Johannesevangeliet 5

¹Efter disse begivenheder var der en jødisk højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.

²I Jerusalem, ved Fåreporten, er der en dam, som på aramæisk kaldes Betesda, omgivet af fem søjlegange.

³I disse søjlegange lå en mængde syge, blinde, lamme eller lammede.

⁴[4]

⁵Der var en mand der, som havde været ude af stand til at gå i otteogtredive år.

⁶Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han havde været i den tilstand i lang tid, spurgte han ham: "Vil du blive rask?"

⁷Den syge mand svarede: "Herre, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet bliver oprørt. Mens jeg forsøger at komme derned, træder en anden ned før mig."

⁸Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din måtte og gå."

⁹Straks blev manden helbredt; han tog sin måtte og gik. Nu var den dag en sabbat.

¹⁰Så sagde de jødiske ledere til den mand, der var blevet helbredt: "Det er sabbat; det er ikke lovligt for dig at bære din måtte."

¹¹Men han svarede: "Den, der helbredte mig, sagde til mig: 'Tag din måtte og gå.'"

¹²De spurgte ham: "Hvem er den person, der sagde til dig, at du skulle tage den op og gå?"

¹³Den mand, der var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var, for Jesus havde trukket sig tilbage i mængden.

¹⁴Senere fandt Jesus ham i templet og sagde: "Se, du er blevet rask igen. Stop med at synde, ellers kan noget værre ske med dig."

¹⁵Manden gik hen og fortalte de jødiske ledere, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

¹⁶Af denne grund begyndte de jødiske ledere at forfølge Jesus, fordi han gjorde disse ting på sabbatten.

¹⁷Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder også."

¹⁸Af denne grund søgte de endnu mere at dræbe ham, fordi han ikke blot brød sabbatten, men også kaldte Gud sin egen Fader, hvilket gjorde ham selv lig med Gud.

¹⁹Derfor svarede Jesus: "Sandelig, sandelig siger jeg jer, Sønnen kan intet gøre af sig selv; han kan kun gøre, hvad han ser Faderen gøre, for hvad Faderen gør, det gør Sønnen ligeledes.

²⁰For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han gør. Han vil vise ham endnu større gerninger end disse, så I vil blive forundrede.

²¹For ligesom Faderen oprejser de døde og giver dem liv, således giver Sønnen liv til dem, han ønsker.

²²Desuden dømmer Faderen ingen, men har overdraget al dom til Sønnen,

²³så alle kan ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som sendte ham.

²⁴"Sandelig, sandelig siger jeg jer, den, der hører mit ord og tror på ham, som sendte mig, har evigt liv og vil ikke blive dømt, men er gået over fra døden til livet.

²⁵Sandelig, sandelig siger jeg jer, en tid kommer, og den er nu, hvor de døde vil høre Guds Søns røst, og de, der hører, vil leve.

²⁶For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.

²⁷Og han har givet ham myndighed til at udføre dom, fordi han er Menneskesønnen.

²⁸Bliv ikke overrasket over dette, for en tid kommer, hvor alle, der er i deres grave, vil høre hans røst

²⁹og vil komme ud—de, der har gjort godt, vil opstå til liv, og de, der har gjort ondt, vil opstå til fordømmelse.

³⁰Af mig selv kan jeg intet gøre; jeg dømmer kun, som jeg hører, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at behage mig selv, men ham, der sendte mig.

³¹"Hvis jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke gyldigt.

³²Der er en anden, der vidner til min fordel, og jeg er sikker på, at hans vidnesbyrd om mig er sandt.

³³I har sendt budbringere til Johannes, og han har talt til jer om sandheden.

³⁴Ikke at jeg stoler på menneskeligt vidnesbyrd, men jeg nævner det, så I kan blive frelst.

³⁵Johannes var en lampe, der brændte og gav lys, og I valgte for en tid at nyde hans oplysning.

³⁶Men jeg har et vidnesbyrd, der er større end Johannes'. For de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldføre—de selvsamme gerninger, jeg gør—vidner om, at Faderen har sendt mig.

³⁷Og Faderen, som sendte mig, har selv vidnet om mig. I har hverken hørt hans røst eller set hans skikkelse,

³⁸og hans ord forbliver ikke i jer, da I ikke tror på den, han sendte.

³⁹I studerer flittigt Skrifterne, fordi I tror, at I i dem har evigt liv. Det er netop disse Skrifter, der vidner om mig,

⁴⁰alligevel er I uvillige til at komme til mig for at modtage liv.

⁴¹Jeg søger ikke ære fra mennesker,

⁴²men jeg kender jer. Jeg forstår, at I ikke har Guds kærlighed i jer.

⁴³Jeg er kommet i min Faders navn, og I accepterer mig ikke. Men hvis en anden kommer i sit eget navn, vil I acceptere ham.

⁴⁴Hvordan kan I tro, når I søger anerkendelse fra hinanden, men ikke søger den ære, der kommer fra den eneste Gud?

⁴⁵Tro ikke, at jeg vil anklage jer for Faderen. Jeres anklager er Moses, som I har sat jeres håb til.

⁴⁶Hvis I havde tro på Moses, ville I have tro på mig, for han skrev om mig.

⁴⁷Men hvis I ikke tror på det, han skrev, hvordan vil I så stole på det, jeg siger?