Markusevangeliet 3

¹Jesus gik igen ind i synagogen, og der var en mand til stede med en vissen hånd.

²De holdt nøje øje med Ham for at se, om Han ville helbrede manden på sabbatten, for at kunne anklage Ham.

³Jesus sagde til manden med den visne hånd: “Rejs dig op her foran alle.”

⁴Han spurgte dem derefter: “Er det tilladt at gøre godt på sabbatten eller at gøre ondt, at redde liv eller at ødelægge det?” Men de forblev tavse.

⁵Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres hårde hjerter sagde Han til manden: “Ræk din hånd ud.” Han rakte den ud, og hans hånd blev genoprettet.

⁶Farisæerne gik ud og begyndte straks at konspirere med herodianerne imod Ham, idet de overvejede, hvordan de kunne ødelægge Ham.

⁷Jesus trak sig tilbage med sine disciple til søen, og en stor skare fra Galilæa fulgte Ham.

⁸Da de hørte om alt, hvad Han gjorde, kom et stort antal mennesker til Ham fra Judæa, Jerusalem, Idumea, hinsides Jordan og fra omegnen af Tyrus og Sidon.

⁹Han sagde til sine disciple, at de skulle have en lille båd klar til Ham på grund af skaren, for at forhindre dem i at knuse Ham.

¹⁰For Han havde helbredt mange, så de, der havde sygdomme, trængte sig frem for at røre ved Ham.

¹¹Hver gang de urene ånder så Ham, faldt de ned foran Ham og udbrød: “Du er Guds Søn.”

¹²Men Han beordrede dem strengt ikke at afsløre Hans identitet.

¹³Han gik op på et bjerg og kaldte til sig dem, Han ville, og de kom til Ham.

¹⁴Han udvalgte tolv, for at de skulle være med Ham, og for at Han kunne sende dem ud for at prædike

¹⁵og have fuld autoritet til at uddrive dæmoner.

¹⁶Disse er de tolv, Han valgte: Simon (som Han gav navnet Peter),

¹⁷Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs bror (som Han gav navnet Boanerges, hvilket betyder “tordensønner”),

¹⁸Andreas, Filip, Bartholomæus, Matthæus, Thomas, Jakob, Alfæus' søn, Thaddæus og Simon Kananeæren,

¹⁹og Judas Iskariot, som senere skulle forråde Ham.

²⁰Så gik Han hjem, og igen samlede der sig en skare, så Han og Hans disciple ikke engang kunne spise.

²¹Da Hans familie hørte om dette, søgte de at tage hånd om Ham og sagde: “Han er ude af sig selv.”

²²Og de skriftkloge, der kom ned fra Jerusalem, sagde: “Han er besat af Beelzebul! Ved dæmonernes fyrste uddriver Han dæmoner.”

²³Så kaldte Han dem til sig og begyndte at tale til dem i lignelser: “Hvordan kan Satan uddrive Satan?

²⁴Hvis et rige er splittet mod sig selv, kan det rige ikke bestå.

²⁵Hvis et hus er splittet mod sig selv, kan det hus ikke holde.

²⁶Og hvis Satan er i konflikt med sig selv og er splittet, kan han ikke holde ud; hans ende er kommet.

²⁷Ingen kan gå ind i en stærk mands hus og plyndre hans ejendele, medmindre han først binder den stærke mand. Så kan han plyndre hans hus.

²⁸Sandelig siger jeg jer, mennesker kan få tilgivelse for alle deres synder og hvad som helst blasfemier, de udtaler,

²⁹men den, der taler imod Helligånden, vil aldrig få tilgivelse; de er skyldige i en evig synd.”

³⁰Han sagde dette, fordi de sagde: “Han har en uren ånd.”

³¹Så ankom Hans mor og Hans brødre. De stod udenfor og sendte bud ind for at kalde på Ham.

³²En skare sad omkring Ham, og de sagde til Ham: “Din mor og dine brødre er udenfor og leder efter dig.”

³³“Hvem betragtes som Min mor og Mine brødre?” spurgte Han.

³⁴Han så på dem, der sad i en cirkel omkring Ham, og sagde: “Her er Min mor og Mine brødre!

³⁵Den, der gør Guds vilje, er Min bror, søster og mor.”