Markusevangeliet 4

¹Endnu en gang begyndte Jesus at undervise ved søen. En meget stor skare samlede sig omkring ham, så han gik ombord i en båd på søen og satte sig, mens hele skaren var på kysten ved vandkanten.

²Han lærte dem mange ting ved hjælp af lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

³"Hør! En sædemand gik ud for at så sin sæd.

⁴Mens han såede, faldt noget sæd langs vejen, og fuglene kom og åd det op.

⁵Andet sæd faldt på klippegrund, hvor der ikke var meget jord, og det skød hurtigt op, fordi jorden var lavvandet.

⁶Men da solen steg op, blev det svedet, og da det ikke havde rod, visnede det bort.

⁷Andet sæd faldt blandt torne, og tornene voksede op og kvalte det, så det ikke gav nogen afgrøde.

⁸Endnu andet sæd faldt i god jord. Det voksede, øgedes og gav en afgrøde, der gav tredive, tres og hundrede fold."

⁹Så sagde han, "Den, der har ører at høre med, lad dem høre."

¹⁰Da han var alene, spurgte de, der var omkring ham, sammen med de Tolv, ham om lignelserne.

¹¹Han sagde til dem, "Guds riges mysterium er givet til jer, men til dem udenfor bliver alt sagt i lignelser,

¹²så at, 'de må se, men ikke opfatte, og høre, men ikke forstå; ellers kunne de vende om og blive tilgivet.'"

¹³Så sagde han til dem, "Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan vil I da forstå nogen lignelse?

¹⁴Sædemanden spreder ordet.

¹⁵Nogle er som sæd langs vejen, hvor ordet bliver sået. Så snart de hører det, kommer modstanderen og tager ordet bort, der blev sået i dem.

¹⁶Andre, ligesom sæd sået på klippegrund, hører ordet og modtager det straks med glæde;

¹⁷men de har ingen rod i sig selv og er kortlivede. Når der opstår vanskeligheder eller forfølgelse på grund af ordet, falder de hurtigt fra.

¹⁸Andre er som sæd sået blandt torne; de hører ordet,

¹⁹men verdens bekymringer, rigdommens bedrag og ønskerne om andre ting trænger ind og kvæler ordet, og det bliver ufrugtbart.

²⁰Men andre er som sæd sået i god jord; de hører ordet, accepterer det og bærer frugt—tredive, tres og hundrede fold."

²¹Han sagde til dem, "Bliver en lampe bragt ind for at blive sat under en skæppe eller under en seng? Er den ikke for at blive sat på en lysestage?

²²For hvad der end er skjult, er ment til at blive åbenbaret, og hvad der end er skjult, er ment til at komme for dagen.

²³Hvis nogen har ører at høre med, lad dem høre."

²⁴Han fortsatte, "Overvej nøje, hvad I hører. Med det mål, I bruger, vil det blive målt til jer—og endnu mere vil blive tilføjet.

²⁵For den, der har, vil der blive givet mere; den, der ikke har, vil selv det, han har, blive taget fra ham."

²⁶Han sagde også, "Guds rige er som en mand, der spreder sæd på jorden.

²⁷Han sover og står op nat og dag, og sæden spirer og vokser, selvom han ikke ved hvordan.

²⁸Jorden producerer afgrøder af sig selv; først strået, så akset, så den fulde kerne i akset.

²⁹Men når afgrøden er klar, sætter han straks seglen i, fordi høsten er kommet."

³⁰Igen sagde han, "Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller hvilken lignelse skal vi bruge til at beskrive det?

³¹Det er som et sennepsfrø, som, når det sås på jorden, er det mindste af alle frø på jorden.

³²Men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle haveplanter og sætter store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge."

³³Med mange sådanne lignelser talte han ordet til dem, så meget som de kunne forstå.

³⁴Han talte ikke til dem uden en lignelse, men privat forklarede han alt for sine egne disciple.

³⁵Den dag, da det blev aften, sagde han til sine disciple, "Lad os tage over til den anden side."

³⁶De forlod skaren og tog ham med i båden, som han var. Andre både var også med ham.

³⁷En stor storm rejste sig, og bølgerne slog ind i båden, så den allerede var ved at fyldes.

³⁸Men han var i agterstavnen, sovende på en pude. De vækkede ham og sagde til ham, "Lærer, bryder du dig ikke om, at vi går til grunde?"

³⁹Han rejste sig, truede vinden og sagde til søen, "Fred! Vær stille!" Så holdt vinden op, og der blev en stor ro.

⁴⁰Han sagde til dem, "Hvorfor er I så bange? Har I stadig ingen tro?"

⁴¹De blev fyldt med stor frygt og sagde til hinanden, "Hvem er dog denne, som selv vinden og havet adlyder?"