Lukasevangeliet 9

¹Da Jesus kaldte de Tolv sammen, gav Han dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme.

²Han sendte dem ud for at forkynde Guds rige og helbrede de syge.

³Han instruerede dem: “Tag intet med på rejsen—hverken stav, taske, brød, penge; og hav ikke en ekstra kjortel.”

⁴“Hvilket som helst hus I går ind i, bliv der, indtil I forlader stedet.”

⁵“Hvis folk ikke tager imod jer, forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.”

⁶Så de drog af sted og gik gennem landsbyerne, prædikede evangeliet og helbredte overalt.

⁷Herodes tetrarken hørte om alt, hvad der skete, og han var forvirret, fordi nogle sagde, at Johannes var opstået fra de døde,

⁸andre at Elias var kommet til syne, og atter andre at en af de gamle profeter var opstået.

⁹Herodes sagde: “Jeg halshuggede Johannes. Hvem er da denne, som jeg hører sådanne ting om?” Og han søgte at se Ham.

¹⁰Da apostlene vendte tilbage, fortalte de Jesus alt, hvad de havde gjort. Han tog dem med sig og trak sig tilbage privat til en by kaldet Bethsaida.

¹¹Men skarerne fik det at vide og fulgte Ham. Han tog venligt imod dem og talte til dem om Guds rige og helbredte dem, der havde behov for helbredelse.

¹²Da dagen var ved at gå på hæld, nærmede de Tolv sig Ham og sagde: “Send skaren væk, så de kan gå ind i de omkringliggende landsbyer og på landet for at finde logi og mad, for vi er på et øde sted.”

¹³Han svarede: “I skal give dem noget at spise.” De svarede: “Vi har kun fem brød og to fisk—medmindre vi går og køber mad til hele denne skare.”

¹⁴(Der var omkring fem tusinde mænd.) Men Han sagde til sine disciple: “Få dem til at sætte sig ned i grupper på omkring halvtreds hver.”

¹⁵Disciplene adlød, og alle satte sig ned.

¹⁶Han tog de fem brød og de to fisk, og så op mod himlen, takkede, brød dem og gav dem til disciplene for at dele ud til folket.

¹⁷De spiste alle og blev mætte, og disciplene samlede tolv kurve fulde af brudstykker, der var tilovers.

¹⁸Mens Jesus bad i enrum, og disciplene var med Ham, spurgte Han dem: “Hvem siger skarerne, at jeg er?”

¹⁹De svarede: “Nogle siger Johannes Døberen; andre siger Elias; og atter andre, at en af de gamle profeter er kommet tilbage til livet.”

²⁰“Men hvad med jer?” spurgte Han. “Hvem siger I, at jeg er?” Peter svarede: “Guds Kristus.”

²¹Jesus beordrede dem strengt ikke at fortælle dette til nogen.

²²Han sagde: “Menneskesønnen skal lide mange ting og blive forkastet af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge, og blive dræbt og opstå på den tredje dag.”

²³Så sagde Han til dem alle: “Hvis nogen ønsker at følge Mig, skal han fornægte sig selv, tage sit kors op dagligt og følge Mig.”

²⁴“For den, der søger at bevare sit liv, vil miste det, men den, der giver sit liv for Min skyld, vil finde det.”

²⁵“Hvad gavn har det for nogen at vinde hele verden, men miste eller forspilde sig selv?”

²⁶“Den, der skammer sig over Mig og Mine ord, vil Menneskesønnen også skamme sig over, når Han kommer i Sin herlighed og i Faderens og de hellige engles herlighed.”

²⁷“Sandelig siger jeg jer, nogle af dem, der står her, vil ikke opleve døden, før de ser Guds rige.”

²⁸Omkring otte dage efter at Jesus havde talt disse ord, tog Han Peter, Johannes og Jakob med Sig og gik op på et bjerg for at bede.

²⁹Mens Han bad, ændrede Hans ansigt sig, og Hans klæder blev strålende hvide.

³⁰To mænd, Moses og Elias, viste sig i strålende herlighed og talte med Jesus.

³¹De talte om Hans bortgang, som Han skulle fuldføre i Jerusalem.

³²Peter og hans ledsagere var meget søvnige, men da de blev helt vågne, så de Hans herlighed og de to mænd stående med Ham.

³³Mens mændene var ved at forlade Jesus, sagde Peter til Ham: “Mester, det er godt, at vi er her. Lad os rejse tre hytter—en til Dig, en til Moses og en til Elias.” (Han vidste ikke, hvad han sagde.)

³⁴Mens han talte, kom en sky og indhyllede dem, og de blev bange, da de gik ind i skyen.

³⁵En stemme kom fra skyen og sagde: “Dette er Min Søn, Min Udvalgte; lyt til Ham.”

³⁶Da stemmen havde talt, fandt de, at Jesus var alene. Disciplene holdt dette for sig selv og fortalte ikke nogen på det tidspunkt, hvad de havde set.

³⁷Den følgende dag, da de gik ned fra bjerget, nærmede en stor skare sig Ham.

³⁸En mand i skaren råbte: “Lærer, jeg beder Dig se på min søn, for han er mit eneste barn.”

³⁹“En ånd griber ham, og han skriger pludseligt; den kaster ham i kramper, så han fråder om munden. Den forlader ham næsten aldrig og skader ham.”

⁴⁰“Jeg bad Dine disciple om at drive den ud, men de kunne ikke.”

⁴¹Jesus svarede: “I vantro og forvredne slægt, hvor længe skal jeg blive hos jer og tåle jer? Bring jeres søn her.”

⁴²Selv mens drengen kom, kastede dæmonen ham til jorden i en krampe. Men Jesus truede den urene ånd, helbredte drengen og gav ham tilbage til hans far.

⁴³Og de var alle i ærefrygt over Guds majestæt. Mens alle undrede sig over alt, hvad Jesus gjorde, talte Han til sine disciple,

⁴⁴“Læg nøje mærke til, hvad jeg er ved at fortælle jer: Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.”

⁴⁵Men de forstod ikke, hvad dette betød. Det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge Ham om det.

⁴⁶En diskussion opstod blandt disciplene om, hvem af dem der ville være den største.

⁴⁷Jesus, som var klar over deres tanker, tog et lille barn og lod det stå ved siden af Sig.

⁴⁸Så sagde Han til dem: “Den, der modtager dette lille barn i Mit navn, modtager Mig; og den, der modtager Mig, modtager Ham, som har sendt Mig. For den, der er mindst blandt jer alle, er den største.”

⁴⁹“Mester,” sagde Johannes, “vi så en, der drev dæmoner ud i Dit navn, og vi forsøgte at stoppe ham, fordi han ikke var en del af vores gruppe.”

⁵⁰“Stop ham ikke,” sagde Jesus, “for den, der ikke er imod jer, er for jer.”

⁵¹Da tiden nærmede sig for Ham til at blive taget op til himlen, satte Jesus beslutsomt kurs mod Jerusalem.

⁵²Han sendte budbringere i forvejen, som gik ind i en samaritansk landsby for at forberede for Ham;

⁵³men folkene der modtog Ham ikke, fordi Han var på vej til Jerusalem.

⁵⁴Da disciplene Jakob og Johannes så dette, spurgte de: “Herre, vil Du have, at vi kalder ild ned fra himlen for at fortære dem?”

⁵⁵Men Jesus vendte sig mod dem og irettesatte dem.

⁵⁶Så gik Han og Hans disciple videre til en anden landsby.

⁵⁷Mens de gik langs vejen, sagde en til Ham: “Jeg vil følge Dig, hvor Du end går.”

⁵⁸Jesus svarede: “Ræve har huler og fugle har reder, men Menneskesønnen har intet sted at hvile Sit hoved.”

⁵⁹Han sagde til en anden mand: “Følg Mig.” Men han svarede: “Herre, lad mig først gå og begrave min far.”

⁶⁰Jesus sagde til ham: “Lad de døde begrave deres egne døde, men du skal gå og forkynde Guds rige.”

⁶¹En anden sagde: “Jeg vil følge Dig, Herre; men lad mig først gå tilbage og tage afsked med min familie.”

⁶²Jesus svarede: “Ingen, der sætter en hånd til ploven og ser tilbage, er egnet til tjeneste i Guds rige.”