Markusevangeliet 12

¹Jesus begyndte at tale til dem i lignelser: “En mand plantede en vingård. Han satte et hegn omkring den, gravede en grube til vinpressen og byggede et tårn. Så lejede han den ud til nogle bønder og tog på rejse.

²Da tiden kom for høsten, sendte han en tjener til forpagterne for at indsamle noget af vingårdens frugt fra dem.

³Men de greb ham, slog ham og sendte ham væk med ingenting.

⁴Så sendte han en anden tjener til dem; de slog ham i hovedet og behandlede ham skammeligt.

⁵Han sendte en anden, og den dræbte de. Han sendte mange andre; nogle slog de, andre dræbte de.

⁶Han havde én tilbage at sende, en elsket søn. Ham sendte han til sidst og sagde: ‘De vil respektere min søn.’

⁷Men forpagterne sagde til hinanden: ‘Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham, og arven vil blive vores.’

⁸Så tog de ham, endte hans liv og kastede ham ud af vingården.

⁹Hvad vil ejeren af vingården da gøre? Han vil komme og sætte forpagterne til livs og give vingården til andre.

¹⁰Har I ikke læst dette skriftsted: ‘Den sten, som bygningsmændene vragede, er blevet hovedhjørnestenen;

¹¹Herren har gjort dette, og det er vidunderligt i vores øjne’?”

¹²Så søgte ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste efter en måde at arrestere ham på, fordi de vidste, at han havde talt lignelsen imod dem. Men de frygtede folket, så de forlod ham og gik væk.

¹³Senere sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til Jesus for at forsøge at fange ham i hans ord.

¹⁴De kom og sagde til ham: “Lærer, vi ved, at du er en mand af integritet og ikke lader dig påvirke af andre, fordi du ikke viser partiskhed, men lærer Guds vej i overensstemmelse med sandheden. Er det rigtigt at betale kejserens skat til Cæsar eller ej?

¹⁵Skal vi betale eller skal vi ikke?” Men Jesus, som kendte deres hykleri, sagde: “Hvorfor forsøger I at fange mig? Bring mig en denar for at se på.”

¹⁶De præsenterede mønten, og han spurgte dem: “Hvis billede er dette? Og hvis indskrift?” “Cæsars,” svarede de.

¹⁷Så sagde Jesus til dem: “Giv Cæsar, hvad der tilhører Cæsar, og til Gud, hvad der tilhører Gud.” Og de var forbløffede over ham.

¹⁸Så kom nogle saddukæere, som siger, at der ikke er nogen opstandelse, til ham med et spørgsmål.

¹⁹“Lærer,” sagde de, “Moses skrev for os, at hvis en mands bror dør og efterlader en hustru, men ingen børn, skal manden gifte sig med enken og oprejse afkom for sin bror.

²⁰Der var syv brødre. Den første giftede sig og døde uden at efterlade nogen børn.

²¹Den anden giftede sig med enken, men han døde også uden at efterlade noget barn. Det samme skete med den tredje.

²²Faktisk efterlod ingen af de syv nogen børn. Til sidst døde kvinden også.

²³Ved opstandelsen, hvis hustru vil hun være, da alle syv var gift med hende?”

²⁴Jesus svarede: “Er I ikke på vildspor, fordi I ikke kender Skrifterne eller Guds kraft?

²⁵Når de døde opstår, vil de hverken gifte sig eller blive giftet bort; de vil være som englene i himlen.

²⁶Hvad angår de dødes opstandelse—har I ikke læst i Mosebogen, i beretningen om den brændende busk, hvordan Gud sagde til ham: ‘Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud’?

²⁷Han er de levendes Gud, ikke de dødes. I er virkelig på vildspor!”

²⁸En af de skriftkloge kom og hørte dem debattere. Da han bemærkede, at Jesus havde givet dem et klogt svar, spurgte han ham: “Af alle budene, hvilket er det vigtigste?”

²⁹“Det vigtigste,” svarede Jesus, “er dette: ‘Hør, Israel: Herren vores Gud er én Herre.

³⁰Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.’

³¹Det andet er: ‘Elsk din næste som dig selv.’ Der er ingen andre bud, der er større end disse.”

³²“Godt sagt, lærer,” svarede manden. “For du har virkelig ret i at sige, at Gud er én, og der er ingen anden end ham.

³³Du har ret i at sige, at elske ham af hele dit hjerte, med al din forståelse, og med al din styrke, og du har ret i at sige, at elske din næste som dig selv er vigtigere end alle brændofre og ofringer.”

³⁴Da Jesus så, at han havde svaret klogt, sagde han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” Og fra den tid af turde ingen stille ham flere spørgsmål.

³⁵Mens han underviste i tempelgårdene, spurgte Jesus: “Hvorfor siger de skriftkloge, at Messias er Davids søn?

³⁶David, der talte ved Helligånden, sagde: ‘Herren sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder.”’

³⁷Hvis David selv kalder ham ‘Herre.’ Hvordan kan han så være hans søn?” Den store skare lyttede til ham med glæde.

³⁸Mens han underviste, sagde Jesus: “Pas på de skriftkloge. De kan lide at gå rundt i lange klæder og blive hilst med respekt på markedspladserne,

³⁹og have de bedste pladser i synagogerne og ærespladserne ved festmåltiderne.

⁴⁰De fortærer enkers huse og for et syn laver lange bønner. Disse mænd vil blive straffet meget hårdt.”

⁴¹Jesus satte sig overfor det sted, hvor ofrene blev lagt, og så på, mens folk lagde deres penge i tempelkisten. Mange rige mennesker bidrog med store beløb.

⁴²Men en fattig enke kom og lagde to meget små kobbermønter, kun værd et par øre.

⁴³Da han kaldte sine disciple til sig, sagde Jesus: “Sandelig siger jeg jer, denne fattige enke har bidraget mere til kisten end alle de andre.

⁴⁴De gav alle af deres overflod; men hun, af sin fattigdom, gav alt, hvad hun havde at leve for.”