Markusevangeliet 7

¹Farisæerne og nogle af de skriftkloge samledes omkring Jesus, efter at de var kommet fra Jerusalem,

²og bemærkede, at nogle af hans disciple spiste med hænder, der blev betragtet som urene, det vil sige uvaskede.

³(For farisæerne og alle jøderne spiser ikke, medmindre de foretager en ceremoniel håndvask, idet de holder fast ved de gamles tradition;

⁴og når de vender tilbage fra markedet, spiser de ikke, medmindre de vasker sig. De overholder også mange andre traditioner, såsom vask af kopper, kander og kobberkar.)

⁵Så farisæerne og de skriftkloge spurgte ham: “Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles tradition, men spiser med urene hænder?”

⁶Han svarede: “Esajas havde ret, da han profeterede om jer hyklere, som der står skrevet: ‘Dette folk ærer mig med deres læber, men deres hjerter er langt fra mig.

⁷De tilbeder mig forgæves; deres lærdomme er blot menneskebud.’

⁸I har sat Guds bud til side og holder fast ved menneskers traditioner.”

⁹Og han fortsatte: “I har en snedig måde at forkaste Guds bud på for at holde fast ved jeres egen tradition!

¹⁰For Moses sagde: ‘Ær din far og din mor,’ og, ‘Den, der forbander sin far eller mor, skal lide døden.’

¹¹Men I siger, at hvis nogen erklærer, at det, der kunne have været brugt til at hjælpe deres far eller mor, er Korban (det vil sige, viet til Gud)—

¹²så tillader I dem ikke længere at gøre noget for deres far eller mor.

¹³På denne måde gør I Guds ord ugyldigt ved jeres tradition, som I har videregivet. Og I engagerer jer i mange lignende praksisser.”

¹⁴Så kaldte Jesus igen folkemængden til sig og sagde: “Lyt til mig, alle sammen, og forstå:

¹⁵Intet, der er uden for et menneske, kan gøre det urent ved at komme ind i det. Snarere er det, der kommer ud af et menneske, der gør det urent.”

¹⁶[De, der har ører at høre med, lad dem høre.]

¹⁷Efter at have forladt folkemængden og gået ind i huset, spurgte hans disciple ham om lignelsen.

¹⁸Han sagde til dem: “Er I også uden forståelse? Ser I ikke, at hvad som helst, der kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent,

¹⁹fordi det ikke går ind i deres hjerte, men i deres mave, og derefter bliver udskilt?” (Ved at sige dette erklærede Jesus alle fødevarer for rene.)

²⁰Han fortsatte med at sige: “Det, der kommer ud af et menneske, er det, der gør det urent.

²¹For indefra, fra menneskers hjerter, kommer onde tanker: utugt, tyveri, mord,

²²ægteskabsbrud, grådighed, ondskab, bedrag, sanselighed, misundelse, bagvaskelse, stolthed og tåbelighed.

²³Alle disse skadelige ting kommer indefra og gør et menneske urent.”

²⁴Jesus forlod det sted og gik til egnen omkring Tyrus. Han gik ind i et hus og ønskede ikke, at nogen skulle vide det, men han kunne ikke forblive skjult.

²⁵Men en kvinde, hvis lille datter havde en uren ånd, hørte om ham og kom og faldt ned for hans fødder.

²⁶Kvinden var en hedning, af syro-fønikisk oprindelse. Hun bad ham om at drive dæmonen ud af hendes datter.

²⁷Han sagde til hende: “Lad børnene blive mætte først, for det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til hundene.”

²⁸Men hun svarede: “Ja, Herre, men selv hundene under bordet spiser børnenes krummer.”

²⁹Så sagde han til hende: “For dette svar kan du gå; dæmonen har forladt din datter.”

³⁰Hun gik hjem og fandt sit barn liggende på sengen, og dæmonen var borte.

³¹Jesus forlod egnen omkring Tyrus og gik gennem Sidon til Galilæas Sø, ind i Dekapolis-egnen.

³²Der bragte nogle mennesker til ham en mand, der var døv og næsten ikke kunne tale, og de bad ham om at lægge sin hånd på ham.

³³Jesus tog ham til side, væk fra folkemængden, og stak sine fingre i mandens ører. Så spyttede han og rørte ved mandens tunge.

³⁴Han så opad, sukkede dybt og sagde til ham: “Effata!” (hvilket betyder “Bliv åbnet!”).

³⁵Ved dette blev mandens ører åbnet, hans tunge blev løsnet, og han begyndte at tale klart.

³⁶Jesus befalede dem ikke at fortælle det til nogen. Men jo mere han gjorde det, jo mere spredte de nyheden.

³⁷Folk var yderst forbløffede og sagde: “Han har gjort alting godt; han får endda de døve til at høre og de stumme til at tale.”