Klagesangene 4

¹Hvordan er guldet blevet mat, det rene guld forandret! De hellige sten ligger spredt ved hvert gadehjørne.

²Zions dyrebare børn, engang værdsat som rent guld, betragtes nu som lerkander, pottemagerens værk.

³Selv sjakaler giver deres unger die, men mit folk er blevet grusomme som strudse i ørkenen.

⁴Spædbarnets tunge klæber til ganen af tørst; børnene beder om brød, men ingen giver dem noget.

⁵De, der engang festede på delikatesser, skælver nu på gaderne; de, der blev opfostret i purpur, ligger nu på askedynger.

⁶Mit folks straf er større end Sodomas synd, som blev omstyrtet i et øjeblik uden en hånd vendt for at hjælpe hende.

⁷Deres fyrster var renere end sne, hvidere end mælk, mere rødmusset i kroppen end rubiner, deres udseende som lapis lazuli.

⁸Nu er de mørkere end sod; de genkendes ikke på gaderne. Deres hud er skrumpet på deres knogler; den er blevet så tør som træ.

⁹Bedre er de, der blev dræbt med sværdet, end de, der dør af sult; de svinder hen, ramt af manglen på markens afgrøde.

¹⁰Medfølende kvinder har kogt deres egne børn; de blev mad for dem under mit folks ødelæggelse.

¹¹Herren har udtømt sin vrede, han har udgydt sin voldsomme harme. Han antændte en ild i Zion, der fortærede dens fundamenter.

¹²Hverken jordens konger eller nogen af verdens indbyggere troede, at modstanderen og fjenden kunne komme ind i Jerusalems porte.

¹³Dette skete på grund af hendes profeters synder og hendes præsters misgerninger, som udgød de retfærdiges blod i hende.

¹⁴De vandrede blinde på gaderne; de var så besmittede med blod, at ingen turde røre ved deres klæder.

¹⁵"Bort! Uren!" råbte folk til dem. "Bort! Bort! Rør os ikke!" Da de flygtede og vandrede, sagde folk blandt nationerne: "De kan ikke blive her længere."

¹⁶Herren selv har spredt dem; han ser ikke længere til dem. Præsterne modtager ingen ære, de ældre ingen gunst.

¹⁷Vore øjne svigtede, da vi forgæves søgte hjælp; fra vort vagttårn så vi efter en nation, der ikke kunne frelse os.

¹⁸De jagtede vore skridt, så vi ikke kunne gå på vore gader. Vores ende var nær, vore dage var talte, for vores ende var kommet.

¹⁹Vore forfølgere var hurtigere end ørne på himlen; de jagtede os over bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.

²⁰Vore næseborers ånde, Herrens salvede, blev fanget i deres fælder. Vi troede, at under hans skygge ville vi leve blandt nationerne.

²¹Fryd dig og vær glad, Datter Edom, du, som bor i Uz' land. Men bægeret vil også gå til dig; du vil blive beruset og blotte dig selv.

²²Din straf er fuldendt, Datter Zion; han vil ikke forlænge din eksil. Men han vil straffe din synd, Datter Edom, og afsløre din ondskab.