Jobs Bog 30

¹“Men nu gør de, der er yngre end jeg, nar af mig, Hvis fædre jeg ikke ville have placeret med hundene i min hjord.

²Hvad nytte var deres hænders styrke for mig? Deres kraft var forsvundet fra dem.

³Af fattigdom og sult er de magre— De, der gnaver den tørre jord om natten i ødelæggelse og øde,

⁴Som samler salturt ved buskene, Og hvis føde er roden af gyvelbusken.

⁵De drives bort fra samfundet; Folk råber imod dem som mod en tyv,

⁶Så de bor i øde dale, I jordens og klippernes huler.

⁷Blandt buskene hyler de; Under ukrudtet samles de.

⁸Sønner af de tåbelige, endda sønner af de navnløse, De er blevet drevet ud af landet.

⁹Og nu er jeg blevet deres spot, Og jeg er blevet et ordsprog for dem.

¹⁰De foragter mig og holder afstand fra mig, Og de holder sig ikke tilbage fra at spytte mig i ansigtet.

¹¹Fordi Han har løsnet sin buestreng og plaget mig, Har de kastet al hæmning i mit nærvær.

¹²På højre hånd rejser deres afkom sig; De skubber mine fødder til side og bygger imod mig deres veje til ødelæggelse.

¹³De forstyrrer min vej, De drager fordel af mit fald; Ingen holder dem tilbage.

¹⁴De kommer over mig som et brud i muren; De rykker frem i stormen.

¹⁵Pludselige rædsler vendes imod mig; De forfølger min ære som vinden, Og min velstand er forsvundet som en sky.

¹⁶Og nu er min sjæl udøst i mig; Dage med lidelse har overmandet mig.

¹⁷Om natten gennemborer det mine knogler i mig, Og mine ubarmhjertige smerter hviler ikke.

¹⁸Ved en stor kraft er mit klæde forvredet; Det binder mig som kraven på min frakke.

¹⁹Han har kastet mig i sølet, Og jeg er reduceret til støv og aske.

²⁰Jeg råber til Dig om hjælp, men Du svarer ikke; Jeg rejser mig, og Du vender Dit blik imod mig.

²¹Du er blevet hård mod mig; Med Din hånds styrke forfølger Du mig.

²²Du løfter mig op til vinden og lader mig ride på den, Og Du spreder mig i stormen.

²³For jeg ved, at Du vil bringe mig til døden, Og til mødehuset for alle de levende.

²⁴Men rækker man ikke sin hånd ud i en ruinhob, Eller i sin ulykke derfor råber om hjælp?

²⁵Har jeg ikke grædt for den, der er i nød? Var min sjæl ikke bedrøvet for den trængende?

²⁶Da jeg håbede på godt, kom ondt; Da jeg ventede på lys, kom mørke.

²⁷Mine indre organer er i oprør og er aldrig stille; Dage med lidelse konfronterer mig.

²⁸Jeg vandrer omkring i sorg uden trøst; Jeg rejser mig i forsamlingen og beder om hjælp.

²⁹Jeg er blevet ligesom sjakaler, Og en ledsager til strudse.

³⁰Min hud er blevet mørk på mig, Og mine knogler brænder af feber.

³¹Således er min harpe stemt til sorg, Og min fløjte til klagens lyd.