Dommernes Bog 5

¹På den dag sang Deborah og Barak, Abinoams søn, og sagde:

²“Når ledere rejser sig i Israel, når folket frivilligt tilbyder sig, pris Herren!

³“Hør, I konger! Lyt, I herskere! Jeg, ja jeg, vil synge for Herren; jeg vil synge pris til Herren, Israels Gud.

⁴“Herre, da du gik ud fra Seir, da du marcherede fra Edoms mark, skælvede jorden, himlene strømmede, skyerne strømmede med vand.

⁵Bjergene skælvede for Herren, Sinajs Herre, for Herrens åsyn, Israels Gud.

⁶“I Shamgars dage, Anats søn, i Jaels dage, var hovedvejene øde, og rejsende tog til krogede stier.

⁷Landsbyboerne ophørte i Israel; de ophørte, indtil jeg, Deborah, rejste mig, indtil jeg rejste mig, en moder i Israel.

⁸Nye guder blev valgt; da var der krig i portene. Ikke et skjold eller spyd blev set blandt fyrre tusinde i Israel.

⁹Mit hjerte er med Israels ledere, med de villige frivillige blandt folket. Velsign Herren!

¹⁰“I, der rider på hvide æsler, sidder på jeres sadeltæpper, og I, der går langs vejen, overvej dette:

¹¹sangernes stemme ved vandingsstederne. De fortæller om Herrens retfærdige gerninger, hans landsbyboeres retfærdige gerninger i Israel. Da gik Herrens folk ned til portene.

¹²“Vågn op, vågn op, Deborah! Vågn op, vågn op, syng en sang! Rejs dig, Barak, og før dine fanger bort, Abinoams søn.

¹³“Da kom resterne af de ædle ned; Herrens folk kom ned til mig som krigere.

¹⁴Fra Efraim, hvis rødder var i Amalek, kom de ned; efter dig, Benjamin, med dit folk. Fra Makir kom ledere ned, og fra Zebulon, dem der bærer embedsstaven.

¹⁵Issachars fyrster var med Deborah; ja, Issachar var med Barak, hastende ned i dalen i hans hæle. I Rubens delinger var der megen hjertesøgen.

¹⁶Hvorfor blev du blandt fårefoldene for at høre fløjten for hjordene? I Rubens delinger var der megen hjertesøgen.

¹⁷Gilead blev hinsides Jordan. Og hvorfor dvælede Dan ved skibene? Asher blev ved kysten og blev ved sine landinger.

¹⁸Zebulons folk risikerede deres liv; det samme gjorde Naftali på markens højder.

¹⁹“Konger kom og kæmpede, Kanaans konger kæmpede ved Taanak, ved Megiddos vande; de tog intet bytte af sølv.

²⁰Fra himlene sluttede stjernerne sig til kampen, fra deres himmelstier kæmpede de mod Sisera.

²¹Kishons strøm fejede dem bort, den gamle strøm, Kishons strøm. Marchér videre, min sjæl, med styrke!

²²Da trampede hestenes hove—galopperende, galopperende af hans mægtige heste.

²³‘Forband Meroz,’ sagde Herrens engel. ‘Forband dets indbyggere bittert, fordi de ikke kom til Herrens hjælp, til Herrens hjælp mod de mægtige.’

²⁴“Velsignet blandt kvinder er Jael, Hebers kone, kenitten; mest velsignet er hun blandt kvinder i telte.

²⁵Han bad om vand, og hun gav ham mælk; i en fin skål bragte hun ham kærnemælk.

²⁶Hendes hånd rakte ud efter teltpælen, hendes højre hånd efter arbejderens hammer. Hun slog Sisera, hun knuste hans hoved, hun splintrede og gennemborede hans tinding.

²⁷Ved hendes fødder sank han, han faldt; der lå han. Ved hendes fødder sank han, han faldt; hvor han sank, der faldt han—livløs.

²⁸“Gennem vinduet, Siseras mor så ud og råbte gennem gitteret, ‘Hvorfor er hans vogn så længe om at komme? Hvorfor er larmen fra hans vogne forsinket?’

²⁹Hendes vise damer svarede hende, ja, hun blev ved med at sige til sig selv,

³⁰‘Finder de ikke og deler byttet: en kvinde eller to til hver mand, farverige klæder som bytte for Sisera, farverige klæder broderet, højt broderede klæder til min hals— alt dette som bytte?’

³¹“Sådan må alle dine fjender omkomme, Herre! Men må de, der elsker dig, være som solen når den stiger op i sin styrke.” Og landet havde fred i fyrre år.