Markusevangeliet 5

¹De kom over til den anden side af søen, til gerasenernes område.

²Da Jesus steg ud af båden, kom der straks en mand med en uren ånd fra gravene for at møde ham.

³Denne mand boede blandt gravene, og ingen kunne længere binde ham, ikke engang med kæder.

⁴For han var ofte blevet bundet med fodjern og kæder, men han rev kæderne fra hinanden og brød fodjernene; ingen var stærk nok til at underkue ham.

⁵Dag og nat blandt gravene og i bakkerne råbte han og skadede sig selv med sten.

⁶Da han så Jesus på afstand, løb han hen og bøjede sig for ham.

⁷Han råbte med høj stemme: “Hvad vil du mig, Jesus, du den højeste Guds søn? Jeg bønfalder dig ved Gud, pin mig ikke!”

⁸For Jesus havde sagt til ham: “Kom ud af denne mand, du urene ånd!”

⁹Så spurgte Jesus ham: “Hvad er dit navn?” Og han svarede: “Mit navn er Legion, for vi er mange.”

¹⁰Og han bad Jesus gentagne gange om ikke at sende dem ud af området.

¹¹En stor flok svin gik og græssede på den nærliggende bakke.

¹²Dæmonerne bad Jesus: “Send os ind i svinene, så vi kan komme ind i dem.”

¹³Han gav dem tilladelse, og de urene ånder kom ud og gik ind i svinene. Flokken, omkring to tusinde i antal, styrtede ned ad den stejle skrænt i søen og druknede.

¹⁴De, der passede svinene, løb væk og rapporterede dette i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket.

¹⁵Da de kom til Jesus, så de manden, der havde været besat af legionen af dæmoner, sidde der, påklædt og ved sin fornuft; og de blev fyldt med ærefrygt.

¹⁶De, der havde set det, beskrev for folk, hvad der var sket med den dæmonbesatte mand og om svinene.

¹⁷Så begyndte folkene at bede Jesus om at forlade deres område.

¹⁸Da Jesus var ved at stige ind i båden, bad manden, der var blevet befriet fra dæmonerne, om at gå med ham.

¹⁹Jesus lod ham ikke, men sagde: “Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvilke store ting Herren har gjort for dig, og hvordan han har forbarmet sig over dig.”

²⁰Så gik manden bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvilke store ting Jesus havde gjort for ham. Og alle folk var forundrede.

²¹Efter at Jesus igen var kommet over med båd til den anden side, samledes en stor skare omkring ham, mens han var ved søen.

²²Så kom en af synagogeforstanderne, ved navn Jairus, hen, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder.

²³Han bad indtrængende: “Min lille datter er ved at dø. Kom og læg dine hænder på hende, så hun kan blive helbredt og leve.”

²⁴Således fulgte Jesus ham. En stor skare fulgte tæt og omringede ham.

²⁵Og der var en kvinde, der havde lidt af blødninger i tolv år.

²⁶Hun havde lidt meget under mange læger og havde brugt alt, hvad hun ejede, men i stedet for at blive bedre, blev hun værre.

²⁷Da hun hørte om Jesus, nærmede hun sig ham bagfra i mængden og rørte ved hans kappe,

²⁸idet hun tænkte: “Hvis jeg blot rører ved hans tøj, vil jeg blive helbredt.”

²⁹Straks ophørte hendes blødning, og hun følte i sin krop, at hun var blevet fri for sin lidelse.

³⁰Med det samme indså Jesus, at der var gået kraft ud fra ham. Han vendte sig om i mængden og spurgte: “Hvem rørte ved mit tøj?”

³¹“Du ser folk trænge sig imod dig,” svarede hans disciple, “og alligevel spørger du: ‘Hvem rørte ved mig?’”

³²Men Jesus fortsatte med at se sig omkring for at identificere, hvem der havde gjort det.

³³Så kom kvinden, klar over hvad der var sket med hende, og faldt ned for hans fødder og, skælvende af frygt, fortalte ham hele sandheden.

³⁴Han sagde til hende: “Datter, din tro har gjort dig rask. Gå bort i fred og bliv fri for din lidelse.”

³⁵Mens Jesus stadig talte, kom nogle fra Jairus' hus, synagogeforstanderen. “Din datter er død,” sagde de. “Hvorfor ulejlige Mesteren yderligere?”

³⁶Da Jesus hørte, hvad de sagde, sagde han til ham: “Vær ikke bange; tro blot.”

³⁷Han tillod ingen at følge med ham undtagen Peter, Jakob og Johannes, Jakobs bror.

³⁸Da de ankom til synagogeforstanderens hus, så Jesus en opstandelse, med folk der græd og jamrede højt.

³⁹Han gik ind og sagde til dem: “Hvorfor denne opstandelse og jamren? Barnet er ikke død, men sover.”

⁴⁰Men de lo ad ham. Efter at han havde sendt dem alle ud, tog han barnets far og mor og de disciple, der var med ham, og gik ind, hvor barnet var.

⁴¹Han tog hende ved hånden og sagde til hende: “Talitha koum!” (hvilket betyder: “Lille pige, jeg siger dig, stå op!”).

⁴²Straks rejste pigen sig og begyndte at gå rundt (hun var tolv år gammel). Ved dette blev de fuldstændig forbløffede.

⁴³Han gav strenge ordre om ikke at lade nogen vide om dette, og instruerede dem om at give hende noget at spise.