Lukasevangeliet 4

¹Jesus, fyldt med Helligånden, vendte tilbage fra Jordan og blev ledt af Ånden ud i ørkenen,

²hvor han i fyrre dage blev fristet af djævelen. Han spiste intet i de dage, og da de var forbi, blev han sulten.

³Djævelen udfordrede ham: “Hvis du er Guds Søn, sig til denne sten, at den skal blive til brød.”

⁴Jesus svarede: “Der står skrevet: ‘Mennesket skal ikke leve af brød alene.’”

⁵Djævelen tog ham op og viste ham alle verdens riger i et øjeblik.

⁶Og han sagde til ham: “Jeg vil give dig al deres magt og herlighed; det er blevet overgivet til mig, og jeg kan give det til hvem jeg vil.

⁷Hvis du tilbeder mig, skal alt dette være dit.”

⁸Jesus svarede: “Der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’”

⁹Djævelen førte ham til Jerusalem og stillede ham på templets tinde. “Hvis du er Guds Søn,” sagde han, “kast dig ned herfra;

¹⁰for der står skrevet: ‘Han vil befale sine engle at vogte over dig,’

¹¹og, ‘De vil bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’”

¹²Jesus svarede: “Der står: ‘Du må ikke friste Herren din Gud.’”

¹³Da djævelen havde afsluttet alle fristelserne, forlod han ham indtil en mere passende tid.

¹⁴Jesus vendte tilbage til Galilæa i Åndens kraft, og rygtet om ham spredtes gennem hele den omkringliggende egn.

¹⁵Han underviste i deres synagoger, og alle priste ham.

¹⁶Han kom til Nazaret, hvor han var opvokset, og på sabbatten gik han ind i synagogen, som han plejede. Han rejste sig for at læse,

¹⁷og profeten Esajas' skriftrulle blev givet til ham. Han rullede den op og fandt stedet, hvor der står skrevet:

¹⁸“Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at forkynde godt budskab for de fattige. Han har sendt mig for at udråbe løsladelse for de fangne og syn til de blinde, for at sætte de undertrykte fri,

¹⁹for at udråbe Herrens nådeår.”

²⁰Så rullede han skriftrullen sammen, gav den tilbage til tjeneren og satte sig. Alle i synagogen havde deres øjne rettet mod ham.

²¹Han begyndte med at sige til dem: “I dag er dette skriftord gået i opfyldelse, mens I lyttede.”

²²Alle talte godt om ham og undrede sig over de nådefulde ord, der kom fra hans læber. “Er det ikke Josefs søn?” spurgte de.

²³Jesus sagde til dem: “I vil sikkert citere dette ordsprog for mig: ‘Læge, helbred dig selv!’ Og I vil sige: ‘Gør her i din hjemby, hvad vi har hørt, du gjorde i Kapernaum.’”

²⁴“Sandelig siger jeg jer,” fortsatte han, “ingen profet er anerkendt i sin egen by.

²⁵Jeg forsikrer jer, at der var mange enker i Israel på Elias' tid, da himlen var lukket i tre år og seks måneder, og der var en stor hungersnød i hele landet.

²⁶Alligevel blev Elias ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land.

²⁷Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid, men ingen af dem blev renset—kun Naaman fra Syrien.”

²⁸Alle i synagogen blev rasende, da de hørte dette.

²⁹De rejste sig, drev ham ud af byen og førte ham til kanten af den bakke, som byen var bygget på, for at styrte ham ned.

³⁰Men han gik gennem mængden og fortsatte sin vej.

³¹Så rejste han til Kapernaum, en by i Galilæa, og på sabbatten underviste han folket.

³²De var forbløffede over hans undervisning, fordi hans budskab blev leveret med myndighed.

³³I synagogen var der en mand besat af en dæmon, en uren ånd. Han råbte højt,

³⁴“Lad os være! Hvad vil du os, Jesus fra Nazaret? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er—Guds Hellige!”

³⁵Jesus irettesatte ham og sagde: “Ti stille og kom ud af ham!” Så kastede dæmonen manden ned foran dem alle og kom ud uden at skade ham.

³⁶Alle blev forbløffede og sagde til hinanden: “Hvilke ord er dette! Med myndighed og kraft befaler han urene ånder, og de kommer ud!”

³⁷Og rygtet om ham spredtes i hele den nærliggende egn.

³⁸Jesus forlod synagogen og gik til Simons hus. Simons svigermor lå med høj feber, og de bad Jesus om at hjælpe hende.

³⁹Så stod han over hende og irettesatte feberen, og den forlod hende. Hun rejste sig straks og begyndte at tjene dem.

⁴⁰Ved solnedgang bragte alle, der havde syge med forskellige sygdomme, dem til ham; og han lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem.

⁴¹Dæmoner kom også ud af mange mennesker og råbte: “Du er Guds Søn!” Men han irettesatte dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Messias.

⁴²Ved daggry gik Jesus ud til et øde sted. Folkene søgte efter ham, og da de kom til, hvor han var, forsøgte de at forhindre ham i at forlade dem.

⁴³Men han sagde: “Jeg må forkynde det gode budskab om Guds rige til de andre byer også, for det er derfor, jeg blev sendt.”

⁴⁴Og han fortsatte med at prædike i synagogerne i Judæa.