Markusevangeliet 6

¹Jesus forlod stedet og kom til sin hjemby, med sine disciple efter sig.

²Da sabbatten kom, begyndte han at undervise i synagogen, og mange, der lyttede, blev forbløffede. De spurgte: “Hvor har denne mand fået alt dette fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham, og hvad er det for bemærkelsesværdige mirakler, der udføres af hans hænder?

³Er det ikke tømreren, Marias søn, og bror til Jakob, Joses, Judas og Simon? Er hans søstre ikke her hos os?” Og de tog anstød af ham.

⁴Jesus sagde til dem: “En profet er ikke uden ære, undtagen i sin hjemby, blandt sine slægtninge og i sit eget hus.”

⁵Han kunne ikke udføre nogen mirakler der, bortset fra at han lagde sine hænder på nogle få syge og helbredte dem.

⁶Han var forbløffet over deres mangel på tro. Så fortsatte han med at undervise i landsbyerne.

⁷Han kaldte de tolv til sig og begyndte at sende dem ud to og to, idet han gav dem myndighed over urene ånder.

⁸Han instruerede dem om ikke at tage noget med på rejsen undtagen en stav—intet brød, ingen taske, ingen penge i deres bælter—

⁹de fik lov til at bære sandaler, men skulle ikke tage to kjortler på.

¹⁰Han sagde til dem: “Hvor I end går ind i et hus, bliv der, indtil I forlader stedet.

¹¹Hvis noget sted ikke tager imod jer eller lytter til jer, så ryst støvet af jeres fødder, når I forlader det, som et vidnesbyrd mod dem.”

¹²De gik ud og forkyndte, at folk skulle ændre deres veje.

¹³De drev mange dæmoner ud og salvede mange syge med olie og helbredte dem.

¹⁴Kong Herodes hørte om dette, for Jesu navn var blevet velkendt. Nogle sagde, “Johannes Døberen er opstået fra de døde, og det er derfor, disse mirakuløse kræfter er i arbejde i ham.”

¹⁵Andre sagde, “Han er Elias.” Endnu andre hævdede, “Han er en profet, som en af de gamle profeter.”

¹⁶Men da Herodes hørte dette, sagde han, “Johannes, som jeg halshuggede, er opstået!”

¹⁷Herodes havde selv beordret Johannes' arrestation og havde ham bundet og fængslet på grund af Herodias, hans bror Filips hustru, som han havde giftet sig med.

¹⁸For Johannes havde sagt til Herodes, “Det er imod loven for dig at have din brors hustru.”

¹⁹Herodias nærede nag mod ham og ønskede at dræbe ham, men hun kunne ikke,

²⁰fordi Herodes frygtede Johannes og beskyttede ham, idet han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand. Når Herodes lyttede til ham, blev han meget forvirret, men han nød at høre ham.

²¹En belejlig dag kom, da Herodes, på sin fødselsdag, holdt en fest for sine adelige, militære kommandører og de ledende mænd i Galilæa.

²²Da Herodias' datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og hans gæster. Kongen sagde til pigen, “Bed mig om, hvad du vil, og jeg vil give det til dig.”

²³Han svor til hende, “Hvad du end beder mig om, vil jeg give dig, op til halvdelen af mit kongerige.”

²⁴Hun gik ud og spurgte sin mor, “Hvad skal jeg bede om?” Hendes mor svarede, “Johannes Døberens hoved.”

²⁵Straks skyndte hun sig til kongen og bad, “Jeg vil have, at du giver mig Johannes Døberens hoved på et fad lige nu.”

²⁶Kongen blev dybt bedrøvet, men på grund af sine eder og sine gæster, ville han ikke nægte hende.

²⁷Så han sendte straks en bøddel med ordre om at bringe Johannes' hoved. Han gik og halshuggede Johannes i fængslet,

²⁸og bragte hans hoved på et fad, præsenterede det for pigen, og hun gav det til sin mor.

²⁹Da Johannes' disciple hørte om dette, kom de og tog hans lig og lagde det i en grav.

³⁰Apostlene samledes omkring Jesus og delte med ham alt, hvad de havde gjort og lært.

³¹Så, fordi så mange mennesker kom og gik, at de ikke engang havde tid til at spise, sagde han til dem, “Kom væk for jer selv til et stille sted og hvil jer lidt.”

³²Så de tog af sted alene i en båd til et afsides område.

³³Men mange så dem tage af sted og genkendte dem, og de løb til fods fra alle byerne og ankom før dem.

³⁴Da Jesus gik i land og så en stor skare, følte han medfølelse med dem, fordi de var som får uden hyrde. Så han begyndte at undervise dem om mange ting.

³⁵På dette tidspunkt var det sent på dagen, så hans disciple kom til ham og sagde, “Dette er et øde sted, og det er allerede meget sent.

³⁶Send folkene væk, så de kan gå til de omkringliggende landsbyer og byer for at købe sig noget at spise.”

³⁷Men han svarede, “Giv I dem noget at spise.” De sagde til ham, “Skal vi gå og bruge to hundrede denarer på brød og give det til dem at spise?”

³⁸Han spurgte dem, “Hvor mange brød har I? Gå og find ud af det.” Da de fandt ud af det, sagde de, “Fem, og to fisk.”

³⁹Så beordrede han dem til at få alle folkene til at sætte sig ned i grupper på det grønne græs.

⁴⁰Så de satte sig ned i organiserede grupper.

⁴¹Han tog de fem brød og de to fisk, og så op mod himlen, velsignede han maden, brød brødene og gav dem til sine disciple for at dele ud til folkene. Han delte også de to fisk mellem dem alle.

⁴²De spiste alle og blev mætte,

⁴³og disciplene samlede tolv kurve fulde af brudstykker af brød og fisk.

⁴⁴Antallet af mænd, der spiste brødene, var fem tusinde.

⁴⁵Straks fik Jesus sine disciple til at gå ombord i båden og tage i forvejen til den anden side, til Bethsaida, mens han sendte skaren bort.

⁴⁶Efter at have sendt dem bort, gik han op på en bjergside for at bede.

⁴⁷Da det blev aften, var båden midt på søen, mens han var alene på land.

⁴⁸Da han så dem kæmpe med årerne, fordi vinden var imod dem, gik han kort før daggry ud til dem, gående på søen, med intentionen om at gå forbi dem.

⁴⁹Men da de så ham gå på søen, troede de, det var et spøgelse og skreg op,

⁵⁰fordi de alle så ham og blev forskrækkede. Straks talte han til dem og sagde, “Fat mod; det er mig. Vær ikke bange.”

⁵¹Så steg han op i båden til dem, og vinden lagde sig. De var fuldstændig forbløffede,

⁵²for de havde ikke forstået betydningen af brødene; deres hjerter var forhærdede.

⁵³Da de var kommet over, kom de til land ved Gennesaret og lagde til der.

⁵⁴Da de gik i land, genkendte folk straks Jesus.

⁵⁵De løb gennem hele området og bragte de syge på bårer til, hvor de hørte, han var.

⁵⁶Og hvor han end gik—ind i landsbyer, byer eller på landet—lagde de de syge på markedspladserne og bad ham om at lade dem røre blot kanten af hans kappe, og alle, der rørte ved den, blev helbredt.