Romerbrevet 9

¹Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke; min samvittighed vidner med mig i Helligånden,

²at jeg har stor sorg og uophørlig bedrøvelse i mit hjerte.

³For jeg kunne ønske, at jeg selv var forbandet og adskilt fra Kristus for mine brødres skyld, mine slægtninge efter kødet,

⁴som er israelitter. Deres er barnekåret, herligheden, pagterne, lovgivningen, tempeltjenesten og løfterne.

⁵Deres er patriarkerne, og fra dem stammer Kristus efter kødet, som er Gud over alle, velsignet i evighed. Amen.

⁶Det er ikke som om Guds ord har slået fejl. For ikke alle, der stammer fra Israel, er virkelig Israel.

⁷Ej heller er de alle børn, blot fordi de er Abrahams efterkommere, men "gennem Isak skal dine efterkommere nævnes."

⁸Dette betyder, at det ikke er kødelige børn, der er Guds børn, men løftets børn regnes som efterkommere.

⁹For således blev løftet givet: "På den fastsatte tid vil jeg komme tilbage, og Sara skal have en søn."

¹⁰Og ikke blot dette, men også da Rebekka havde undfanget tvillinger ved én mand, vor fader Isak;

¹¹for før tvillingerne var født eller havde gjort noget godt eller ondt, for at Guds hensigt efter udvælgelse skulle stå fast,

¹²ikke ved gerninger, men ved ham, som kalder, blev der sagt til hende: "Den ældre skal tjene den yngre."

¹³Som det er udtrykt i Skriften: "Jakob elskede jeg, men Esau fandt jeg ikke behag i."

¹⁴Hvad skal vi da konkludere? Er der nogen uretfærdighed hos Gud? Absolut ikke!

¹⁵For han erklærede til Moses, "Jeg vil vise barmhjertighed mod hvem jeg vælger at vise barmhjertighed, og jeg vil vise medfølelse mod hvem jeg vælger at vise medfølelse."

¹⁶Så det afhænger ikke af menneskelig vilje eller anstrengelse, men af Guds barmhjertighed.

¹⁷For Skriften siger til Farao: "Jeg rejste dig op med dette formål, at jeg kunne vise min magt i dig, og at mit navn kunne blive forkyndt på hele jorden."

¹⁸Derfor viser han barmhjertighed mod hvem han vil, og han forhærder hvem han vil.

¹⁹Du kunne da spørge: "Hvorfor finder han stadig fejl? For hvem kan modsætte sig hans vilje?"

²⁰Men hvem er du, et menneske, der taler tilbage til Gud? Skal det, der er formet, sige til den, der formede det: "Hvorfor gjorde du mig sådan?"

²¹Har pottemageren ikke myndighed til at forme af den samme klump ler noget keramik til særlige formål og noget til almindelig brug?

²²Hvad nu hvis Gud, villig til at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, bar med stor tålmodighed over med vredens genstande, forberedt til ødelæggelse?

²³Hvad nu hvis han gjorde dette for at gøre sin herligheds rigdom kendt over barmhjertighedens genstande, som han forberedte i forvejen til herlighed,

²⁴inklusive os, som han også kaldte, ikke kun fra jøderne, men også fra hedningerne?

²⁵Som han siger i Hoseas bog: "Jeg vil kalde dem 'mit folk', som ikke var mit folk, og jeg vil kalde hende 'min elskede', som ikke var min elskede,"

²⁶og, "Det skal ske, at på det sted, hvor det blev sagt til dem, 'I er ikke mit folk,' der vil de blive kaldt 'den levende Guds børn.'"

²⁷Esajas erklærer om Israel: "Selvom antallet af israelitterne er som sandet ved havet, vil kun en rest blive frelst.

²⁸For Herren vil udføre sit ord på jorden, grundigt og hurtigt."

²⁹Og som Esajas sagde tidligere: "Hvis ikke Herren, den Almægtige, havde efterladt os efterkommere, ville vi være blevet som Sodoma, og vi ville have været som Gomorra."

³⁰Hvad skal vi da konkludere? At hedningerne, som ikke stræbte efter retfærdighed, har opnået retfærdighed, en retfærdighed, der er ved tro;

³¹men Israel, i jagten på en lov om retfærdighed, nåede ikke den lov.

³²Hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den ved tro, men som om den var ved gerninger. De snublede over anstødsstenen,

³³som Skriften siger: "Se, jeg lægger i Zion en sten, der får folk til at snuble og en klippe, der får dem til at falde, og den, der tror på ham, vil aldrig blive gjort til skamme."