4 Mosebog 11

¹Folket begyndte at knurre over deres ulykker i Herrens hørelse, og da Herren hørte det, blussede hans vrede op. Herrens ild brændte blandt dem og fortærede nogle i udkanten af lejren.

²Folket råbte til Moses, og da Moses bad til Herren, dæmpedes ilden.

³Det sted blev derfor kaldt Taberah, fordi Herrens ild havde brændt blandt dem.

⁴Den blandede skare blandt dem begyndte at længes efter anden mad, og israelitterne begyndte også at græde igen og sagde: “Hvem vil give os kød at spise?

⁵Vi husker fisken, vi spiste frit i Egypten, agurkerne, melonerne, porrerne, løgene og hvidløget.

⁶Men nu er vores appetit væk; der er intet andet end denne manna at se på!”

⁷Mannaen var som korianderfrø og havde udseende som harpiks.

⁸Folket gik omkring og samlede den, og malede den i kværne eller knuste den i mortere. De kogte den i gryder og lavede den til kager, og den smagte som noget lavet med olivenolie.

⁹Når duggen faldt på lejren om natten, kom mannaen ned med den.

¹⁰Moses hørte folket i hver familie græde ved indgangen til deres telte. Herrens vrede var meget opbragt, og Moses var bekymret.

¹¹Moses sagde til Herren: “Hvorfor har du bragt denne ulykke over din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde i dine øjne, at du lægger byrden af alle disse mennesker på mig?

¹²Har jeg undfanget alle disse mennesker? Har jeg født dem, at du skulle sige til mig: ‘Bær dem i dine arme som en amme bærer et spædbarn, til det land du lovede deres forfædre’?

¹³Hvor skal jeg finde kød til at give alle disse mennesker? De bliver ved med at klage til mig, ‘Giv os kød at spise!’

¹⁴Jeg er ude af stand til at bære ansvaret for alle disse mennesker alene; det er for overvældende for mig.

¹⁵Hvis det er sådan, du vil behandle mig, så dræb mig venligst nu—hvis jeg har fundet nåde i dine øjne—og lad mig ikke se min egen ruin.”

¹⁶Herren sagde til Moses: “Saml for mig halvfjerds mænd af Israels ældste, som du ved er folkets ældste og deres officerer. Bring dem til åbenbaringsteltet, og lad dem stå der med dig.

¹⁷Jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lægge den på dem. De vil dele folkets byrde med dig, så du ikke skal bære den alene.

¹⁸Sig til folket: ‘Hellig jer til i morgen, og I skal spise kød, for I har grædt i Herrens hørelse og sagt: “Hvem vil give os kød at spise? Vi havde det bedre i Egypten!” Derfor vil Herren give jer kød, og I skal spise.

¹⁹I skal ikke spise det kun én dag, eller to dage, eller fem, ti, eller tyve dage,

²⁰men i en hel måned, indtil det kommer ud af jeres næsebor og bliver afskyeligt for jer, fordi I har forkastet Herren, som er blandt jer, og har klaget for ham og sagt: “Hvorfor forlod vi nogensinde Egypten?”’”

²¹Moses sagde: “Her er jeg blandt seks hundrede tusinde mænd til fods, og du siger, ‘Jeg vil give dem kød at spise i en hel måned!’

²²Ville der være nok, hvis flokke og hjorde blev slagtet for dem? Ville der være nok, hvis alle fiskene i havet blev fanget for dem?”

²³Herren sagde til Moses: “Er der nogen grænse for Herrens magt? Nu skal du se, om mit ord vil blive sandt for dig eller ej.”

²⁴Så Moses gik ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds af folkets ældste og lod dem stå omkring teltet.

²⁵Så kom Herren ned i skyen og talte til ham, og tog noget af den Ånd, der var over ham, og lagde den på de halvfjerds ældste. Da Ånden hvilede over dem, profeterede de, men gjorde det ikke igen.

²⁶Dog var to mænd blevet i lejren; den ene hed Eldad og den anden Medad. Ånden hvilede også over dem, og de profeterede i lejren.

²⁷En ung mand skyndte sig til Moses og informerede ham: “Eldad og Medad profeterer i lejren.”

²⁸Josva, Nuns søn, som havde været Moses’ assistent fra sin ungdom, talte op og sagde: “Moses, min herre, stop dem!”

²⁹Men Moses svarede: “Er du bekymret på mine vegne? Jeg ville ønske, at alle Herrens folk var profeter, og at Herren ville give dem sin Ånd!”

³⁰Derefter vendte Moses og Israels ældste tilbage til lejren.

³¹En vind gik ud fra Herren og bragte vagtler fra havet, og lod dem falde ved siden af lejren, omkring en dagsrejse på denne side og en dagsrejse på den anden side, rundt om lejren, omkring to alen dybt på jorden.

³²Folket brugte hele den dag, hele natten og hele den næste dag på at samle vagtlerne. Den mindste, nogen samlede, var ti homer. De spredte dem ud rundt om lejren.

³³Men mens kødet stadig var mellem deres tænder, før det blev fortæret, blussede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog dem med en alvorlig plage.

³⁴Så blev stedet kaldt Kibroth Hattaavah, fordi der begravede de de mennesker, der havde længtes efter anden mad.

³⁵Fra Kibroth Hattaavah rejste folket til Hazeroth, hvor de blev.