Dommernes Bog 2

¹Herrens engel steg op fra Gilgal til Bochim og erklærede: “Jeg førte jer op fra Egypten og ledte jer ind i det land, jeg lovede jeres forfædre. Jeg forsikrede jer, ‘Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer,

²og I må ikke indgå en pagt med indbyggerne i dette land; I skal rive deres altre ned.’ Men I har ikke adlydt mig; hvad er det, I har gjort?

³Derfor erklærede jeg også, ‘Jeg vil ikke drive dem ud foran jer; de vil blive som torne i jeres sider, og deres guder vil blive en snare for jer.’”

⁴Da Herrens engel talte disse ord til alle israelitterne, hævede folket deres stemmer og græd højt,

⁵og de kaldte det sted Bochim. Der ofrede de ofre til Herren.

⁶Efter at Josva havde sendt folket bort, gik israelitterne hver til deres egen arv for at tage landet i besiddelse.

⁷Folket tjente Herren gennem hele Josvas levetid og de ældste, der overlevede ham og havde været vidne til alle de store gerninger, Herren havde gjort for Israel.

⁸Josva, Nuns søn, Herrens tjener, døde i en alder af hundrede og ti.

⁹De begravede ham i hans arvs område, i Timnat-Heres, i Efraims bjergland, nord for Gaash-bjerget.

¹⁰Efter at hele den generation var blevet samlet til deres forfædre, opstod der en anden generation, som hverken kendte Herren eller de gerninger, han havde gjort for Israel.

¹¹Da gjorde israelitterne ondt i Herrens øjne og tjente Baalerne.

¹²De forlod Herren, deres forfædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten. De fulgte og tilbad forskellige guder fra folkene omkring dem, hvilket vakte Herrens vrede.

¹³De forlod Herren og tjente Baal og Astarterne.

¹⁴Herrens vrede blussede op mod Israel, og han overgav dem til røvere, der plyndrede dem. Han solgte dem i hænderne på deres fjender rundt omkring, og de kunne ikke længere modstå deres fjender.

¹⁵Hvor de end gik, var Herrens hånd imod dem for at bringe ulykke, som han havde svoret til dem. De var i stor nød.

¹⁶Da udpegede Herren dommere, som reddede dem fra dem, der plyndrede dem.

¹⁷Alligevel lyttede de ikke til deres dommere, men hengav sig til andre guder og tilbad dem. De vendte hurtigt bort fra den vej, deres forfædre havde vandret, som havde adlydt Herrens befalinger.

¹⁸Hver gang Herren oprejste en dommer for dem, var han med dommeren og frelste dem fra deres fjenders hænder i dommerens levetid; for Herren blev bevæget af deres klager under dem, der undertrykte og plagede dem.

¹⁹Men når dommeren døde, vendte folket tilbage til endnu mere fordærvede veje end deres forfædre, fulgte andre guder og tjente og tilbad dem. De nægtede at opgive deres onde gerninger og stædige veje.

²⁰Derfor blussede Herrens vrede op mod Israel, og han sagde: “Fordi dette folk har brudt den pagt, jeg fastsatte for deres forfædre, og ikke har lyttet til min stemme,

²¹vil jeg ophøre med at drive nogen af de nationer ud, som Josva efterlod, da han gik bort.

²²Jeg vil bruge disse nationer til at prøve Israel og se, om de vil holde Herrens vej og vandre i den, som deres forfædre gjorde.”

²³Således lod Herren disse nationer blive tilbage, uden at fjerne dem hurtigt; og han overgav dem ikke i Josvas hænder.