder ikke øje med min synd.

¹⁷Min overtrædelse er forseglet i en pose, Og Du dækker over min uretfærdighed.

¹⁸“Men et bjerg kollapser og smuldrer væk, Og en klippe flyttes fra sit sted;

¹⁹Vand eroderer sten, Dets strømme skyller jordens jord væk; Således mindsker Du en persons håb.

²⁰Du overmander dem konstant, og de går bort; Du ændrer deres udseende og sender dem væk.

²¹Deres børn opnår ære, men de ved det ikke; Eller de bliver ubetydelige, og de opfatter det ikke.

²²Dog føler deres krop smerte, Og deres sjæl sørger over det.”