Ordsprogenes Bog 7

¹Min søn, bevar mine ord og skat mine bud i dig.

²Hold mine bud og lev; vogt min lære som dit øjes æble.

³Bind dem om dine fingre; skriv dem på dit hjertes tavle.

⁴Sig til visdommen: “Du er min søster,” og kald indsigt din nære ven,

⁵så de kan beskytte dig mod den utro kvinde, mod den fremmede kvinde, der smigrer med sine ord.

⁶For ved vinduet i mit hus kiggede jeg ud gennem gitteret,

⁷og jeg så blandt de enfoldige, jeg bemærkede blandt de unge, en ung mand uden forstand,

⁸der gik langs gaden nær hendes hjørne, tog vejen til hendes hus

⁹i skumringen, om aftenen, i nattens mørke.

¹⁰Og se, en kvinde kommer ham i møde, klædt som en skøge og snedig af hjerte.

¹¹Hun er larmende og oprørsk; hendes fødder bliver ikke hjemme;

¹²nu på gaderne, nu på torvene, hun lurer ved hvert hjørne.

¹³Hun griber ham og kysser ham, og med et frækt ansigt siger hun:

¹⁴“Jeg har opfyldt mine løfter i dag, og jeg har mad fra mine fredsofre derhjemme.

¹⁵Så jeg kom ud for at møde dig, for at søge dig ivrigt, og jeg har fundet dig!

¹⁶Jeg har prydet min seng med tæpper, med farvede linned fra Egypten.

¹⁷Jeg har duftet min seng med myrra, aloe og kanel.

¹⁸Kom, lad os drikke dybt af kærlighed til morgen; lad os glæde os med kærtegn.

¹⁹For min mand er væk; han er taget på en lang rejse.

²⁰Han har taget en pose penge med sig og vender ikke tilbage før fuldmånen.”

²¹Med sine mange overtalelser lokker hun ham; med sine glatte læber forfører hun ham.

²²Pludselig følger han hende som en okse går til slagtning, eller som et rådyr, der træder ind i en fælde,

²³indtil en pil gennemborer hans lever; som en fugl, der skynder sig ind i en snare, uden at vide, at det vil koste ham livet.

²⁴Så nu, mine sønner, lyt til mig, og giv agt på hvad jeg siger.

²⁵Lad ikke dit hjerte vende sig til hendes veje, vandr ikke ind på hendes stier.

²⁶For hun har bragt mange ofre ned; hendes dræbte er en stor mængde.

²⁷Hendes hus er en hovedvej til graven, der fører ned til dødens kamre.